Simon Staun
Foto: Simon Staun

Huss magtede ikke det muntre

Selv om vi sidder under en klar blå himmel, falder store fede regndråber uden varsel ned i vores kaffekopper og prikker hul i den brune overflade. Søren Huss stirrer forbløffet op mod himlen. Det var lige godt pokkers. Præcis sådan tænkte artiklens forfatter, da han få dage inden fik besked på, at Søren Huss’ fjerde soloalbum, ”Sort & hvid til evig tid”, udkom ud af det blå.

- Det er gået stærkt efter Roskilde Festival i begyndelsen af juli. Ugen efter besluttede vi, at pladen skulle nå at udkomme, inden min efterårsturne indledes 2. oktober på hjemmebane i Nyborg, siger Søren Huss.

Turnéen er hans første ”stå op-turné” i flere år, og det var vigtigt for ham at få flere af de nye sange ud over rampen, fordi de netop er tænkt som mere løsslupne og dansable sange end de introverte, melankolske sange på de tre første soloudgivelser.

- Jeg havde behov for at udfordre mig selv rent kunstnerisk, derfor besluttede jeg mig for at lave et album kun med lyse, glade sange. Et album, der udspringer af, at jeg har det godt og virkelig nyder livet uden forbehold. Men det er fandeme svært for mig at være så munter og uptempo over et helt album. Efter at have været i studiet to gange måtte jeg kapitulere, siger Søren Huss og smiler.

Dogmet om pinedød at spille sangene uptempo blev heller ikke den katapult, det var tiltænkt. Snarere en irriterende klods om benet.

- Titelsangen indspillede vi først i en 80’er-punket version, der lød som et ekko af TV-2’s ”Fantastiske Toyota”. Noget neo-Berlin-rock som ingen steder hører hjemme i min verden. Det var et fint forsøg på at forfølge en idé, men sangen ville noget andet. Jeg var frygtelig frustreret, indtil jeg indså, at sangen krævede akustisk guitar og et helt andet tempo. Derfor grundstødte projektet om et happy-go-lucky-album endegyldigt i marts, siger Søren Huss.

Han mødtes med sin producer, Christoffer Møller, og guitaristen Lars Skjærbæk, der indspillede en ny version med akustisk guitar og klaver.

- Vi var enige om, at det var nødvendigt med et andet ladegreb. Heldigvis virkede det at gå i ”fri leg”-mode. Den tilgang forløste både sangene ”Sort & hvid til evig tid”, ”Postkort” og ”Entreprenør”, som var nogle af de sange, der ikke fungerede, siger Søren Huss.

Han fortryder ikke, at han forsøgte at presse sangene ned i en munter skabelon. For det er som bekendt ofte fejlene, vi bliver klogere af.

- Man kan nemt stagnere i sit udtryk, og nu kan jeg i hvert fald konstatere, at jeg har kæmpet for at rykke mig selv. Det kan være svært, når man er oppe i min alder, siger Søren Huss og ler.

Inspireret af smeltet kaktus

Når Søren Huss ikke turnerer, lever han et meget roligt liv. Faktisk forbløffende roligt. De fleste dage tilbringer han bag klaveret i sit køkken hjemme i Nyborg. Indimellem rejser han sig for at brygge en kop kaffe, men ellers er hvilepulsen sjældent højere end en fortovskant.

Når teenagedatteren Ronja er hjemme, har han naturligvis fokus på hende, men ellers befinder han sig i et relativt rum af tid, som han sang på ”Du er” på albummet ”Troen & Ingen” fra 2010.

- Åbningssangen ”Smeltet kaktus i vestvendt vindueskarm” handler bogstaveligt talt om en smeltet kaktus i min vindueskarm. Da jeg opdagede den, konkluderede jeg, at den var indbegrebet af manglende opmærksomhed på mine fysiske omgivelser. Det er et billede på distraktion og en af den slags foræringer, jeg aldrig kunne have digtet. Titlen minder mig om Søren Ulrich Thomsens bogtitel ”En hårnål klemt inde bag panelet”, siger Søren Huss.

Der er otte sange på albummet. Planen var egentlig 10, men Søren Huss mente ikke, at de to sidste havde højt nok niveau, så de blev efterladt ved alteret minutter før vielsen.

- Jeg er ikke typen, der skriver bunkevis af sange, som mange af mine yngre kolleger. Der vælter sange nærmest ud af ærmet. I svingende kvalitet. Jeg vil hellere være filter på mine sange og droppe dem, der ikke er gode nok, i stedet for at lade andre være bødler, siger Søren Huss.

Saybia er lagt i graven

Vi sidder få hundrede meter fra Brandts - Museum for Kunst & Visuel Kultur i midten af Odense, hvor den hollandske stjernefotograf Anton Corbijn udstiller indtil november. Blandt de 400 billeder i udstillingen ”1-2-3-4” er der et med danske aner. Det er et portræt af Søren Huss, der blev taget i forbindelse med "Troen & Ingen"-albummet i 2010.

Det var anden gang, Søren Huss stod foran Corbijns kamera, da hollænderen også stod bag billederne til Saybias album ”These Are The Days” fra 2004. Det fynske rockband betalte kassen for at få den ikoniske rockfotograf til landet, og han fulgte dem flere dage i og omkring øvelokalet, som dengang lå i Køge.

Der bliver ikke taget flere billeder af Saybia, som blev lagt i graven uden større spektakel i 2017. Efter comeback-turnéen i 2016 konkluderede Søren Huss, at tiden var kommet til et endegyldigt farvel.

- Allerede i begyndelsen af turnéen kunne jeg mærke, at min stemme ikke længere passede til de gamle Saybia-sange. Det var nærmest kun halvdelen, jeg kunne synge nogenlunde anstændigt, hvilket var svært at acceptere. Som 25-årig havde jeg en sindssygt spændstig stemme og skrev alle sangene helt ud ved grænsen for, hvad jeg kunne presse min stemme til. At synge dem i dag ville svare til at bede Usain Bolt løbe 100 meter under ni sekunder. Derfor traf jeg beslutningen om at sige farvel til Saybia, hvilket vi ikke havde behov for at gøre et større nummer ud af, siger Søren Huss.

Det bliver et høfligt nej

Han er i det hele taget blevet bedre til at sige fra. Sige stop eller nej tak. Det handler sangen ”Vekseleren” om.

- I bund og grund handler den nok om at give mig selv lov til at sige fra. Og glemme alt om at burde. Jeg burde spise sundere, og jeg burde træne noget mere. Men jeg gider simpelthen ikke gøre indsatsen, så jeg tillader mig selv at sige: ”Det gider jeg ikke”. Det ville jeg ønske, jeg havde gjort tidligere, siger Søren Huss.

Blandt andet, da han gik i gymnasiet, selv om han vidste i hver eneste celle i sin krop, at han ville være musiker.

- Jeg ville have ønsket, at jeg allerede i 1. g havde haft modet til at sige fra. Der var intet i mig, der gad gymnasiet. Jeg spildte min tid, og det gjorde jeg indtil 3. g, hvor jeg endelig tog mig sammen og droppede ud. Selvfølgelig skal man også lære at navigere i livet, men jeg kan mærke, at det giver mig en enorm ro og følelsesmæssig afklaring af at tillade mig selv at sige nej. Det kan give stress med de mange henvendelser, jeg får om at spille til butiksåbninger eller arrangementer, jeg slet ikke kan se mig selv som en del af. Jeg svarer med standardsvaret: ”Det bliver et høfligt nej”.

Fundamental drivkraft

Søren Huss takker dog også ja. De seneste år har han givet et væld af kirkekoncerter, foreningskoncerter og optrådt i landets største koncertsale, hvor publikum har siddet i magelige sæder og sjældent givet los.

- Jeg har savnet spillestederne. Da jeg både turnerede som solist og med Saybia, fik jeg det behov dækket, men nu kan jeg mærke, at jeg har brug for at hive mine egne sange ind i et mere voldsomt og energisk rum. Så må vi se, om der er andre, der føler det samme, siger Søren Huss.

At sætte sig selv på spil foran et publikum er en fundamental drivkraft for ham.

- Jeg har brug at få sangene prøvet af live. Det er sgu noget andet end at spille dem for mig selv derhjemme over en kop kaffe. For mig handler det om at dele sangene og ikke at høste bifald. Faktisk kan jeg ikke komme hurtigt nok af scenen, siger Søren Huss.

Han har altid haft svært at modtage komplimenter. Derfor har han skullet sluge mange kameler, når fans har sendt mails eller henvendt sig.

- Mange mennesker har stoppet mig på gaden eller efter en koncert og fortalt, at en tekst eller en sang betyder meget for dem. Jeg har kæmpet for at lære at være i det, fordi jeg ikke kan tage rosen ind. Mit fokus er først og fremmest på værkstedet, hvor sangene kommer til verden, og dernæst på scenen, hvor de møder publikum. Jeg kan godt klare at bukke en enkelt gang, men så spurter jeg også nærmest væk, siger Søren Huss.