- Nå, hvad skal vi snakke om? Jeg glæder mig til at høre dine spørgsmål. Skal vi ikke have noget kaffe snart? For satan jeg har ondt i hovedet, jeg fik, som dr. Hannibal Lecter siger, en ven til middag i går.
Dette er Susanne Stauns første ord i et interview, der egentlig skulle handle om, hvorvidt vi var i familie, og krimien "Døderummet", der foregår i Odense og på weekendens krimimesse i Horsens får Harald Mogensen-prisen som årets bedste krimi 2010.
Men det viser sig ret hurtigt, at det er umuligt at tøjle den særegne kvinde, der både tør skrive og sige det, mange andre ikke engang tør tænke.
Da hun spilder lidt nytanket kaffe på sine stramtsiddende jeans, bider hun ikke smerten i sig, men skriger nærmest: "For satan! Pis, pis, pis", så halvdelen af caféen vender sig om. Det ænser hun omvendt stort set ikke.
Den 53-årige københavnske forfatter med nordjyske aner er lige så gammel som min mor, hvilket hun understreger flere gange undervejs i interviewet. Men alene hendes sprogbrug gør, at jeg ikke et sekund er i tvivl om, at alderen er den eneste fællesreference. Allerede efter første " rigtige" spørgsmål i interviewet lægger Susanne Staun fra land som en speedbåd med atomdrevet motor. Man kunne sige, at vi går lige på og hårdt. For sådan mener Susanne Staun , at de fleste kvinder vil have det.
- Det er jo præcis, som Jonathan Franzen, forfatteren til " Freedom", beskriver det. Altså spring nu over alt det der med forspil og tag mig på køkkenbordet uden alt det fis. Sådan tror jeg, mange har det i virkeligheden. De der pæne mænd, som tror, at de skal gøre det hele ifølge "Alt for damerne", er jo helt forkert på den, siger Susanne Staun uden at blinke.
Når hun taler, kommer man indimellem i tvivl om, hvorvidt det er en af hendes kvindelige hovedroller, der skal citeres, eller hende selv.
Men oftest er man heldigvis ikke i tvivl om, at det er hendes profession, der gør, at hun detaljeret kan berette om eksempelvis hyrede voldtægter, som optræder i "Døderummet".
- I S&M-kredse kan man jo bestille en voldtægt i virkeligheden. Det er jo ikke noget, jeg har fundet på ud af det blå. Jeg er ikke klar over, om det er et masochistisk træk, eller om der er noget urkvinde over det. Der er sikkert mange kvinder, der tænker: " Det kunne jeg aldrig finde på". Men det ændrer ikke ved, at nogen tænder på det, forklarer Susanne Staun.
Det har tricket hende at give sin hovedrolle en last, som mange læsere formodentlig vil have svært ved at forholde sig til. Og det var lige præcis intentionen.
- Det er ofte sådan, at man tegner et stereotypt billede af mænds seksualitet. "Vi ved godt, hvordan I er". Det er mænd, der er pædofile. Det er mænd, der voldtager. Mænd har patent på en tilspidset seksualitet, så når kvinder engang imellem skiller sig ud, er det vildt mærkeligt og skræmmende. En af mine veninder fortalte mig om en kvindelig blotter på en bus, og jeg var helt blæst bagover, indtil hun til sidst indrømmede, det var løgn. Hun ville bare se min reaktion, fortæller Susanne Staun og ler.
Usympatiske hovedpersoner
Når kvinder myrder, gør de det aldrig for deres seksuelle tilfredsstillelses skyld. Så har de syndromer som Münchhausen by proxy eller Black Widow*.
- Det er altid et eller andet psykotiskog medlidenhedsbaseret. De begår aldrig rovmord og er mere kalkulerede end mænd. Måske derfor synes mange, at voldtægtsscenerne i "Døderummet" er for voldsomme og udpenslende, vurderer Susanne Staun.
Hun kan ikke huske, hvornår i skriveprocessen, at hovedpersonen fik den lyst eller last. Den var der bare, da bogen var færdig.
-Jeg ved altid, hvor jeg vil ende, men alt det ind imellem aner jeg ikke, hvordan jeg kommer på. Pludselig står der bare en med en serveringsbakke, forklarer Susanne Staun kryptisk.
Hun begynder at tale om højre og venstre hjernehalvdel. Et godt plot kræver en god højre halvdel, da man skal systematisere og overskue.
- Hvis man scannede min hjerne, ville den venstre halvdel være helt sort. Det er mærkeligt, at jeg overhovedet kan bevæge højre arm, konkluderer Susanne Staun , der netop er blevet færdig med sin 13. bog.
Alle hendes hovedpersoner er usympatiske på en lang række områder. Hun ved godt, at hun skal lave karaktererne om, hvis hun skal sælge flere bøger. Men det agter hun på ingen måde. Det er meget sjovere med komplekse personer, der kan gå helt til kanten end dem, der befinder sig i midtergrøden.
Endnu en gang kommer jeg i tvivl om, hvem den personkarakteristisk virkelig gælder.
Umiddelbart er der ingen grænser for, hvad Susanne Staun kan finde på at skrive om. Så længe det appellerer til hendes nysgerrighed.
- Pædofili er eksempelvis interessant, fordi pædofile helt mangler en stopklods. For en mor er det jo uforståeligt, så det kunne jeg sagtens kaste mig over, fortæller Susanne Staun.
Hun skriver ofte om emner for at lære mere om dem og finde ud af, hvordan forskellige mennesker opfører sig. Hvis man selv er bange for noget, kan det hjælpe at være sammen med det i løbet af den tid, det tager at skrive en bog.
- Da jeg havde små børn og var sygeligt bange for, at de skulle blive kidnappet og misbrugt, skrev jeg en bog om det. I bogen dør de godt nok allesammen, men det fungerede alligevel som en stor uddrivelse af egne hekse, konstaterer Susanne Staun.
Mange af hendes bøger handler om enormt seje kællinger, der ofte ender med at begå selvtægt. Det er ikke, fordi Susanne Staun opfordrer til selvtægt, men hvis nogen gjorde hendes børn fortræd.
- Jeg er ikke bange for at komme i fængsel, jeg ville anse det for at være et privilegium og en stor oplevelse at afsone, siger hun kontant.
Hun finder det besynderligt, at man ikke ser flere tilfælde af selvtægt, når man tænker på, hvor mange forældre der er i det her land, og hvor mange børn der udsættes for groteske forbrydelser.
- De sager, hvor forældre går fri, fordi man ikke kan påvise, om det var den ene eller anden, der mishandlede deres barn, gør mig rasende. Den form for retspleje opfordrer i den grad til selvtægt, fordi retsfølelsen får så mange skrammer. Generelt har danske love en tendens til, at gerningsmandens menneskerettigheder er meget vigtigere end offerets, konkluderer Susanne Staun.
Hun håber efter hver roman, at hun vil komme ud på den anden side med en større forståelse. Men det sker bare ikke.
Heller ikke for læserne.
- De bliver forhåbentlig pirrede og undrer sig over at være sammen med nogle karakterer, der er så mærkelige. Men jeg tror ikke, man finder noget " svar" i mine bøger, indrømmer Susanne Staun.
Hun ved godt, hun ikke henvender sig til det segment, hun kalder " feel good"-gruppen. Hvis hun skulle skrive krimier, alle gad at læse, ville hun kede sig som døvblind til en klassisk koncert. Hun orker ikke at pakke tingene ind, hvilket stod meget tydeligt, efter at vi havde skrevet sammen i ugerne op til interviewet.
Først er hun " træt af en nar", der har taget hendes stol på en café. Så er hun pisseirriteret over de odenseanere, der kritiserer hende for manglende research. Så er hun " på skideren", fordi hun har splittet sit seneste manuskript til atomer.
- Altså, jeg er ikke en vred person, jeg bliver bare pisseirriteret indimellem. Jeg er sgu en glad gris, der godt må tale på en bestemt måde, fordi jeg er 53 år og har været flink i mange år. Jeg har brugt mange år på at få alle til at synes, jeg var skidesød. Man bliver så udmattet af det, så da jeg var sidst i fyrrerne, besluttede jeg, at det kunne være lige meget. Hvis X, Y og Z synes, jeg er en idiot, må det være sådan, erkender Susanne Staun.
Metal er helt ud til kanten
Nu er der gået en halv time. Ud over, at jeg nu ved, at begge vores fædre hed eller hedder Jørgen, at vi begge arbejder eller har arbejdet som journalist, kan vi også begge skrive musikanmelder på CV'et.
- Jeg nåede at arbejde tre år som musikanmelder i USA. Der var ikke nogen, der ville fastansætte mig, så jeg arbejdede som freelancer. Det var enormt hårdt hele tiden at skulle genopfinde sig selv. Det stressede mig virkelig, at jeg aldrig vidste, hvornår den næste lønseddel eller gode idé kom, fortæller Susanne Staun.
Måske er den baggrund én af årsagerne til, at hendes karakterer ofte lytter til musik. Det kan være et enkelt redskab til at tegne et mere nuanceret billede af en personlighed. Mens Susanne Staun skrev "Døderummet", lyttede hun også til musik. Men med garanti ikke den slags, de fleste tror.
- Jeg lyttede til Metallica med pedalen helt i bund. Det er sådan noget testosteronmusik, der passede perfekt til voldtægtsscenerne. Det er hårdt og ud til kanten. Egentlig er jeg slet ikke til heavy, men i denne sammenhæng passede det optimalt. Under arbejdet med min seneste bog har jeg hørt Anna Calvi og Carina Round, og privat hører jeg blandt andet Whitest Boy Alive og Bloodhound Gang. Jeg har en meget infantil smag, og mine venner siger, jeg mangler klassisk dannelse, konstaterer den eneste 53-årige kvinde på denne planet, der lytter til Bloodhound Gang.
Det har aldrig været et problem at finde på idéer til hendes bøger. Nu har hun skrevet én om året i 13 år, og hun synes hele tiden, der kommer nye input, hun kan bruge.
- Jeg samler ind hele tiden, og jeg opsøger de mest mærkelige mennesker, fortæller Susanne Staun, hvis venner indimellem ryster på hovedet.
-Jeg møder jo de her mennesker, fordi de er interessante. Ikke, fordi de er søde. Jeg vil gerne studere dem, og derfor har jeg lært nogle virkeligt syrede mennesker at kende. Jeg er egentlig ret genert, men nysgerrigheden har været så stor, at den er blevet fortrængt. Ofte kan de ikke svare på, hvorfor de gør, som de gør, siger Susanne Staun.
Der er dog grænser for, hvilke personer hun ønsker at sidde i samme rum med. Massemorderen Peter Lundin har eksempelvis lige inviteret hende til te. Så de kunne snakke sammen. Forfatter til forfatter... Det takkede hun nej til.
- Jeg var ved at skide en stork. Jeg håber virkelig, at livsvarigt er 24 år i hans tilfælde. Ikke mindst, fordi jeg tog så meget pis på hans henvendelse. Jeg skrev, at det ikke var en god idé, at vi mødtes, da min mand, Ted Kaczynski*, ville blive alt for jaloux. Det var Lundins kæreste, der stod for udvekslingen, og hun skrev tilbage, at min mand ikke skulle frygte noget, da hun var forlovet med Peter Lundin. Jeg var helt færdig af grin, fortæller Susanne Staun, der stadigvæk morer sig over den bizarre korrespondance.
I krimikredse har mange haft svært ved at håndtere hendes særegne måde at skrive på. Nogen har endda følt, at Susanne Staun har taget pis på genren med sine flippede " femikrimier", hvilket i øvrigt er et navn, hun hader.
Hun er meget insisterende på, at hun tager håndværket meget alvorligt uanset det tilsyneladende flippede indhold.
- Derfor bliver jeg sur på alle de glade amatører og kendisser, der tror, de kan skrive en krimi med venstre hånd uden at kunne skrive eller i øvrigt tage håndværket alvorligt. Deres elendigheder giver krimier et dårligt navn og gør mig flov ved titlen " krimiforfatter". Men der er vel ikke andet at gøre end at blive ved med at gøre sig umage.