Det er bælgravende mørkt i det store army-telt, hvor et dusin granvoksne mænd sover tornerosesøvn. De eneste lyde kommer fra havet, der sagte skyller ind over den stenede strandbred kun 40 meter derfra.
Jeg ligger helt stille på min hårdtpumpede luftmadras, der pludselig begynder at bevæge sig uroligt. En mandig hånd finder vej til min mave og stryger den blidt. Det føles rart. Jeg hører et åndedræt nærme sig mit øre og en stemme, der hvisker: "Bare vær helt stille". Det forsøger jeg at efterleve.
Luftmadrassen giver sig yderligere, da han får sig møvet op. Lige så stille får han kæmpet sig ned under min lune sovepose. Han lægger sig helt tæt ind til mig. Det stikker. Eller den. Duften af vaseline fylder mine næsebor. Nu sker det, tænker jeg. Endelig!…