Da Sune Wagner efter 10 år i New York trængte til luftforandring, havde han forestillet sig, at det næste kapitel om The Raveonettes skulle skrives i Nashville. Den 39-årige musiker havde kigget på tre-fire huse og havde allerede indstillet sig på at pakke kufferten ud i byen, der er kendt for sit countrymiljø.
Det blev dog ikke Tennessees hovedstad, der fik æren af den danske guitarist og sanger, men derimod Los Angeles, hvor kollegaen Sharin Foo allerede residerer på femte år.
Tidsforskellen har fået yderligere et nøk med tre timer oven i de seks til New York, så Sune Wagner er næsten lige stået op, da han bliver ringet op. I Danmark er der minus 12 grader. Det samme som i Los Angeles bare uden minusset. Men det er ikke kun temperaturen, der er anderledes på vestkysten i forhold til østkysten i USA.…