Det spontane, øredøvende brøl får mig til at spjætte. Men der er intet at være bange for. På den halvafsvedne fodboldbane i udkanten af byen Thies, en times kørsel nord for Senegals hovedstad Dakar, jubler 30 unger som vanvittige over et netop scoret mål mellem de to tynde kviste, der gør det ud for stolper.
Både medspillere og modstandere iler rundt på banen med armene i vejret og omfavner hinanden. Sådan er det åbenbart i Afrika, konkluderer jeg, mens den ansvarlige for træningsanlægget, Moussa Tall, fortæller om sin fascination for fodboldspillet og en af dets sønner.
- Jeg har altid godt kunnet lide fodbold. Men da jeg så Baye Djiby Fall udfolde sit talent for første gang, begyndte jeg at elske spillet. Han var på en gang enormt talentfuld som fodboldspiller og respektfuld som menneske. Når han gik glip af en kamp, var hverken holdet eller publikum det samme, fortæller banemanden med et nostalgisk blik, mens han retter på sin røde strikkehue.
I mellemtiden er en ranglet gut i en brasiliansk landsholdtrøje kommet til. Han synes nok, der var snak om Baye Djiby Fall. Med stolthed præsenterer han sig som OB-angriberens første træner.
- Jeg har aldrig mødt en knægt, der var så ambitiøs. Alt handlede om fodbold for ham, og allerede da han var 10 år, konstaterede han, at han ville være professionel fodboldspiller, husker Yaya Diawara.
Han mindes, hvor dygtig Baye Djiby Fall var, allerede da han begyndte at træne ham. Der var ikke meget, han kunne lære ham, erkender Yaya Diawara i dag.
- Vi arbejdede meget med at tæmme bolden. Med at få den under kontrol og drible på de humplede baner. Så når Baye Djiby Fall er dygtig til at kontrollere bolden i dag, er det måske min fortjeneste, antyder han stolt, mens ungerne flokkes om ham og den fremmede, hvide mand med kamera og blok.
Hver og en ved, hvem Baye Djiby Fall er. Og samtlige drenge råber højt "jaaaa", da de bliver spurgt, om de kunne tænke sig at følge i bysbarnets fodspor og få en kontrakt i udlandet.
Det er råkoldt på Vesterbro i Odense 5200 kilometer nord for Thies. Støvregnen drysser ned over Baye Djiby Fall, der tager imod uden for sin sparsomt møblerede stuelejlighed. Den fremstrakte hånd og det brede smil indikerer, at der ikke er kommet så meget stjerne over ham, at han drukner i nykker. Faktisk virker det som om, at nykkerne slet ikke er dukket op til overfladen endnu, mens han sætter vand over til kaffe.
På sit franske modersmål konstaterer han, at det er en stor ære, at journalisten er rejst ned for med egne øjne at se, hvor hans fodboldeventyr begyndte.
Baye Djiby Fall virker oprigtig stolt over, at nogen har taget sig tid til at gå på jagt efter de første arenaer i hans karriere. Sandede baner med rustne metallægter som mål. Kogende baggårde med krogede træer i midtercirklen. Græsfattige plæner med livsfarlige huller for ankler og knæ.
Da han ser billederne fra sin hjemby, klapper han højt i hænderne og kommenterer entusiastisk på både fransk, engelsk og det lokale sprog wolof.
- Det er min første fodboldbane den der. Den ligger tæt på min families hus. Der har jeg tilbragt ufatteligt mange timer både før og efter skole, fortæller Baye Djiby Fall begejstret, inden han falder ned af stolen af grin, da han ser et holdbillede, hvor hele tre fætre og hans elskede storebror
Det kommer bag på ham, at han er så interessant, at nogen gider rejse hele vejen til Senegals hovedstad Dakar og derfra køre gennem de forfaldne forstæder med endeløse horder af handlende for at finde frem til gamle fodboldtrænere, hele den omfattende familie og steder, hvor han for første gang bankede en plastickugle gennem usynlige netmasker.
- Jeg ser ikke mig selv som en stor mand. Jeg er faktisk lidt genert og har det svært med al opmærksomheden både i Danmark og i Senegal. Men alle elsker fodbold i Diakhao Souf, mit kvarter. Lige fra de mindste drenge til de ældste mænd. Så når jeg kommer hjem på besøg, modtager de mig med åbne arme. De ved nemlig, at min succes skyldes dem alle sammen. De mål jeg scorer, scorer jeg jo også for dem, fortæller Baye Djiby Fall, der er forberedt på at blive overrendt i juleferien af familiemedlemmer og venner, der håber på en gave, når han rejser hjem.
Hvis det bliver alt for slemt, tager han til Dakar og slapper af en uge. Og det kan let blive en hård omgang, da alle i kvarteret ved, at han er topscorer i dét der land langt mod nord. At han er kåret til årets fodboldspiller og på tale i en klub som Ajax. Det lugter af penge. Og når det regner på Djiby, styrter det ned i Thies.
- Jo flere mål jeg scorer, jo flere penge tjener jeg. Og det har min familie efterhånden fundet ud af, konstaterer han med et lettere opgivende smil.
Han har dog intet imod at forkæle specielt en person. Sin mor Sokhna.
- Kan du se de sofaer der, siger han og peger på et foto, hvor hun sidder i en gigantisk, pompøs sofagruppe.
- Dem har jeg lige købt til hende i Dakar. Jeg har ikke selv set dem endnu, så det bliver første gang, når jeg kommer hjem på juleferie. Min mor har fortjent dem. Hun har fortjent alt, understreger Baye Djiby Fall med et blik, der indikerer, at han mener alt.
På et gigantisk fladskærms-tv i den fineste stue hos familien Fall følger Baye Djiby Falls mor, søskende, niecer, onkler, nevøer, tanter, kusiner og naboer med i hans karriere. Han sender dvd'er hjem med optagelser af sine kampe, da de ikke kan se dansk tv på deres satellitmodtager, der ligesom tv'et er betalt af Baye Djiby Fall.
- Alle mine sønner forkæler mig efter bedste evne. Men det var Gud, der ville, at Baye Djiby fik den bedste mulighed. Hvis jeg skulle nævne alt det, han har gjort for mig, vores familie og by, ville jeg aldrig blive færdig, siger mor Sokhna.
Byens moské er ved at blive renoveret takket være bidrag fra ham. Det samme er byens kirke, som han med et religionens svar på fair play også har støttet. Han har også købt geder til imamen, som efterfølgende slagtede dem, tilberedte dem og gav dem til byens fattige.
- Én ting er, at han har givet mig en Mercedes og bygget dette fantastiske hus og fyldt det med smukke møbler. Noget andet og endnu mere betydningsfuldt er, at han sendte mig til Mekka sidste år, fortæller hans mor med så meget passion, at sofaen næsten giver efter.
Dernede fik hun mulighed for at bede og takke Gud for den succes, hendes yngste søn nyder.
- Jeg har altid bedt for, at Baye Djiby ville nå langt. Jeg gav ham lov til at droppe ud af skolen som 14-årig, fordi jeg vidste, at fodbold var hans drøm. I mange år bad jeg hver dag for, at han skulle nå hertil. Nu er han topscorer i Danmark, kåret til årets spiller og måske på vej til en endnu større klub. Det er ufatteligt, konkluderer hans mor.
Hun har aldrig fortrudt beslutningen om at give sønnen lov til at forfølge drømmen om at blive professionel fodboldspiller, selv om det betyder, at Baye Djiby sandsynligvis vil blive i udlandet mindst 10 år endnu.
- Jeg har vidst længe, at han ville drage til udlandet. Jeg kan huske, da han begyndte at spille fodbold i børnehaven. Dengang var han faktisk målmand. Han var så god, at han fik et øgenavn efter landsholdmålmanden Cheikh Seck. Da han stoppede i børnehaven og skulle begynde i skole, græd de alle sammen. Det glemmer jeg aldrig, fortæller moren.
Hun beskriver smilende sin søns største dyder. Og selv om hun får frit valg på alle hylder, er det ikke evnen til at score mål, hun fremhæver. Nej, hun fryder sig over, at hendes øjesten aldrig bliver sur. At han aldrig gør nogen ondt og altid smiler. Og at han leger med nevøerne og niecerne, når han er hjemme i Senegal.
- En god søn opfører sig pænt, respekterer sin familie og forkæler sin mor. Det er alt, jeg forlanger, understreger Sokhna Cissé, der sammen med Ahmeth Fall, der døde i 1994, opkaldte parrets yngste søn efter hendes far, Djiby.
Sokhna snakker med sin yngste søn hver dag i telefonen fra sine private gemakker, der er en dronning værdig. Hendes seng er på størrelse med en tredobbelt dobbeltseng og badeværelset glimter, som var det en halskæde af rubiner. Men selv om Baye Djiby har brugt millioner på sin mor, skal han ikke glemme at ringe hjem. I så fald ringer hun og minder ham om det. Ofte beder hun for ham, når de snakker, og inden de store kampe beder de sammen til Allah.
Derfor er spørgsmålet om, hvorvidt hun savner ham, nærmest unødvendigt. Hendes fjerne blik fortæller det hele.
Det regner stadigvæk udenfor. Lyden af dråberne og eftermiddagstrafikken ind og ud af Odense C fylder godt i den forunderligt tomme lejlighed. Vejret betyder dog ikke noget for lejlighedens eneste beboer.
- Jeg er professionel fodboldspiller. Spiller jeg i Danmark, hvor der regner og er gråt det meste af tiden, er det fint med mig. Jeg indretter mig efter al slags vejr. Det eneste, jeg savner, er min familie i Senegal, og dem vil jeg savne, uanset hvor jeg spiller, siger Baye Djiby Fall.
I lejligheden er der ikke andet end to sofaer, en computer, en fladskærm, en lille OB-plakat med spillertruppen samt et halstørklæde med de blå-hvide striber. Det er helt fint med ham at skulle nøjes. Så længe moren får alt det, hun peger på, kunne han bo i en étværelses i en fugtig kælder.
- Hvis min mor ringer nu og siger, at hun mangler noget, løber jeg ned i byen og køber det med det samme og sender i morgen. Hun har gået med mig inde i sin mave i ni måneder og sørget for mig hele min barndom. Alt, hvad jeg har i dag, og det jeg har opnået, skyldes hende. Først, når hun har fået alt det, hun drømmer om, vil jeg begynde at tænke på mig selv, siger Baye Djiby Fall, mens han hælder en kvart pose Dan-sukker i sin kaffekop.
Når han er glad, er det hende, han ringer til. Når han er ked af det eller skuffet efter en kamp, er det også hende, der er i røret. Hvilket stemmer overens med hans beretning om den første store portion penge, der fulgte i kølvandet, da han for seks år siden skrev kontrakt med franske Auxerre.
- Jeg fik et beløb, da jeg skrev under, og det sendte jeg hjem til min mor. Hver en krone. Jeg havde kun to par bukser, og alligevel beholdt jeg ikke en krone selv. Sådan skal en god søn gøre, understreger Baye Djiby Fall, der dog drømmer om at bygge sit eget drømmehus i hjembyen.
Og det bliver med sikkerhed en realitet, da storebror Omar sørger for, at alle Baye Djiby Falls forretninger, byggeprojekter og donationer i hjembyen foregår i overensstemmelse med lillebrorens ønsker.
- Jeg ville så gerne have besøgt ham for at fejre titlen som årets spiller. Men jeg kunne ikke få visum. Hvad pokker er det for noget, spørger Omar, som om journalisten kan forklare afvisningen.
Den 10 år ældre bror har altid støttet Baye Djiby Fall. Også dengang lillebroderen var en lille spirrevip, hvis spilletrøje nåede ham ned under knæene. I dag har Omar meldt sig frivilligt til at køre rundt mellem fodboldklubber, skoler, sandbaner og jorddynger, hvor lillebrorens talent udfoldede sig for 15 år siden.
- Baye Djiby var så god, at han begyndte at spille seniorfodbold som 10-årig. Allerede dengang var han én af de bedste på banen. Et lille geni og en fodbolddjævel, konstaterer Omar.
I sin første kamp i regionalligaen lavede Baye Djiby Fall to sublime mål, hvilket overbeviste Omar om, at der var noget stort i vente.
- Han trænede jo altid helt vildt. Han stod op klokken seks for at træne inden skolen. Han trænede i frikvartererne, og når han fik fri. Under afslutningen af ramadanen, som i Senegal hedder korite, spurtede han også rundt efter kuglen, mens familien samledes til måltider og bøn. Men når det er sagt, hvor formidabel han er på en fodboldbane, skal man ikke glemme, at han er en god bror. Han er ærlig og holder altid ord. Det betyder mere end alt andet, understreger Omar, der altid har passet godt på broren.
Han husker engang, hvor Baye Djiby blev knæskadet i en kamp og ikke ville lade sig skifte ud. Omar fik ham hevet ud, så han ikke ødelagde noget for sig selv.
- Det er typisk for ham at ville vinde uanset hvilke konsekvenser, det får, konstaterer storebror Omar, der håber, at Baye Djiby fortsætter karrieren i England og måske ender som en profil på niveau med Chelsea-angriberen Didier Drogba fra Elfensbenkysten.
Hvis Senegals landshold giver Baye Djiby en chance, bliver han også fast mand dér, lover Omar.
- Inshallah - hvis Gud vil. Hele familien beder, udbryder Omar, mens familie, naboer og gamle venner, der er stimlet sammen i familien Falls palæ, beder mig indtrængende om at hilse Baye Djiby Fall mange gange og sige tak for alt, han har gjort. Og ikke mindst ønske ham held og lykke med målscoringerne, som har haltet lidt på seneste.
- Jeg tænker altid på holdet og ikke på mig selv som målscorer. Jeg ved, målene kommer igen, så det påvirker mig ikke så meget, forklarer Baye Djiby Fall i sit køkkenallrum, mens han stopper poser med julegaver ned i store sportstasker.
Han har fyldt fire tasker med gaver til familie og venner. Det kribler allerede i fingrene, når han tænker på al den glæde, pakkerne vil resultere i. Det var blandt andet det, han drømte om, da han sad sammen med Omar og så Champions League- og franske ligakampe på satellit-tv hjemme i Thies.
- Vi sad og råbte og skreg, når Marseille spillede mod Paris Saint German. Mit hold mod Omars. Jeg kan huske, jeg tænkte: «Hvorfor kunne det ikke lige så godt være mig, der blev professionel og kunne forkæle min familie med luksus og fine gaver?«. Allerede dengang vidste jeg, hvad det krævede at nå hertil, hvor jeg er i dag. Og jeg ved, at der stadig skal kæmpes hver dag, hvis jeg skal nå mit mål om at komme til en af de helt store klubber i Europa, fortæller Baye Djiby Fall.
Det var, da han var 17 år og en kort overgang gik på fodboldskole i byen Saint Louis i det nordvestlige Senegal, at han for alvor troede på sin drøm om at blive professionel fodboldspiller.
- Det var i månederne, inden jeg røg til Auxerre, at jeg virkelig begyndte at tro på mig selv. Jeg var derfor lykkelig, da belønningen endelig kom, fordi jeg havde ofret så meget. Så vidste jeg, at fodbolden ville forme mit liv, konstaterer Baye Djiby Fall.
Han forklarer, at de små drenge, der løber rundt i gaderne i Theis i dag skal arbejde benhårdt, hvis de vil nå det samme som ham.
- Man får kun én chance, og hvis man ikke griber den, er der med garanti en anden, der gør. Fodbold er blevet stort i Senegal, så der er flere og flere, der kæmper om opmærksomheden. Jeg kender mange derhjemme, der kan ting med en bold, som jeg aldrig kommer i nærheden af at kunne. De har bare ikke fået chancen for at vise det, forklarer Baye Djiby Fall, der udmærket er klar over, at Europas øjne hviler på Afrika, hvor talentmassen tilsyneladende eksploderer.
- Det sjove er jo, at der hele tiden har været de her talenter. Tidligere har man bare kigget mere efter talenterne i Sydamerika. Men man kan jo se på OB, hvor vi har spillere fra både Senegal, Nigeria, Ghana og Cameroun, at Europa har fået øjnene op for talenterne i Central- og Vestafrika, siger Baye Djiby Fall, der føler, han er vokset med opgaven, siden han forlod Saint Louis i 2002.
- Jeg er mentalt meget stærk og har begge ben på jorden. Heldigvis er jeg også stadig sulten efter at score mål og få mere succes, siger den uden for fodboldbanen så gavmilde senegaleser og blotter sine hvide tænder i et smil, der er svært ikke at holde af.