- Er I klar til en solid gang afrikansk massage, råber guiden Steve, mens motoren under firhjulstrækkeren ryster, og vejen foran transformerer sig fra hensynsfuldt humplet til brutalt bakket.
Den kun 23-årige Steve Smith kender bjergene som sin egen baghave. Han har levet hele sit liv oppe under skyerne og bruger al sin fritid på bjergbestigning, fiskeri, jagt og mountainbiking. Så hvert eneste bump, hvert eneste sving og hver eneste klippeformation kender han lige så grundigt som sit spejlbilledes venlige træk.
Han øser af sit brede historiske kendskab til områdets funktion som handelsvej, dengang skind og huder blev bragt fra Lesotho til Sydafrika på menneskeryg og frem til i dag, hvor Sani Passet næsten udelukkende bruges til at fragte eventyrlystne turister mellem de to lande.
- Vov, tjek lige den fugl der, afbryder han sig selv, da en hollandsk døbt "Lammerfanger" indtager luftrummet over os.
Oppe under skyerne svæver en af verdens mest sjældne fugle og blærer sig med sit vingefang på over to meter. Den flyder majestætisk på de varme luftstrømme langs bjergsiderne. Man hører den ikke. Heller ikke den græssende flok antiloper hundrede meter væk.
Det eneste, der bryder den totale stilhed, er det vintertrætte græs, der sagte hvisler, når bjergsiderne bugter sig som matgrønne bølger.
- Nu skal I holde fast, vi kører snart gennem Whiskey-corneret, advarer Steve, mens han hiver voldsomt i rattet.
Hvert eneste af de uretfærdigt mange hårnålesving bærer sigende og sarkastiske navne. Dette sving kræver, at man drikker sig mod til. Det næste hedder Selvmordssvinget. Så kommer Slangesvinget. Og efter det er man endelig oppe ved grænseposten mellem Sydafrika og Leso-tho, hvor Afrikas højest beliggende pub "Sani Top Charlet" byder på velfortjente øl.
Ølhytten på toppen
Efter et stempel i passet og en øl indenbords kører vi videre til landbyen Skeering, hvor et hvidt, blafrende flag signalerer, at der brygges og sælges frisk øl inde i den runde, lerklinede hytte.
Vi banker på og inviteres indenfor af den kvindelige vært, Makhotso, der med et karakteristisk håndtryk byder velkommen. Det minder om en hiphopperhilsen med tre forskellige greb, der hedder Khotso, Pula og Nala. Fred, regn og rigdom. Fred er roden til alle fremskridt, landbruget kræver regn, og med de to faktorer er man godt på vej mod rigdom.
En simpel men forståelig symbolik, når man befinder sig i et næsten vegetationsløst og historisk set krigshærget land.
Vi sætter os ned i halvmørket og får serveret et krus øl i en rusten kop. Det smager meget gæret og sødt. Lidt som en mild og anelse syrnet juice. Det indeholder kun to procent alkohol og er dejlig koldt i modsætning til hyttens gulv. Her midt ude i ingenting uden rindende vand og elektricitet er der indlagt gulvvarme. Ja, gulvvarme.
Med et nøje udtænkt system har man anbragt en stor sten under ildstedet. Ved siden af den en bunke mindre sten, der breder sig ud til hyttens mur. Over dem placerer man en masse grus, så varmen derved forplanter sig hele vejen ud under det fladtstampede lergulv. Udenfor fyger den bidende blæst hen over de golde højsletter. Indenfor strømmer varmen op gennem trekkingstøvlerne. Fantastisk.
Med optanket varme går vi rundt og hilser på naboerne, der har tilsvarende flag stående i andre farver. Et er rødt, et andet gult og et tredje grønt.
Hos den ene sælges frisk kød, hos en anden majsmel og en tredje grøntsager. Gæt selv hvem?
Vi skyder billeder af de lokale, storsmilende unger og pjatter med treårige Thabana Ntlenyana, hvis navn betyder "Smukke, lille bjerg".
Hun hjælper til med at klippe sin søster, der er for genert over de hvide gæster til at ville afsløre sit navn.
Tanken om de tilbagestående afrikanere får lov at leve her. Billedet bag på kameraets display får dem til at gå helt i koma. Efterfølgende tænker jeg, at vi heller ikke har set et eneste fotografi i hytterne. Til gengæld har vi set utallige smil. Og på det område kunne vi danskere jo godt karakteriseres som tilbagestående mod turisterne i vores land.
Find svaret selv
Vi drager videre op i bjergenes intethed og møder kun bidende kulde og tomme skråninger.
Da vi efter en times kørsel hopper ud i månelandskabet, flås kinderne ømme af den sandpapirstørre vind, og læberne udtørrer, inden man når at gribe efter pomaden i jakkelommen. Her er intet andet end stilhed, kulde og klipper.
Den sjældne fornemmelse af at befinde sig helt derude, helt deroppe, hvor naturen ene og alene sætter dagordenen, begynder at indfinde sig.
I 3300 meters højde med frit udsyn til kongerigets top i 3482 meters højde spekulerer man inderligt over, hvad man dog bruger sin ferie på sådan et sted. Men svaret er lige til. Og hvis du selv får kæmpet dig op gennem Sani Passet og videre ind i Lesothos stenede kongerige, vil du også kende det ...