Jeg husker det så tydeligt, som var det i går. Glasdøren ud til terrassen glider op, jeg træder forsigtigt ud, og morgensolen både luner og blænder mig på samme tid.
Først tror jeg, at jeg stadig drømmer. Så niver jeg mig selv i armen. Nej, jeg er vågen. Måske er det blot ét af de dersens fatamorganaer, der skulle være så berømte på disse tilsandede kanter?
Min søster kommer tøffende ud, og til trods for, at hun ser dårligere end en skeløjet muldvarp uden sine briller, udbryder hun med det samme: "Det er virkelig lige så smukt som i brochurerne". Og det skal jeg hilse og sige ikke altid er tilfældet, når man stryger på en afbudsrejse. Jeg har boet på hoteller, hvor man ikke ville byde hverken Jønke eller George Bush at skulle sove mere end én nat.
Vores enorme hotel, Grand Resort, er oversået med ranke palmer, der kaster skygge over liggestolene, som står på snorlige rækker omkring de tindrende klare pools, hvor man skal lide af en super- seriøs omgang vandskræk for ikke at lade sig afkøle, når temperaturen omkring middag nærmer sig "nu skal jeg snart ha' mig en kold bajer"-niveau.
Hils Mohammed
Jeg har rejst i Egypten før, men sidste gang var overnatningen
på et hostel, hvor man fik dårlig mave bare af at kigge på hullet i
jorden bag et forhæng.
Egypterne har tilsyneladende taget et kvantespring og byder nu på
helt igennem overdreven og fortrinlig service, der er kraftigt
medvirkende til, at vi føler os som aktører i en liveopførsel af
1001 Nats Eventyr.
Den svulstige arabiske byggestil med masser af kupler, marmor på gulvene og himmelsenge med flotte, mønstrede stoffer gør det ikke vanskeligere at påtage sig rollen som emir eller prins med en tjener på hver finger.
Selv ved stranden skal man ikke blinke med sine sololieindsmurte øjenlåg, før der står en egyptisk springfætter klar med læskende drikke, Mövenpick-is eller en glohed vandpibe.
Vores tjener var usædvanlig serviceminded og venlig, så bliver du oppasset af Mohammed, ca. 25 år, mørkhåret og almindelig af bygning, så hils endelig fra os ...
Tristessens by
Man kan indvende, at eventyret er baseret på en illusion. Sådan er virkeligheden jo ofte. For malingen på hotellet fra 1998 er knap størknet, og går man om på bagsiden, flyder det med brækkede fliser, affaldsbunker og afrevne grene fra palmerne ved poolen.
Sådan er Egypten stadigvæk. Et kæmpe rod. Men trods alt en charmerende gang rod. Og hvis man ikke vil have spoleret ferien, kan man jo enten lukke øjnene eller holde sig inden for i drømmeverdenen.
Netop i byen Hurghada er der ikke meget at komme efter, hvis man vil på sightseeing. Til trods for, at byen nu slænger sig gennem 34 kilometer ørken, så er dens centrum omtrent så spændende som døvefjernsyn om aktiekurser.
Forladte byggepladser, butikker med uendeligt meget ragelse og interimistiske caféer og restauranter, hvor man alligevel ikke tør eller bør spise, er altså ikke synderligt interessant, hvis alternativet er turkisblå snorkleture i Det Røde Hav eller ekskursioner til de storslåede attraktioner i Kairo eller Luxor.
Da jeg allerede én gang har stået på toppen af Keopspyramiden, får jeg overtalt min søster til at køre sydpå til Karnak-templet og Kongernes Dal. Og lad mig sige med det samme, vi var ikke de eneste, der var kommet på den idé.
Mindeværdig afstikker
Turistbusserne samler sig tidligt på morgenen i enorme konvojer, der tromler gennem ørkenen som uendelige rækker af pengeskabe. Og meningen er så, at de netop ikke bliver overfaldet eller angrebet. Sandsynligvis fordi tusindvis af tyskere trods alt skræmmer de fleste tænkende væsener.
Problemet er i mellemtiden, at disse karavaner ankommer til attraktionerne på samme tid. Lige omkring middag. Så man skal nok ikke forvente, at man kan gå på opdagelse mellem de enorme, udsmykkede søjler eller sætte sig tilrette foran obeliskerne i halve timer uden indblanding fra andre ligesindede, der gerne vil foreviges foran de historiske kolosser.
Venter man blot et par timer, så sidder alle metervareturisterne og nyder deres buffet på en af de mange Nilbåde, og så kan man trisse relativt uforstyrret rundt og kun blive distraheret af lokale lurendrejere, der for en skilling vil vise én de mere afsondrede områder af templet.
Vi passes hurtigt op af en lokal iført den karakteristiske kjortel. Han ignorerer vores åbenlyse tøven og slæber os konsekvent med ned i det fjerneste hjørne af templet, hvor et par afsides Ramses-statuer danner rammen om en givtig nebengeschäft.
Han forklarer på gebrokkent engelsk om de stadigt tydelige inskriptioner, inden han viser os vej til et lykkebringende hul i muren på ydersiden. Tre gange tager han vores hænder og fører fra det glatslebne hul til brystkassen ud for hjertet og derefter tre gange op på panden. Det skulle efter sigende bringe held. Hvis ikke andet så i hvert fald for hans fem sultne børn, der forhåbentlig vil nyde godt af de 10 pund, vi betaler.
Sådanne afledninger kan faktisk være højdepunkter på rejsen, da man ikke går som børnehavebørn i lange rækker, men faktisk har tid til at studere de fantastiske rammer og bare være til stede i øjeblikket.
Fem sultne børn
Ikke langt derfra ligger Kongernes Dal. Skjult bag gevaldige klippevægge og dækket af årtusinders støv og sten. Ikke særlig royalt ved første øjesyn. Men når man trodser klaustrofobiens greb og begiver sig ned i gravene, ser man ved selvsyn de overdådigt dekorerede gange ned til selve gravkamrene dybt under jorden.
Det er her, konger som Tutankhamon, Ramses II og Seti I er stedt til hvile. Deres popularitet og levealder eller mangel på samme afspejles tydeligt på deres gravsteder, der varierer meget i størrelse og pompøsitet.
Det skyldes, at man som udgangspunkt begyndte at opføre en Faraos grav, når han kom til magten. Efter hans død havde man så 70 dage til at få finpudset detaljerne, og det har åbenlyst ikke altid været lige nemt med datidens redskaber.
Ikke des tro mindre er det en helt speciel fornemmelse at betragte, hvor sarkofagerne har været placeret og kigge op i loftet, hvor der er malet hundredvis af små stjerner, så de døde kunne stirre op i "himlen".
Mens vi står og bander over, at det er strengt forbudt at tage billeder, kommer en af vagterne ilende. Han hiver fat i kameraet og tænder det uden tøven. Det må være en stikprøve, tænker vi, inden han stiller os an foran graven. Han skyder et par billeder - med blitz - og skynder sig at slukke kameraet.
- Det er meget forbudt, understreger han bestemt og vifter med fingeren.
Ja, det havde samtlige guider og vagter lige som fortalt os. Men den fremstrakte hånd signalerer, at det standpunkt står til forhandling.
Da han får fem pund i næven, fremstammer han som på kommando:
- Jeg har FEM sultne børn.
Vi ser surt på ham og giver ham endnu en tyndslidt seddel. Smiler dog lidt indvendig. Vi har fået et uvurderligt minde fra dybet af en Faraos grav. Og hvis den tusinde år gamle ånd blev vagt til live af blitzen, så beklager jeg på vagtens vegne. Gør ham ikke ondt. Han har mange børn at forsørge ...