Kabinen i British Airways-flyet fra Kastrup til London er proppet. Jeg skal sidde klemt inde mellem to mænd, hvoraf den ene sidder med ansigtet mast op mod det lille, runde vindue. Han er iført kasket og rullekrave, så man næsten ikke kan se hans ansigt. På begge hænders knoer er der tatoveret et navn: Jørn og Else. De tatoveringer er der kun én mand i verden, der har. Nu genkender jeg ham. Michael Poulsen. Forsanger og guitarist i danske Volbeat. Men også én af Danmarks største Elvis-fans. Det er bizart at ende ved siden af ham på vej til Elvis-show i den engelske hovedstad.
Det er dog ikke derfor, Michael Poulsen og trommeslageren Jon Larsen er med flyet. De er vej til England for at spille de sidste fire af otte koncerter på en britisk miniturné. Den ene netop i O2 i London, hvor Elvis-forestillingen "The Wonder Of You" opføres.
- Jeg vidste slet ikke, at Elvis-showet ligger dagen før vores koncert. Du kan roligt glæde dig, jeg har set forløberen til dette show to-tre gange. Som Elvis-fan er det et must, siger Michael Poulsen, der ikke har noget mod at sludre om sit store forbillede på vej på arbejde.
Som Elvis-fan kommer man ikke tættere på at opleve ham live, siger den danske musiker. Selv om han har set alle koncertoptagelser med Elvis, var det helt specielt at se det første af disse multimedie-shows. Blandt andet fordi publikum i salen reagerede på samme måde som det filmede publikum, når Elvis snakkede til dem.
- Der var simpelthen kontakt. Man kunne mærke Elvis, siger Michael Poulsen, da vi lander i Heathrow Airport.
Jeg spørger, om jeg må ringe til ham efter showet og høre mere om Elvis-passionen. Det bliver et ja. Mens jeg kører med Heathrow Express-toget ind til Paddington Station spekulerer jeg på, om det tilfældige møde med den mand i Danmark med flest Elvis-tatoveringer er en form for varsel om noget stort.
For inden afrejsen har jeg i den grad været skeptisk i forhold til at se gamle koncertoptagelser med Elvis sovset ind i strygere fra Royal Philharmonic Orchestra, der har medvirket i de britiske koncerter og på albummet, som udgør fundamentet for turnéen.
Elvis lever sine sange
Koncertstedet O2 i London er enormt lige som Elvis' evige popularitet. Flere timer før koncerten vælter det rundt med ældre mænd med Elvis-hår og kvinder med farvestrålende Elvis-T-shirts. I højttalerne synger Elvis stemningen i vejret med "Return to Sender" og "Hound Dog", mens folk står i kø for at komme ind.
Der tales et utal af sprog. Russisk, portugisisk, indisk og svensk. Jeg stopper med at tælle, da jeg når 30 sprog. Folk er kommet fra nær og fjern for at se "The Wonder Of You"-showet. Inde i salen synger publikum allerede højstemt, inden forestillingen er gået i gang. Da Priscilla Presley iført elegant kjole entrerer scenen for at byde velkommen, hujer tilskuerne ekstatisk som til en landskamp.
- Elvis havde altid drømt om at optræde i Europa. Nu går hans drøm i opfyldelse. Hvis han havde fået fortalt, at der ville sidde tusindvis af mennesker til en koncert med ham 40 år efter hans død, havde han nægtet at tro på, siger Priscilla Presley.
Publikum er ellevilde. At høre Elvis' første og eneste kone fortælle om eksmanden, er det tætteste, de kommer på idolet.
- Elvis elskede sin musik. Han sang med hele sit hjerte og hele sin sjæl. Han lever sine sange, så tag med på en rejse gennem hans drømme, glæder og sorg, siger Priscilla Presley.
Et gigantisk lærred kører ned fra loftet. Elvis kommer til syne. Da hele ansigter er synligt, blinker han kækt, inden han begynder at synge "Burning Love", mens Royal Philharmonic Orchestra akkompagnerer ham med pomp og pragt.
Det er lidt bizart og uvirkeligt at se gamle koncertoptagelser fra slutningen af tresserne og begyndelsen af 70'erne. Elvis var i fysisk topform og de ekstravagante dragter sidder som malet på hans spændstige krop. Da han inviterende synger "Welcome To My World", er flertallet af de 20.000 publikummere allerede solgt. For dem, er der ikke tale om digitalt finpudsede optagelser. Elvis står foran dem i O2. Elvis lever op til klichéen om sig. Elvis lever.
Voksne mænd græder
Efter fire-fem sange i O2 forplanter euforien sig til skeptikerne. Royal Philharmonic Orchestra giver sangene nyt liv, og især blæserne pumper energi i melodierne. Det er en mild underdrivelse at diagnosticere publikum som ramt af Elvis-feber. De er hardcore-fans. Fra hele Europa.
Priscilla Presley går rundt blandt de forreste rækker med en mikrofon og spørger, hvor folk kommer fra. Holland, Irland, USA, Østrig, Tyskland og Schweiz lyder svaret. Først ved publikummer nummer syv fanger hun en englænder og får hele salen til at eksplodere af jubel.
De gospelinspirerede sange får mange til at synge med, som var det en gudstjeneste. På "You Gave Me a Mountain" synger Elvis med en dybde og indlevelse, der er overjordisk. Alt er planlagt til mindste detalje. Og man mærker suget i maven, da Elvis under "You Don't Have To Say You Love Me" bukker sig ned og kysser pigerne på første række i koncertfilmen. Publikum i O2 sukker af fryd.
Kald det tidsrejse-karaoke, hvor fortid og nutid bindes sammen. Musikken fra engang med følelserne fra i dag. Selv om Elvis Presley døde 16. august 1977 har han ikke mistet "that loving feeling", der får bredskuldrede mænd til at græde, som de ikke har grædt siden barndommen.
Priscilla Presley vender tilbage til scenen. Hun kigger op på eksmanden.
- Han er ikke så slem at kigge på, konstaterer hun og ler.
784 sange nåede Elvis at indspille. Ærkefansene kender dem alle. Men der er flere for mig ukendte sange. Blandt andet "Don't", som Elvis indspillede 6. september 1957. Han var 22 år, hvilket gør det til en nærmest naturstridig vokaloplevelse.
Under "In the Ghetto" ser man billeder af Elvis Presleys fødehjem i Tupelo. Et træhus med to rum bygget af hans far Vernon. På barndomsbillederne er det let at genkende Elvis' gennemtrængende blik og det skæve smil. Hans mor Gladys derimod ser umådeligt utilpas og bitter ud på de fleste billeder. Måske fordi hendes søn skulle udstationeres i Vesttyskland eller være væk på turné.
- Her ser i klip fra vores bryllupsrejse. Jeg fik en hest, Domino, i gave. Her fejrer vi min 21-års fødselsdag og her er vi på roadtrip. Det her er lige efter, Lisa Maria blev født. Åh, hvor jeg ser forfærdelig ud, siger Priscilla Presley.
- Noooooooo, skriger publikum.
Priscilla Presley smiler bredt og takker. Præcis det svar, hun havde håbet på.
Ingen over Elvis
En medley med "That's All Right (Mama)", "Hound Dog", "Don't Be Cruel" og "Heartbreak Hotel" får publikum til at rocke begejstret i sæderne. Violinisterne svinger med håret, som var det en heavykoncert, og trommeslagerne følger trop med et hæsblæsende tempo.
Da Elvis brøler: "Well it's one for the money … two for the show" kan publikum ikke sidde bænket længere. Da de første tilskuere rejser sig op og giver los, er det som en steppebrand. Allerede i andet vers står flertallet af de 20.000 tilskuere og danser på livet løs. Det er ikke just let at få dem ned at sidde, når man følger trop med en favoritsang som "Suspicious Minds".
Hele salen står med den fornemmelse, som Elvis synger så intenst om med linjen: "I can't walk out because I love you too much". Der er tale om rendyrket massepsykose i de døende minutter. En mand i tresserne skriger mod scenen: "We loooooove you", som var han en teenagepige til en Elvis-koncert i midttresserne.
Elvis må have hørt hans skrig. For svaret kommer i kraft af sangen "What Now My Love". Jeg har altid hævdet, at Tom Jones var en bedre sanger end Elvis. Men halvvejs inde i sangen, der stammer fra en koncert i 1973, vakler jeg i min tro. Tårerne og sveden løber ned ad Elvis' kinder. Og mine. Og formodentlig alle andres.
"No one would care, no one would cry. If I should live or die", synger han med en kraft som et vulkanudbrud.
20.000 tilskuere understreger, at det er en lodret løgn. 43 år efter koncerten på Hawaii bekymrer de sig i den grad om Elvis Aaron Presley.
Kroppen tom for tårer
64-årige Margaret Dukes fra Swindon i Yorkshire skal sunde sig efter forestillingen, før hun kan forlade salen. Hun er stadig stakåndet og sitrende et kvarter efter sidste sang.
- Når man nu ikke kunne opleve manden i live, var det her en glimrende idé. Jeg anede faktisk ikke, hvad jeg skulle forvente. Alligevel overgik det min fantasi, hvor grebet jeg blev. Jeg tror ikke, jeg har flere tårer tilbage i kroppen, siger Margaret Dukes.
"Love Me Tender" og "I'll Be Home for Christmas" gik rent ind. Især fordi de sendte hende direkte tilbage til barndomshjemmet.
- Jeg tror, jeg hørte Elvis for første gang som fireårig. Jeg har været fan lige siden. Jeg har desværre ikke set Graceland, selv om jeg altid har drømt om det. Med dette show kom Graceland på en måde til London, siger Margaret Dukes.
Det var ikke mindst Priscilla Presleys fortjeneste.
- Man hører og læser så mange historier om deres liv og forhold. Derfor var det rart at høre hendes ord og tanker om ham. Det var dejligt, at mærke hendes respekt og kærlighed til ham, siger Margaret Dukes.
Hun sover på hotel i aften, men når hun kommer hjem til Swindon, ved hun godt, hvad det første, der skal ske, er.
- Det bliver at sætte en Elvis-plade på. Jeg kan næsten ikke vente. Efter sådan en forestilling kan man ikke få nok, siger Margaret Dukes.
Elvis ville have elsket det
Priscilla Presley blev i 1973 skilt fra Elvis efter knap fem års ægteskab. Selv om han havde forhold til mange andre kvinder, er hun stadig den "eneste ene". Det var hende, der fik idéen til at gøre Graceland til et Elvis-museum og en turistattraktion i 1982. Hun var formand for Elvis Presley Enterprises, indtil deres datter Lisa Marie Presley overtog formandsposten som 21-årig i 1989. Priscilla Presley har også været med til at arrangere den igangværende turné med Royal Philharmonic Orchestra.
- Han ville have elsket storheden og kraften i et symfoniorkester med 70 instrumenter. Elvis var så meget mere end rock'n'roll. I hans personlige pladesamling havde han både Brahms og Mozart. Folk har svært ved at tro på, at han dyrkede klassisk musik, men faktisk drømte han om at optræde med et klassisk orkester. Så disse koncerter er en måde at fejre et ønske, han havde, da han var i live, siger Priscilla Presley i et telefoninterview et par uger efter showet i London fra sit hjem i Californien.
Hun mindes tydeligt koncerten i London og det euforiske publikum.
- Oh my gosh, det er utroligt at tænke på. Tænk, at det næste år er 40 år siden, han døde, og at han stadig formår at gribe et publikum. Da han var ung, tvivlede han på, at han skulle stå på scenen som 40-årig. Men det var det, han var født til. At synge og optræde var hans gave. Det var det, han elskede, siger Priscilla Presley.
Hun har været med til at vælge sange ud til "The Wonder Of You"-showet. Flere af dem har hun et særligt forhold til.
- "An American Trilogy" var en sang, jeg hørte i radioen, som jeg foreslog Elvis at indspille en version af. Den har jeg et nært forhold til. Det samme gør sig gældende med Simon & Garfunkels "Bridge Over Troubled Water". Den sang han for mig den aften, jeg mistede min elskede hest, som han gav mig i julegave. "Just Pretend" er en sang, som ikke fik den opmærksomhed, den fortjente. Det er én af mange sange, der blev væk, fordi andre var mere populære. Derfor får den nu lov at stå i forgrunden, fordi den betød meget for mig, siger Priscilla Presley.
At vise publikum private billeder og filmoptagelser fra juleaftener, bryllupsdage og datteren Lisa Maries fødselsdag er meget emotionelt for den 71-årige skuespiller og tidligere model.
- Jeg føler, at jeg er tilbage den første gang, vores datter Lisa Marie ser julemanden. Jeg husker glæden. Det er gode og meget nostalgiske minder. Det er helt bevidst, at jeg deler dem med publikum, så de kan se, hvordan Elvis var privat. Hvor kærlig han var. Hvordan han pjattede med vennerne. Jeg ville vise publikum den personlige side af ham og ikke kun kunstneren, siger Priscilla Presley.
Elvis nåede aldrig at turnere i Europa. Derfor er dette show er det tætteste, man nogensinde kommer, understreger hun.
- Jeg har det på samme måde i dag, som når jeg sad for 45-50 år siden i min private boks og så ham optræde. Jeg kan mærke ham. Hans ånd er tilstede. Hans sjæl er tilstede. Jeg sidder målløs hver eneste aften, fordi han synger sit hjerte ud. Det er jeg sikker på, at publikum er enig i, siger Priscilla Presley.
Græd som en lille tøs
Michael Poulsen er tilbage i Danmark for at holde juleferie. Koncerten i O2 gik godt, selv om han ikke fornemmede Elvis' tilstedeværelse.
- Elvis har aldrig stået i O2. Det er bygget mange år efter hans død. Og i øvrigt optrådte han aldrig i Europa … Men i USA har jeg stået på flere af de scener, han optrådte på, og der kunne jeg tydeligt mærke ham. Ikke mindst i Madison Square Garden i New York, siger Michael Poulsen.
En af hans største oplevelser nogensinde var at optræde sammen med nogle af de musikere, man kan se på de legendariske filmoptagelser i "The Wonder Of You".
- Jeg fik lov at synge et par sange med dem, da de optrådte i Amager Bio for omkring 10 år siden. Jeg har aldrig været så nervøs. Slet ikke efter at have været på scenen. Jeg løb ud på et toilet og gemte mig, fordi jeg græd som en lille tøs. Det var så følelsesladet at stå på scenen med musikere, Elvis arbejdede tæt sammen med og turnerede med, at jeg stadig kan mærke det i kroppen. Bassisten Bob Moore trøstede mig og sagde: "You can make it big in America". På det tidspunkt havde Volbeat ikke spillet i USA endnu, så hans ord vejede tungt, siger Michael Poulsen.
Engang arbejdede han på en skole, hvor eleverne undrede sig over, at han gad høre musik med en musiker, som døde for flere årtier siden. Deres undren undrer stadig Michael Poulsen.
- Jeg har til gode at opleve en musiker, der kommer i nærheden af Elvis. Der har kun levet én af hans slags, og jeg er sikker på, der aldrig kommer en musiker, som får samme status. Elvis havde hele pakken. Han mestrede til perfektion gospel, soul, country, blues og rock. Han havde karismaen. Udseendet. Bevægelserne. Det var alt sammen med til at give ham den gudestatus, som gør ham udødelig. Han er og var fucking kongen, konstaterer Michael Poulsen.
Han tror, at noget af det, der for alvor skiller Elvis ud fra mængden sjovt nok er hans menneskelighed.
- Han var usikker på sig selv. Ensom. Havde kæresteproblemer. Var sårbar. Han var lige som os almindelige mennesker. Det kan man se på de private videoer, som er en del af forestillingen, siger Michael Poulsen.
Gospel var fundamentet
Volbeat-forsangeren kender samtlige sange fra "The Wonder Of You" udenad. Ofte i flere versioner. Han tvivler på, at der er en Elvis-sang, han ikke kender til. Og der er immervæk indspillet 784.
- Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg har samtlige sange, Elvis nogensinde har indspillet. Måske ikke samtlige versioner fra livekoncerter, men det er der ingen i verden, der har. Jeg har brugt årevis på at lede efter de sidste juveler til samlingen. Jeg har tilbragt timevis med at lede efter sjældne plader, som jeg glædestrålende spillede for mine forældre. Det var dem, der introducerede mig for Elvis, og jeg kan tydeligt huske stoltheden over at spille en sang for min far, han aldrig havde hørt før, siger Michael Poulsen.
Det kommer ikke bag på ham, at især gospelsangene til forestillingen imponerer.
- Gospel var den genre, der betød allermest for Elvis. Den fyldte meget i hans barndom, og mod slutningen af hans liv blev sangene mere og mere spirituelle. Hvis man hører de sidste plader, er det tydeligt, at han vender tilbage til rødderne. Derfor er det helt oplagt at lade gospelsangene få masser af plads i en forestilling som denne. Det er slet ikke utænkeligt, at jeg sidder på tilskuerpladserne i Boxen, siger Michael Poulsen.