Det er bælgravende mørkt, da den ekstremt klaustrofobiske og svedhærgede taxi triller ind i Dakars midnatsvirvar. Efter en ulidelig tur med en sammenbrændt vogn, tre politi-, militær- og toldrazziaer samt diverse andre småforsinkelser er det dog skønt blot at være fremme efter den seneste times omkørsler og ufrivillige ophold på tætpakkede og kaotiske indfaldsveje.
Inden rejsen til Senegal havde jeg undersøgt diverse hoteller, men min rejsepartner havde allerede lavet en aftale gennem netportalen couchsurfing.com, hvor man låner en sofa kvit og frit hos en lokal familie.
Efter 14 timer på farten uden mad tiltaler tanken om en hullet sofa på et støvet pulterkammer mig ikke just. Men da vores to storsmilende værter Laye og Sheriff kommer os i møde, er det svært at bakke ud, så jeg indvilliger i at surfe med på "hjemme hos"-bølgen den første nat. Og det skulle vise sig at blive indgangen til et af mine mest mindeværdige og lærerige besøg hos en udenlandsk familie nogensinde.
Frankofilt karlekammer
Ud over den varme modtagelse er første positive konstatering, at familiens hus virker overordentlig velholdt og rent. Blankpolerede gulve og nymalede vægge byder os velkommen på samtlige tre etager. Og pulterkammeret bliver skiftet ud med husets fineste stue med hårdtpumpede, sorte lædersofaer og et prangende reolsystem med familieportrætter og nips på samtlige hylder.
Huset har en halv snes beboere. Overhovedet er Layes onkel, der også er den eneste, der har et fast arbejde. De øvrige er onklens sønner og nevøer samt deres koner og børn.
Efter at have hilst på hele familien, sætter vi os ind på Layes
og Sheriffs værelse, der fremstår som et lille frankofilt tempel.
Alle vægge er tapetseret med plakater af Zinedine Zidane og det
franske fodboldlandshold. På det overfyldte skrivebord står et
fransk trikolore og vajer stolt ved siden af en gammeldags
transistorradio, der forsøder tilværelsen, når strømmen ryger.
Hvilket den gør dagligt i op til 12 timer på grund af
overbelastning af elnettet.
Sengen består af en fyretræsramme og en række hjemmelavede lameller
under en to centimer tynd skumgummirulle, der end ikke i Afrika kan
kaldes en acceptabel madras. Typisk sover der tre mand på værelset.
Laye og Sheriff i sengen og vennen Mouhamad på gulvet ved siden af
ventilatoren, der sørger for at piske den minimale ilt rundt, så de
kan ånde i det lumre og indelukkede mikroklima.
Hvis en af dem har kæresten på besøg, skal de huske at banke på og holde døren lukket alt efter hvilken side af døren, de befinder sig på. For selv om sex før ægteskabet er forbudt på disse kanter, skal man jo heller ikke sætte livet på standby unødigt længe, understreger dameglade Sheriff, der med sine fire kærester har sit hyr med at holde styr på besøgene.
Magiske samtaler
Nevøen Abssa på syv år kommer tit op og snakker med mig. Eller forsøger at kommunikere som man nu gør, når mennesker intet kender til hinandens sprog. Med tegnsprog og mimik får han forklaret, hvem der er hvem på billederne på reolen i stuen, vi har fået stillet til rådighed.
Han fortæller lange, medrivende historier om alle familiemedlemmerne og henter hvert eneste billede over, som om historien får mere vægt, når jeg sidder med portrættet i hænderne. Sådan går der flere timer. Kedeligt ville nogen mene. Men flere uger efter kan jeg stadig fornemme hans for mig eventyrligt lydende sprog, der gjorde samtalen magisk og fascinerende til trods for et umiddelbart ringe udbytte.
Da han den sidste dag får lov at låne mit digitale kamera, går han helt fotobersærk. Alt, hvad der kan fotograferes, foreviger han. På en time tager han mere end 200 billeder af stikkontakter, dørhåndtag, udskæringer på sofaer og sågar fotos af familieportrætterne på reolen.
Nabopigen og han bruger derefter en hel time på at skyde modelbilleder af hende, hvor hun poserer som de hvide kvinder, de kender fra forsiderne på de franske og internationale magasiner, man kan købe overalt. 10 ud af 100 billeder står skarpt. Af dem er motivet ikke klippet midt over på tre. Senegalesisk dogmefotografi i særklasse.
Koldt som et køleskab
Mange af de ting, vi tager for givet i den vestlige verden er ikke simpel logik i Afrika. Det erfarer jeg igen og igen. Layes svigerinde kan ikke forstå, at jeg er så hvid i huden. Jeg forsøger at forklare, at Solen ikke skinner så meget i Danmark som i Senegal, og at min hud derfor er lysere. Det begriber hun ikke. Solen skinner jo året rundt! Min forklaring om Danmarks placering på jordkloden og den lange vinter går heller ikke rent ind.
Laye kommer til og forsøger at forklare hende, at alle mennesker med rødder i Skandinavien er omtrent så hvide som mig og derfor godt kan lide at komme til Afrika, hvor solen skinner året rundt. Det får hende til at nikke. Og spørge, hvorfor jeg så ikke er blevet mere sort, når jeg nu havde været i Afrika mere end 10 dage med sol hver dag.
Layes opgivende blik indikerer, at denne lektion i hudfarve og geografi ikke umiddelbart er en succes hos svigerinden, der heller ikke tror mig over en dørtærskel, da jeg påstår, at der i december er koldere i Danmark end i deres lokale købmands køleskab. Hun kigger på mig, som er jeg bimlende tosset. Vi smiler begge to og tænker sikkert simultant: du skulle bare vide!
Fællesspisning uden bestik
Layes konstant knoklende lillesøster Aja kommer op med kaffe og
saftevand, da jeg sidder og skriver på husets skønne terrasse.
Begge drikke spædet godt op med spiseskefulde af sukker. Trods
gentagne forsøg er det ikke lykkedes at forklare, at man ikke skal
have sukker, når man har sukkersyge, men derimod und
gå det. Det gør helt ondt at takke nej, når man kan se, hvor meget
det betyder for familien at traktere og forkæle de udenlandske
gæster.
Lidt det samme gør sig gældende under middags- og aftensmaden,
der ikke just er diabetesvenlig. En kæmpe skål ris og en kogt fisk
til deling mellem alle mændene. Og en enkelt kogt rodfrugt samt en
gulerod, hvis der smovses. Godt man ikke er diabetiker i Afrika,
konkluderer jeg og stikker labben nervøst ned i den store
gryde.
For der er intet bestik. Bare næven ned i baljen og skrabe til sig.
Det kræver en del overvindelse at tage den første mundfuld, efter
at sidemanden allerede har pirket til det stykke fisk, man havde
udset sig.
Skik følge eller land fly, har altid været mit motto, men efter tre dage med fuldstændig identisk menu må jeg melde pas. Godt nok mere på grund af et modbydeligt maveonde end kræsenhed. Ikke overraskende er det fuldstændigt umuligt at forklare værterne, at det altså ikke er hensigtsmæssigt for en sart skandinavisk mave at fællesspise på denne måde. At der ikke forefindes toiletpapir eller håndvask i huset gør ikke beslutningen sværere.
På trods af disse relativt små kultursammenstød står det som en sjældent berigende oplevelse at sidde på flisegulvet i et muslimsk hjem omgivet af husets mænd og drenge, der uden at sige et ord kaster maden i sig, spytter fiskebenene ud på gulvet og derefter rejser sig uden så meget som et nik til kvinderne i baggrunden, der har brugt det meste af eftermiddagen på at tilberede måltidet.
Mændene lusker derefter tilbage til bænken foran huset eller ind i tv-stuen, hvor de tilbringer resten af aftenen, mens kvinderne vasker op. Da jeg spørger, om de vil have hjælp med oprydningen skuler de til mig, som er jeg et rumvæsen fra en anden galakse. Jeg gætter på, det er relativt sjældent, der får den slags tilbud om assistance.
Mændenes paradis
Livet i en Dakar-forstad byder tilsyneladende på samme procedure hver dag. Når man vågner, er kvinderne allerede godt i gang med at vaske husets mange klinke- og stengulve. Derefter vasker de tøj og lagner. Og derefter laver de middagsmad. Så aftensmad. Og så opvasken.
Mændenes dag ser unægtelig anderledes ud. Ud over at spise hænger de enten foran huset, hvor de snakker og ind imellem drikker te. Så ser de lidt tv og får måske en lur. Kun én mand i hele huset arbejder, og resten laver mildt sagt ikke dagens gode gerning.
Det er åbenbart umuligt at finde nogen form for arbejde for tiden, men det ændrer tilsyneladende ikke på den måde, arbejdsstrukturen stadig udformes i Senegal. De huslige sysler er 100 procent kvindens. Og sådan er det bare. Ingen brok. Kun smil. Paradis for mandschauvinister, skulle man tro.Men således forholder det sig naturligvis ikke. Traditioner og familiemønstre er blot langt mere forankrede og ikke sådan lige at lave om på.
Og det er heller ikke min opgave som gæst at foreslå dem en mere lige arbejdsfordeling. Men derfor kan man jo godt tillade sig at stille spørgsmål til tingenes tilstand. Hvortil svaret har to varianter: "sådan er det bare" eller "fordi sådan har det altid været".
Intet svinekød
Selv om det kun er kvinderne, der arbejder, gør alle i huset en kæmpe indsats for at få en til at føle sig tilpas. Familien har ingen problemer med at have kristne boende. Selvfølgelig skal man respektere, at familien ikke drikker alkohol, at de beder fem gange dagligt i gården eller på tagterrassen og ikke spiser svinekød. Men derudover skal man ikke frygte at træde ved siden af, og vil man sættes ind i, hvordan afrikanske familier lever i og med islam, er sofasurfing en unik mulighed.
Største minus ved sofasurfing må være, at de afrikanske værter med stor sandsynlighed ikke kan få visum, så de kan indtage ens egen sofa langt mod nord. Men skulle de engang være så heldige, får Laye og Sheriff med garanti husets bedste seng at sove i, lover jeg dem, da vi sidder og nyder den traditionelle grønne te den sidste aften på tagterrassen.
Brisen fra Atlanterhavet køler os af efter endnu en glohed og tankevækkende dag i den støvede metropol. Vasketøj blafrer så langt øjet rækker, og gløderne under tepotten blinker om kap med de mere og mere tydelige stjernebilleder. Så langt væk og alligevel så meget hjemme.