- Pole, pole, siger min chauffør, da vi kører fra lufthavnen i Zanzibar Town og snegler os ud af hovedbyen på Unguja, som er hovedøen i øhavet Zanzibar.
”Pole, pole” betyder ”langsomt, langsomt”, og det hører man lige så ofte som ”jambo, jambo” og ”hakuna matata”, der betyder henholdsvis ”velkommen” og ”ingen bekymringer”.
De tre hilsener beskriver meget godt grundstemningen i Zanzibar, hvor man føler sig velkommen, kommer ned i gear og måske kan fortrænge hverdagens trummerum.
Det står hurtigt klart for mig, at jeg ved alt for lidt om Zanzibar. På en times kørsel mod mit hotel på den nordøstlige side af øen giver chaufføren mig en geografi- og historielektion, jeg burde betale ekstra for.
Zanzibars historie er yderst kompleks med flere hundrede år som en del af Oman – som i knap 100 år var et britisk protektorat - og i midten af 1960’erne både et sultanat, en selvstændig republik og endeligt en del af Tanzania.
Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke anede, at ’zan’ i TanZANia netop kommer fra øgruppen, men nu glemmer jeg det aldrig.
Jeg har altid troet, Zanzibar var navnet på en enkelt ø. Men det er en samlet betegnelse for 57 øer, hvordan den største, Unguja, ofte kaldes Zanzibar Island.
Jeg vidste dog, at Queens forsanger, Freddie Mercury, blev født på øen, hvilket gør det oplagt at besøge hans fødehjem i Zanzibar Town. Kongen af Queen smager royalt.
Overvældende varme
Selv om jeg har rejst en del, kommer det bag på mig, hvor trykkende varmt der er. Termometeret siger “kun” 32 grader, men sveden strømmer ned fra min pande, nakke og lænd.
Luftfugtigheden er høj, og selv ikke i Thailand har jeg oplevet varmen så overvældende. Det skal man have i baghovedet, hvis man kaster sig ud i transport med ofte fyldte lokaler busser eller taxaer. Det er som at sætte sig ind i en sauna.
Logistisk kræver det en del forberedelse, hvis man rejser på egen hånd. Uber og Bolt fungerer kun på fastlandet, og priserne på taxa virker markant højere, end man oplever andre steder i Afrika. Derfor kan man med fordel researche på den del, hvis man har planer om at se mere end hotel og strand. Og naturligvis bør man det.
Unguja er en ø med enorme kontraster. Det virker næsten skizofrent at køre gennem Zanzibar Town og den gamle bydel Stone Towns kaotiske trafik med et mylder af mennesker og køretøjer, affaldsdynger og ramponerede huse sammenlignet med de mange luksushoteller, en betragtelig del af turisterne bor på.
Foran indkørslen til mit hotel flyder det med plasticaffald og tomme flasker. Inde bag porten skal man være heldig at finde et blad, som er faldet af de velvandede træer.
Det er svært at klandre indbyggerne, da der stort set ikke er et renovationssystem. Hvis der samles affald, brændes det ofte eller køres til en af øens få lossepladser.
På stranden ved mit hotel samler ansatte hver morgen bunker med plasticaffald, som er skyllet i land i løbet af natten og morgenen. Den ene dag tæller jeg 20 bunker, der hver især kan fylde en trillebør. Det er ikke plastic det hele, men det illustrer alligevel sisyfosarbejdet, hvor man starter forfra hver dag.
Utroskab undskyldes med lagener
Afstanden til Zanzibar er sammenlignelig med Thailand, hvor man ofte flyver via Dubai eller Doha.
Jeg flyver seks en halv time til Dubai og derfra fem en halv time til Zanzibar, så med tre timers transfer er det en hård tur for børnefamilier. Og medvirkende til, at mange formodentlig vil vælge at være på øen mindst 10-12 dage. Det giver også mulighed for at veksle mellem strand og sightseeing, hvor man ikke må snyde sig selv for de lokale markeder og Stone Town.
Sidstnævnte er et gammelt kvarter i Zanzibar Town, der er optaget på Unescos verdensarvsliste. Bydelen byder på et virvar af liv og et underfundigt møde mellem islam, kristendom og hinduisme.
En moské, en kirke og et tempel ligger inden for få hundrede meter. Det lyder næsten som indledningen på en vittighed, men det er ramme alvor.
Jeg sidder på toppen af hotellet Emerson on Hurumzi, hvor vi får den helt store menu med lokale specialiteter med musik og dans som ekstra krydderi.
Jeg hører først kirkeklokkers bimlen klokken 18, så bønnekald fra moskéen og endelig endnu en ringen med klokker fra templet.
Kristne og hinduer udgør et lillebitte mindretal i Zanzibar, men alle har det godt med hinanden, fortæller vores tjener, som også indvier os i en lokal tradition.
Den går ud på, at man køber to lagener, hvorpå man har skrevet undskyld for den udåd, man måtte have begået. For at bede sin mand eller kone om tilgivelse.
- Vi snakker seriøse fejltrin. Ikke noget med at komme for sent hjem eller have glemt at støvsuge. Vi snakker utroskab eller have gjort en anden kvinde gravid, siger tjeneren og ler.
Man kan næsten se situationen for sig, hvor et ægtepar skal i seng, og den ene spotter, at det ikke er samme lagen som om morgenen. Av av, hvad nu?
Hvad gør man så, hvis man forelsker sig i en mand eller en kvinde fra en anden religion, spørger jeg tjeneren.
- Det er ikke noget problem, så konverterer man bare. Især hvis man er kristen. I fastlands-Tanzania er det omvendt, fortæller han, mens han skænker den mest fantastiske ingefær-te, jeg nogensinde har smagt.
Et stykke af paradis
Zanzibar byder – naturligvis - på strande i særklasse. Det giver næsten sig selv med 57 øer. Jeg når kun at besøge én ø udover Unguja, men den dagstur er til gengæld også helt fantastisk.
Det er en temmelig lang køretur fra mit hotel på den nordøstlige spids af Unguja og ned til landsbyen Fumba, hvorfra man sejler til Kwale Island, som man kan spotte fra land.
Vandet er turkisblåt og nærmest uden bølger. Jeg ser ikke et eneste stykke plasticaffald i vandet på vej ud til en sandbanke, som udgør første stop på turen. En sandbanke lyder måske ikke voldsomt interessant på skrift, men i virkeligheden er det et lille stykke paradis.
Der ligger kun tre både magen til vores, da vi glider hen over sandbunden. Jeg har ikke været på Maldiverne eller Seychellerne, men det er ubetinget noget af det smukkeste og mest klare vand, jeg har set.
Sandbanken er ikke større, end at man kan gå hele vejen rundt på fem minutter. Hvilket jeg gør tre gange. Man kan gå ud på en gren, som måske minder lidt om Grenen i Danmark uden de to kærtegnende have.
Vandet er badekarsvarmt og solen ubarmhjertig skarp. Et prægtigt pitstop inden halvanden times snorkling tættere på Kwale Island.
37 slags mangoer
De seneste gange, jeg har snorklet, har været i Thailand og på Borneo. Måske har jeg været uheldig, men jeg har ikke set i nærheden af de mængder fisk og koraller, jeg beundrer her. Flere steder ligger jeg helt stille og lader mig omringe af enorme stimer af fisk, hvis navne eller farver, jeg ikke kender navnene på.
Det med ikke at kende navne på ting fortsætter under frokosten på Kwale Island, hvor der er dækket op til den store maritime buffet og en overdådig frugt-servering til dessert. Jeg aner ikke, hvad halvdelen af fiskene hedder på dansk.
Vi får 10-12 forskellige frugter og tre forskellige af de 37 mangosorter i Zanzibar. Den ene er næsten rød i kødet, mens en anden smager langt mere syrligt. Farverne og smagene er bare overvældende.
Vi runder af med den sydafrikanske Amarula-likør i koppen og forskelligt slik og sukkerrør, som jeg aldrig har smagt før. Sukkerrøret er så sødt og knasende, at jeg ikke tør måle mit blodsukker flere timer bagefter.
Efter frokosten sætter mange sig i vandkanten og slår mave. Eller forsøger at sætte gang i fordøjelsen ved at klatre op på et væltet baobab-træ, hvis stammer og rødder er så enorme, at det er svært at begribe. Det ville kræve mindst 10 mennesker af danne en kæde rundt om stammen.
Jeg studerer nysgerrigt en palmetyv, en gigantisk eremitkrebs, som ligner en mellemting mellem en krabbe og en fugleedderkop. Den kan måle en meter fra ben til ben, hvilket er uhyggeligt stort.
Det ser ud til, at den dyrker pole-pole-tilgangen, da den kravler op ad en palme med et dovendyrs fart. Jeg beslutter at gå i pole-pole-mode i vandkanten, hvor jeg forestiller mig at komme hjem til en seng med to nye lagener.
Tilbage på vores båd får vi endnu mere himmelsk frugt. Vi får serveret vandmelon, ananas, papaja og en af de 50 banan-arter og skyller efter med kokosnøddesaft.
Flere af gæsterne på båden konstaterer, at de aldrig haft smagt ananas og vandmelon med så eventyrlig en smag. Jeg er enig. Ananassen føles som at spise uanede mængder sol, sommer og sukker på samme tid. Det smager af mere, og jeg mangler 55 øer.