Simon Staun
Foto: Carsten Bundgaard

Suede indleder ny æra

Brett Anderson har ikke ændret udseende, siden Suede senest udgav et album i 2002. Forsangeren er stadig slank, ulasteligt klædt i sort og forsynet med et brændende intenst blik i de lyseblå øjne. Han balancerer på kanten af britisk dekadence, mens han beredvilligt indleder samtalen med at konkludere, at gruppens nyeste album "Bloodsports" ikke indeholder nogen musikalske revolutioner.

- Suede har ikke ændret sig radikalt siden 2002. Musikalsk er der ikke noget på albummet, vi ikke har gjort før. Men attituden er til gengæld forandret mærkbart. Vi mærkede alle en sult denne gang, som vi ikke fornemmede sidst, vi var i studiet. Den entusiasme gør "Bloodsports" meget frisk og dynamisk i sin lyd, siger Brett Anderson.

Han mener, at "Bloodsports" på mange måder minder om en debutplade. I så fald den tredje af slagsen, da "Suede" fra 1993 er den reelle debut, mens Brett Anderson anser "A New Morning" fra 2002 som begyndelsen på gruppens anden æra. Der dog sluttede brat i 2003.

- Nu har vi kastet os ud i endnu en æra uden at have nogen visioner om at ændre os radikalt og pludselig springe ud som punkband. Det eneste, vi virkelig har tilstræbt at forandre, var tilgangen til arbejdet. Modsat i 2002 skulle arbejdet slet og ret gøres ordentligt, siger Brett Anderson og retter diskret på sit silkehalstørklæde.

De 11 år siden "A New Morning" har ikke modnet medlemmerne, hvis man spørger forsangeren.

- Forhåbentlig ikke. Jeg kan ikke forestille mig noget værre end et "modent" band. Tanken er forfærdelig. Modenhed har ingen berettigelse i britpop- eller rockmusik, der hellere skal være intelligent, sofistikeret og til en vis grad primal. Modenhed indikerer, at man spiller de sikre kort, hvilket vi på ingen måde ønsker. Derfor har vi spillet flere koncerter på små klubber for at få samme fornemmelse i kroppen, som da vi var unge. Dengang bankede vores hjerter på en anden måde, og det har vi tilstræbt at søge tilbage til, fortæller Brett Anderson.

Han understreger, at den anti-modne filosofi alene er møntet på Suedes musik og ikke gælder hans eget liv.

- Privat lever jeg et helt andet liv, end jeg gjorde for 10-15 år siden. I den sammenhæng kan man med rette tale om modenhed, understreger Brett Anderson tørt.

Ikke en koncertsouvenir

Et af delmålene med "Bloodsports" har været at omskrive bandets historie.

- Det har været ekstremt vigtigt for os at begå et ny udspil af så høj kvalitet, at vi fik udvisket det dårlige indtryk af forrige album. Derfor havde vi skrevet hele 50 numre, hvor vi så har plukket 10 ud. Halvvejs i processen med "Bloodsports" fornemmede vi, at der var noget særligt i gære. Sange som "Barriers" og "For the Strangers" blev centrale vendepunkter, der indikerede, at selv om vi har holdt fast i kernen af Suede, tilbyder vi også noget nyt, mere energisk og vedkommende til vores musikalske arv uden at vi lød som en selvparodi. "Bloodsports" er ikke blot en koncertsouvenir, det er et forløsende album, der i den grad har sin berettigelse, slår Brett Anderson fast.

Suede har netop offentliggjort, at bandet gæster Tivoli 27. juni. Gruppens forhold til Danmark har altid været helt særlig.

- Danskerne var det første publikum uden for England, der for alvor forstod vores musik og tog den til sig. De kunne kapere balancen mellem seksualitet, vold og depression. Måske fordi I er lige så tungsindige sexgalninge, som medlemmerne i Suede er, filosoferer Brett Anderson og lader antydningen af et smil snige sig hen over kinden.

En gave fra universet

I kølvandet på det britiske band Suedes gendannelse har både fans og anmeldere diskuteret, om det var det rigtige valg at give bandet endnu en chance efter det delvist mislykkede forsøg med albummet "A New Morning" i 2002. Den diskussion vil forsanger Brett Anderson helst ikke gå alt for meget ind i, men han kan ikke helt lade være med give sin mening til kende.

- Når alt støvet har lagt sig, og ingen længere orker at diskutere, hvorvidt vores comeback var berettiget eller ej, vil en sang som "For the Strangers" stadig stå tilbage og svare for sig selv. Om fem år tror jeg, at selv vi i bandet vil tænke: "Wauw, det her var én af de virkelig gode sange i karrieren", da den har sin helt egen form og plads i vores historie. På næsten samtlige af vores udgivelser er der én enkelt sang, der føles som en gave fra universet. Når de af uforklarlige årsager lander i ens skød, er det bare om at gribe og værdsætte dem, siger Brett Anderson.

For 21 år siden blev Suede udnævnt til "Det bedste nye band i Storbritannien", allerede inden gruppen havde udsendt debutalbummet "Suede" i 1993. Brett Anderson kan stadig smile over det prædikat, og han mener seriøst, at ordlyden fortsat er dækkende.

- Efter en albumpause på 11 år føles det faktisk som at være med i et nyt band. "Bloodsports" minder på mange måder om et debutalbum, hvilket dermed gør det til det tredje i rækken hos Suede. Først udkom det rigtige debutalbum "Suede" i 1993, så kom "Coming Up" i 1996, hvor Bernard Butler havde forladt bandet, og nu "Bloodsports" efter et særdeles langt hi. Det er meget forunderligt og svært at sætte ord på, men alle i bandet har en fornemmelse af, at der er noget friskt, grønt og ungdommeligt over "Bloodsports". Vi føles os i hvert fald som kåde unge igen, siger Brett Anderson.

Hold jer fra frisurer

I årene efter gruppens debut banede den vejen for britpoppen og bands som Blur, Pulp og Oasis. Forsangeren glæder sig stadig over, når andre musikere kan bruge Suede som inspirationskilde og motivator.

- Det er svært at sige, hvilke bands der i 2013 lader sig påvirke af vores musik. Det kan vi måske se et tydeligere billede af om nogle år, men det glæder mig altid, når en ung musiker prikker mig på skulderen og siger, at nogle af vores sange har påvirket vedkommende. Jeg har oplevet, at så vidt forskellige musikere som Kelechukwu "Kele" Rowland fra Bloc Party og drengene fra Klaxons har fortalt mig, at Suede har været en kæmpe inspirationskilde, selv om man på ingen måde kan høre det i deres musik, konstaterer Brett Anderson.

Der er dog en klar streg, som han mener, man ikke bør krydse, uanset hvilket band man ser op til og lader sig påvirke af.

- Det er helt i orden at lade sig præge af en speciel stemning og ånd i et band. Derimod er det helt galt og forfejlet, når man hugger frisurer, påklædning og ikke mindst akkorder, siger Brett Anderson.

På "Bloodsports" kan man høre tydelige referencer til Pink Floyd ikke mindst på nummeret "Always", hvor guitaristen Richard Oakes' spil lyder meget som David Gilmour, og Neil Codlings keyboard har samme varme lyd som Rick Wright. Brett Anderson understreger straks, at der ikke er tale om "at hugge akkorder".

- Vi har benyttet nogle af de samme synthesizere, som Pink Floyd gjorde i 1970'erne for at opnå samme varme, analoge og organiske lyd. Det er faktisk ikke ment som en hyldest til Pink Floyd, ej heller et forsøg på at kopiere deres lyd. Jeg ser det mere som et tegn på, at vi som så mange andre bands og musikere er formet af den klassiske rock uden at have haft en bevidst ambition om at være bagudskuende i vores musik. Vi tilstræber ene og alene at lyde som et moderne band i 2013, understreger Brett Anderson.