The Kissaway Trail er tæt på et internationalt gennembrud. De fem medlemmer er på vej til USA, Canada og England, hvor to måneders turné venter. De håber, at udgivelsen af deres andet album "Sleep Mountain" åbner endnu flere markeder i øst og vest. Inden de drager ud i verden, fortæller bandets medlemmer om det sted på Fyn, der betyder mest for dem.
Søren Corneliussen - Siloen var vores borg
Ved havnefronten i Middelfart stod der engang en silo. Den var tilholdssted for en gruppe af byens skæve, rodløse unge. En af dem var Søren Corneliussen, der lærte sin egen stemme at kende i de barske lokaler
Det var næsten for godt til at være sandt, da 17-årige Søren Corneliussen sammen med en gruppe venner opdagede, at de kunne komme ind i den forladte silo på havnen i Middelfart.
De havde længe ledt med lys og lygte efter et tilholdssted, hvor de kunne dyrke deres fællesskab som byens outsidere. Den dag, Søren Corneliussen fandt en vej ind, var lykken gjort.
- Indenfor stod der kun en smadret bil. Ellers var der ingenting på nær duerne. Vi fandt en vindeltrappe op til toppen i siloen, hvorfra vi kunne se ud over hele Middelfart. Jeg havde aldrig synes, det var en stor by. Pludselig kunne vi se, hvor lille den egentlig var, husker Søren Corneliussen.
Selv om de ikke gjorde noget ulovligt på nær at barrikadere dørene indefra, fik mange den tanke, at de unge havde besat siloen. En idé, der egentlig ikke generede Søren Corneliussen.
- Jeg gik i lang sort trenchcoat, havde langt sort hår, neglelak og eyeliner på dengang. Jeg gik sågar i byen i kjole, så jeg havde ikke noget imod at provokere og skille mig ud med min Placebo-inspirerede stil, selv om jeg tit blev svinet til og truet med tæsk af byens Brian'er, fortæller Søren Corneliussen.
Fik paranoia alene
Det var i mørket omgivet af beton, han for første gang fandt ud af, at hans stemme lød godt. Den kunne røre ved noget i ham selv og dem, der lyttede på den.
- Der var den vildeste rumklang, så det gav mig mod på at synge igennem. Det gav mig igen mod på at skrive mine egne numre. Mit første nummer, der blev indspillet, hed faktisk "Home of the Pidgeons", fortæller Søren Corneliussen.
Ind imellem var han skræmt over at sidde alene i den gigantiske silo kun med et stearinlys eller en olielampe.
- Jeg fik totalt paranoia. Men efterhånden som jeg arbejdede mig ned mod bunden af rødvinsflasken, steg modet, og angsten forsvandt, siger Søren Corneliussen.
Da han gik på produktionsskole, pjækkede han tit og tog ned i siloen for at drikke kaffe og spise rundstykker med nogle af de andre skole- og uddannelsestrætte unge, som også hang ud dernede.
- Det var fantastisk at kunne være sig selv til trods for, at det sikkert ikke har været for sundt med alt det støv i luften, siger Søren Corneliussen.
Det gjorde sgu ondt
Der var ingen regler i siloen. Havde man lyst til at grille eller tænde et bål indendøre, gjorde man det. Ville man tagge - altså lave graffiti - gjorde man det. Overalt på murene stod der nedskrevet filosofiske tanker og budskaber. Der blev naturligvis også inviteret piger med ned i siloen og det tilstødende pakhus, når byens diskoteker og spillestedet Nygade 2 lukkede.
- Jeg kan huske første gang, min kæreste Linda stod og bankede på. Jeg fattede ikke, hvad hun ville med sådan et tågehoved som mig. Jeg var jo ingenting dengang. Men i dag er de fleste fra den gruppe af skæve unge endt som skabende, kreative mennesker, der enten arbejder med film eller kunst i et eller andet omfang, fortæller Søren Corneliussen, mens han stirrer op i den tomme luft, hvor toppen af siloen engang var.
- Der er mærkeligt, den ikke står her mere. Det var vores fristed. Vores borg. Det gjorde sgu ondt, da den blev væltet, siger han.
Hasse Mydtskov: Svøbt i uendelig frihed
Hasse Mydtskov husker tydeligt, hvor og hvornår han blev sikker på, at musikken skulle være hans levevej. Det var sommeren 2002, hvor opholdet på en ø i Hunderup Skov ændrede hans liv
Egentlig måtte de slet ikke opholde sig på den parcelhusstore ø, der hører til én af Langelinies pragtvillaer. Men det sked gruppen af 15-årige knægte højt og helligt på. De brugte to uforglemmelige sommerferier i deres eget intime paradis.
Én af dem er Hasse Mydtskov, der husker, hvordan drengene som en anden flok bævere væltede nogle af skovens træer for at bygge en interimistisk dæmning, så de kunne gå forholdsvis tørskoede over på øen.
- Det var jo vores teenageoprør. Det var den sommer, jeg fandt ud af, hvem jeg ville være som person. Hvordan jeg skulle se ud og ikke mindst, at jeg ville leve mit liv som musiker. Sommeren på den lille ø dannede simpelthen grobunden for min identitet, fortæller Hasse Mydtskov.
På øen lavede de bålplads, grillede, drak øl, røg cigaretter og kyssede de piger, der turde tage med. Og spillede guitar og sang til den lyse morgen.
- En gang imellem faldt vi i søvn og vågnede op hulter til bulter næste morgen. Indimellem kom ejeren og jog os væk. Næste aften var vi naturligvis tilbage, forklarer Hasse Mydtskov.
Som at miste højre hånd
Intet kan gøre ham mere nostalgisk end tanken om ungdommens ø, hvor han ikke havde en bekymring i denne verden.
- Jeg var fuldstændig omsvøbt af frihed. Derfor følte jeg mig nytænkende og nyskabende, hvilket var meget euforiserende, konstaterer han.
Den dag i dag sendes han lige lukt tilbage på øen, når han lytter til Travis' "As You Are" og "Driftwood" fra albummet "Man Who".
- Giv mig et par glas rødvin og sæt det album på, så skal du se mig blive sentimental. Det er jo i bund og grund yderst banal pop men ikke desto mindre alfa og omega for min nuværende smag, selv om det unægtelig lyder til at være ret langt fra, indrømmer Hasse Mydtskov, der også nævner Kashmirs vitale betydning for ham dengang.
- "The Good Life" beskriver jo præcis den periode. Det var det gode liv. Man lå bare om natten og kiggede op mod stjernerne og tænkte, det hele gav mening. Jeg kunne gøre alt, jeg ville. Og havde jeg muligheden for at blive 15 år igen, ville jeg gøre det omgående, understreger han.
Denne lykkefølelse har han jagtet lige siden i de mere end 10 bands, han har spillet i. Med succes flere gange. Ikke mindst i The Kissaway Trail.
- Jeg tror kun, at det er i det, jeg laver nu, jeg kan finde en følelse, der kommer i nærheden. Hver gang der sker noget fedt i mit liv, bliver det altid målt mod tiden på øen. Hvis den blev fjernet, ville det være som at miste min højre hånd, siger trommeslageren.
Thomas Fagerlund: Magiske minder fra Præstevænget
For første gang i mere end 10 år genså Thomas Fagerlund barndommens gade og skov
- Det er simpelthen for vildt det her, udbryder Thomas Fagerlund fra bagsædet af bilen, da den drejer ind på Præstevænget i Nyborg.
På denne gade voksede han op. I dette kvarter kyssede han sin første pige, røg den første smøg og kørte stolt på knallert med sin 10 år ældre storebror foran alle gadens børn.
Selv om sneen dækker vejen, er det især sommerminder, der dukker op, mens Thomas Fagerlund går rundt om sit barndomshjem i nummer 51. Foran indkørslen inspicerer han en række små buske og griner.
- Jeg gemte slik og cigaretter i de buske her, så min mor ikke skulle finde det. Cigaretterne måtte jeg selvfølgelig ikke ryge, og slikket havde jeg vist brugt alle mine lommepenge på nede ved bageren. Det var en megapose med femøres-slik, fortæller Thomas Fagerlund.
Han boede i gulstenshuset fra han var ét, til han var 13 år. Det første år sammen med sin far og mor. Så blev de skilt og faren flyttede. Han gav Thomas et trommesæt, som skulle stå hos moderen.
- Hun tog det meget pænt. Jeg fik lov at have trommesættet stående inde i hendes systue. Det var dér, min interesse for musik blev vakt, siger Thomas Fagerlund.
Søren Huss' trompetspil
På Præstevænget leger man naturligvis med præstens datter. Og sammen med hende begyndte Thomas at indspille simple sange på en ghettoblaster.
- De havde et klaver, og så tog jeg alle mine trommer med over til hende på en trækvogn. Vi indspillede sange til vores lærerinde, da vi ikke var mere end seks-syv år. De handlede om sådan noget som solen, der skinner, fortæller Thomas Fagerlund, der faktisk har hørt båndet for nylig.
- Min far havde fået det af min klasselærer. Det var ret spøjst at høre. Jeg har også gemt andre bånd. Men de sange, jeg indspillede til min første kæreste, er desværre smidt ud af en jaloux kæreste, fortæller Thomas Fagerlund.
Minderne vælter nærmest frem, mens han går ned mod den skov, han tilbragte en stor del af barndommen i.
- Derinde boede Søren Huss fra Saybia. Vi kunne høre ham øve på trompet om eftermiddagen. I den have dér stjal vi blommer, og derovre boede en gammel sur mand, vi kaldte den gale bager. Og her lærte jeg at cykle, fortæller Thomas Fagerlund, mens vi nærmer os legepladsen og fodboldbanen.
- Hold kæft, det er de samme fodboldmål som dengang. Og den sten dér skulle vi altid kæmpe om at komme op på. Den var så sindssyg stor, at når man først kom op, blev man siddende i vildt lang tid. I dag kan man jo springe op på den, siger Thomas Fagerlund og ler.
Skoven var min computer
Han trasker videre gennem sneen til skoven tæt på. En del af den er fældet og afløst af krat. Blandt andet er Thomas' gamle hule forsvundet.
- Vi havde overtaget en hule fra nogle feriebørn. Man skulle hejse sig op i et tov for at
komme op. Jeg tilbragte ufatteligt meget tid herude. Ofte med mig selv. Men med mine venner var det meget med at bygge huler og være indianere eller Robin Hood. Senere skulle vi altid have militærgrader og lege krig. Den skov her var mit computerspil. Jeg havde helt glemt, hvor meget den betød for mig, funderer Thomas Fagerlund, der lover sig selv, at hans børn en dag skal se barndomskvarteret.
Rune Pedersen: Holms Hotel udgør nulzonen
Når Rune Pedersen har været på turné eller i øvelokalet, skal han altid forbi Holms Hotel og have en specialøl at stresse af med
Da Rune Pedersen flyttede til storbyen Middelfart fra landsbyen Båring Vig på Nordfyn som 17-årig, kastede han hurtigt sin kærlighed på to etablissementer i den gamle købstad. Spillestedet Nygade 2 og Holms Hotel et stenkast nede ad gaden.
Selv om flippertyper som ham helt klart hørte mest til på spillestedet, elskede han at gæste det fornemme hotel fra 1584.
- Holms Hotel virkede så æstetisk på mig. Alene det, at der blev spillet jazz var enormt tiltrækkende selv for en støjrocker som mig, fortæller Rune Pedersen.
Han elskede provokationen i, at han i den grad var en afviger sammenlignet med de andre gæster, når der var jazzkoncert.
- Det var og er jo lidt det bedre borgerskab, der kommer til den slags arrangementer. Så når jeg sammen med en kammerat, der var en af byens mange løse fugle, i en kæmpebrandert kom væltende og stod tungekyssende midt på dansegulvet, skulle det jo gå galt. Han blev smidt ud. Jeg blev, siger Rune Pedersen og griner højt.
Plads til alle typer
Han mener ikke, Holms Hotel og dens krostue er som andre barer i byen, hvor lidt for mange ensomme eksistenser hænger ud.
- Holms Hotel er lidt mere som Sam's Bar i tv-serien. Et sted, hvor alle kender dit navn og snakker med dig. Indimellem får man da også noget røg, som da bandet for nylig vandt en pris på 50.000 kroner, hvor et par gæster råbte på gratis omgang. Normalt er de hamrende ligeglade med, at man spiller i et band. Ingen bekymrer sig om, hvem der laver hvad, selv om det er menneskene, der i mine øjne skaber stedet. Her er plads til forskellighed som et af de få steder i Middelfart, konkluderer Rune Pedersen.
Bassisten er en af de mest belæste personer i byen. I hvert fald, hvis man ser på hans CV.
Tre gange har han gået på gymnasiet. Tre gange på HF og én gang på VUC. Ingen af uddannelserne har han færdiggjort.
- Den eneste uddannelse, jeg har fuldført, er den som musiker. Jeg fandt hurtigt ud af, det var musikken, der trak. Så jeg studerede mest for at få SU, da livet som musiker ikke er så indbringende, som mange tror. Heldigvis har jeg en mor, der både mentalt og økonomisk har holdt røven oppe på mig, selv om jeg var noget af en rod engang, siger Rune Pedersen.
Selv om moren stadig bor i byen og kæresten ligeså, er det Holms Hotel, der udgør hans nulzone.
- Det er her, jeg slapper af, inden jeg skal hjem til kæresten. Det er her, jeg finder ro efter at have stået foran 100.000 mennesker på en scene i Hyde Park i London. Jeg kommer her så vidt muligt en gang om ugen. Derfor bliver det svært, når jeg flytter til Odense til sommer, siger Rune Pedersen og kigger kærligt på sin nyskænkede Guinness.
Daniel Skjoldmose: I hjemmets dybe, stille ro
Selv om han nyder at spille koncerter og være på turné, er det i sin odenseanske lejlighed, Daniel Skjoldmose stortrives
Det første, Daniel Skjoldmose gør opmærksom på, da han åbner døren ind til sin stuelejlighed på Ryttergade, er, at der gerne må ryges. Så det gør han, da han har bonget en smøg fra fotografen.
Bandmedlemmerne var overbeviste om, at han ville vælge Grønttorvet, Lørups Vinstue eller Tinsoldaten som det sted, der betyder mest for ham på Fyn. De skød ved siden af.
- Mit hjem er der, hvor jeg trives allerbedst. Det er her, jeg tanker op, når vi kommer hjem fra tur eller er på vej i studiet, fortæller Daniel Skjoldmose.
Han er født og opvokset i Odense.
- Jeg har svært ved at forstå, at alting skal foregå i København. Altså hvis bandet endelig skulle flytte, blev det nærmere til London, gætter han.
I tre år har han boet i lejligheden, som han har sat sit tydelige præg på. Møblerne er genbrugsmøbler, han selv har fundet i Horsens. Over sofaen hænger en kollage, han selv har lavet af tegneserieforsider, og ved siden af står en nysamlet Ikea-reol, der bare venter på at blive hængt op.
- Jeg har altid et eller andet projekt i gang. Mit liv er et stort projekt fyldt med mange mindre. Jeg hader hængepartier, og her skal også helst være ryddet op. Hvis det roder i min lejlighed, roder det i mit hoved. Så det kan være forfærdeligt at tage på turné, hvis jeg har glemt opvasken. Så kan jeg tænke på det i flere uger, forklarer han.
Odsset giver tryghed
Når bandet turnerer, savner han sin lejlighed. Men fællesskabet og det formål, bandet har med dets musik, opvejer savnet.
- Jeg er enormt fokuseret på det mål, bandet har. Selv om man indimellem kan mangle fred og ro, er vi ekstremt privilegerede. At turnere er en del af drømmen, så hvis man ikke nyder det, krakelerer den, siger Daniel Skjoldmose.
Indimellem kan det være svært at bearbejde de mange store øjeblikke, bandet oplever, når man er væk.
- Efter en fed koncert, hvor adrenalinen kører, tænker man tit: Hvad så nu? Hvis man var hjemme, kunne man bedre fordøje oplevelsen. Derfor kan det forekomme ret vanskeligt at vende tilbage til det "normale" liv efter flere måneder på turné, forklarer Daniel Skjoldmose.
Han har derfor en del rutiner, som gør det lettere at være væk hjemmefra. Blandt andet læser han Illustreret Videnskab og spiller oddset, selv om han ikke aner en pind om sport.
- Det handler i bund og grund om tryghed. Og når man forlader det sted, man er allermest tryg, må man skabe en ny tryghed, der hvor man nu er, forklarer Daniel Skjoldmose.