En helt almindelig mandag i en helt almindelig by. En helt almindelig gågade med helt almindelige fliser. En helt almindelig mand kommer gående med helt almindelige skridt. Han giver hånd på en helt almindelig måde, inden vi sætter os ind til et helt almindeligt bord.
Den helt almindelige mand er Søren Huss. Musikeren har valgt hjembyen Nyborgs biografcafé Kino Vino som mødested til et interview med hans tredje soloudgivelse, "Midtlivsvisen", som omdrejningspunkt. Albummet har simret i fem år og har helt bevidst fået lidt længere tid på blusset end de første soloplader fra 2010 og 2012.
- Det har været nødvendigt at tage mig bedre tid for at cementere, at jeg musikalsk og ikke mindst mentalt befinder mig et helt andet sted. "Midtlivsvisen" er ikke tredje del af en trilogi. Det er i alle henseender sit eget album, siger Søren Huss, mens han tager en tår helt almindelig kaffe.
Han indskyder, at han dagligt overvejer at sætte sig ind i biografcaféen for at skrive. Fordi der er noget trygt og rart over stedet.
- Desuden er jeg vild med, at man kan sætte vinylplader på anlægget. Sidst jeg var her, fandt jeg C.V. Jørgensens "Tidens tern" på hylden. Det album er bare for vildt, siger Søren Huss og lover, at han smider lp'en på senere.
På roadtrip med Ronja
Flere af numrene på albummet handler om eller udspringer af Søren Huss' 12-årige datter Ronja. Sangen "Mig og mine tanker" stammer fra deres roadtrip gennem Europa.
- For første gang i flere år var der stort set ingenting i min kalender i sommer. Derfor kunne vi tage en hel måneds ferie. Det har jeg ikke prøvet, siden jeg rejste jorden rundt med rygsæk som 20-årig, siger Søren Huss.
Normalt, når han befinder sig på landeveje, er målet peget ud på forhånd. Et spillested i Horsens, et kulturhus i Assens eller en kirke i Haderslev. På denne ferie lod han tilfældet råde og drejede til højre og venstre på gefühl.
- Jeg havde planlagt, at vi skulle køre hele vejen ned til Alperne på landevej. Altså fra Hamborg og sydover. Men efter de første syv timer var vi kun nået 200 kilometer ned i landet, så vi ændrede taktik for ikke at skulle bruge en uge på at komme til Østrig, siger Søren Huss.
Planen var at vandre i bjergene og overnatte i telt under den endeløse stjernehimmel.
- Da min datter var faldet i søvn, lå jeg og stirrede op i stjernerne. Det var svært at fatte, at noget så stort ikke har en lyd. Når man arbejder dagligt med lyde, giver det ikke mening, at noget så markant i sit udtryk er lydløst. Det gjorde noget ved mig. Det fik mig til at tænke over, hvor små vi mennesker er, og hvor meget vi formår at larme, siger Søren Huss.
Han er i forvejen fascineret af verdensrummet og fortæller ivrigt, at han næsten ikke kan vente til næste efterår.
- Det, jeg glæder mig allermest til overhovedet, er, at James Webb-teleskopet kommer op i 2018. Det bliver som den ultimative juleaften, når de sender teleskopet ud i rummet, siger Søren Huss.
En lilla hest med skæg
Et af albummet mest centrale linjer gemmer sig i "Mig og mine tanker". Der synger Søren Huss: "Måske er livet præcis så langt, som det skal være".
- Det er ikke mine ord, men nogle jeg har lånt af forfatteren og kunstneren Morten Søndergaard. Han havde en udstilling på Brandts i Odense, som hed "Ukend dig selv". Der stod sætningen skrevet i et granitgulv. Der er noget skæbne i de ord. Noget, man er nødt til at overgive sig til, konstaterer Søren Huss, inden han vender tilbage til alpetoppen.
Da han lå der på den sammensunkne luftmadras med sin datter, var der balance i universet.
- Alle behov var opfyldt, og det var et øjebliks ren lykke. Det var jeg nødt til at skrive en sang om. Jeg er selv yderst tilfreds, og da jeg spillede den for Peter Sommer, sagde han, at den var han misundelig på. Når man får den slags komplimenter fra en sangskriverkollega, bliver det ikke meget større, siger Søren Huss.
Oplevelsen i Alperne lyder næsten religiøs. Men det er ikke tilfældet. For Søren Huss er ateist.
- En af grundene til, at jeg interesserer mig så meget for rummet, er måske, at jeg ikke tror på, at hele universet er skabt af en lilla hest med skæg. Som ateist vil jeg mene, at man godt kan hævde, at bevisbyrden er på de troendes side. Det er ikke os, der påstår, at en gud har skabt det hele på syv dage, siger Søren Huss, mens vi får serveret en skål popcorn til kaffen.
Stemmen har formet sangene
På albummet synger han også om ungdommens eufori. Den mærkes et andet sted i kroppen end den voksne eufori.
- Ungdommens eufori oplever jeg stadig inde i mit hoved, når jeg lykkes med en sang. Mens den voksne eufori over at se min datter vokse op spreder sig fra brystet og ned i kroppen. Den eufori har langt mere tyngde og dybde, forklarer Søren Huss.
Han bruger dog også ordet eufori om arbejdet med "Midtlivsvisen". Det sjoveste album til dato.
- "Troen & Ingen" var en fantastisk plade, men hele grundtanken med dette album var at skabe et album, der besidder samme nærvær som mine koncerter. Derfor har vi vendt alt på hovedet i forhold til tidligere udgivelser. Jeg sidder ved mit klaver og synger i stedet for at stå i en vokalboks og skulle kile mig ind i mellem bas- og trommespor. Min stemme har formet sangene, hvilket giver udtrykket en autenticitet, jeg virkelig godt kan lide, siger Søren Huss.
Udtrykket er knap så affekteret som på de to første soloudgivelser og i særdeleshed Saybia-pladerne.
- Jeg har været på noget af en rejse som sanger og kunstner, hvis jeg må bruge så stort et ord. Jeg befinder mig et helt andet sted vokalt end i de svulstige Saybia-dage, hvor jeg pinedød skulle synge storladent og op i maksimal kapacitet i hvert eneste omkvæd. Hvis jeg skulle beskrive mine sange med ét ord i dag, ville det være "nøgterne". Jeg har en fornemmelse af, at folk bliver mere rørt af mine sange i dag, fordi jeg giver plads til fortællingen, siger Søren Huss.
Når han indimellem hører en Saybia-sang i radioen, kan han knap kende sin egen stemme.
- Jeg kan slet ikke huske, at jeg har sunget sådan. Og det var problemet ved sidste års koncerter med Saybia, fordi der er et enormt skel mellem, hvordan jeg sang i 2002 og i 2017. Jeg kan godt lide at krænge mig ud. Det er en fed følelse som sanger. Men hvis man gør det hele tiden, bliver det enerverende, siger Søren Huss.
Vi skal turde nøjes
Den 42-årige sangskriver har spekuleret på, om publikum gider lytte til ham, når hans nye album ikke er båret af samme sorg og raseri som de to første soloudgivelser, der udkom i årene efter, at hans kæreste og moren til Ronja blev kørt ihjel.
- Jeg har været både usikker på og angst for, om folk gider høre mine sange, når de ikke længere er hængt op på så markant en hændelse. Kan jeg overleve som sangskriver, når jeg ikke længere er så følelsesmæssigt forankret i den tragedie? Jeg håber virkelig, at de kan forholde sig til indholdet på de nye sange. Flere af dem er blandt de bedste, jeg nogensinde har skrevet, understreger Søren Huss.
Han er svært tilfreds med "Guldbryllup". En hyldestsang til hans forældre. Da han spillede den i Odense, præsenterede han sangen med en anekdote om forældrene, hvis ægteskab var grundstødt. Og hvordan de fik det på ret kurs igen.
- Min mor har misforstået sangen, som blandt andet handler om at nøjes. Hun tror, det er mig, der måtte nøjes med dem som forældre. Det handler om, at man indimellem må nøjes som ægtemand eller kone for at få det til at hænge sammen. Vores generation er elendig til at nøjes, både når det kommer til parforholdet, penge og materielle ting. Mine forældre tilhører den sidste generation, der kunne nøjes. Det skal vi andre tage ved lære af, konstaterer Søren Huss.
Han har også skullet nøjes i sit liv.
- Hvis man ser helt kynisk på det, har jeg i 10 år måttet nøjes som enefar. Det er ikke, fordi jeg har manglet kærlighed, men når man er alene med sit barn i så mange år, må man på en måde tage til takke. Jeg har ædt nogle kår med oprejst pande. Og tænkt, at sådan måtte det være som eneforsøger. Jeg har været nødt til at spare sammen for at kunne købe ting. På den måde kan der gemme sig en stor fornøjelse i at nøjes, konstaterer Søren Huss.
Svarer ærligt på alt
Nyborgenseren er grundlæggende optimist og tror på, at alle mennesker vil hinanden det bedste. Lige som han vil sin datter det bedste til trods for sine spydige far-kommentarer.
- Vi har et utroligt stærkt bånd, og hun er på mange måder til stede i mine sange, fordi hun ofte er i rummet, når jeg sidder i min stue og skriver eller spiller ved klaveret. Tidligere kunne hun også høre musikken på sit værelse, men døren er sjovt nok oftere og oftere lukket, siger Søren Huss.
Han konkluderer, at det er en slags kvalitetskontrol, når hun spørger om teksten til melodierne.
- Så ved jeg, at de er gode nok til at synge med på. Hun har faktisk fået lov til at være med på albummet, hvor hun reciterer et vers. Det krævede en pige på den alder, og hun havde slået mig ihjel, hvis jeg havde spurgt en af hendes veninder, siger Søren Huss.
Det er ikke kun farens musik, hun stiller spørgsmål til. Som alle andre 12-årige er hun nysgerrig på det meste på tærsklen til teenage-æraen.
- Hun stiller spørgsmål om alt, og da min viden er meget fragmenteret, svarer jeg hende ofte med tilføjelsen: "Det kan godt være, det er det rigtige svar". Jeg svarer ærligt på alt. Også det upassende. Det ligger simpelthen så dybt i mig, og det er altså bare fedt at sige noget, som får en 12-årig til at gå helt i baglås. Forleden havde Ronja og en veninde fundet nogle "alle børnene"-rim. Ét af dem lød: "Alle pigerne fik pik undtagen Inger, hun fik finger". Det forstod de ikke et klap af. Så måtte jeg lige forklare dem, hvad det betød at give finger. Så var jeg lige pludselig verdens klammeste far, siger Søren Huss og klapper sig på lårene af grin.
Han kalder sig selv bramfri på en kærlig måde. Og understreger, at han altid har ment, at børn kan magte sandheden.
- Efter Ronjas mor døde, spurgte hun mig, om jeg altid ville være der for hende. Det kunne jeg ikke sige med tilstrækkelig overbevisning, at jeg ville. Jeg kan ikke lyve og love, at jeg altid er der til at passe på hende. Men jeg vil gøre alt for at kunne, siger Søren Huss.
Mandekroppen lagt for had
På albummet har han også skrevet en sang med den opsigtsvækkende titel "Opvasken". Endnu et billede på, hvor almindelig en mand, han i bund og grund er.
- Det føles, som om min opvask har fulgt efter mig, siden jeg flyttede hjemmefra. Den føles nærmest som en tamagotchi, der bliver ved med at gøre opmærksom på sig selv. At tage opvasken er et meget godt billede på, at man fjerner noget for at gøre klar til noget nyt. Der er noget afsluttende over at få gjort kål på opvasken, og i mit liv føler jeg, at jeg for første gang i mange år er kommet helt i bund, siger Søren Huss.
Man kan næsten undre sig over, at han ikke synger om "den helt almindelige opvask" i sangen "Et helt almindeligt liv".
- Der er så mange almindelige ting at synge om, at man kan fortsætte i det uendelige. Jeg overvejede et vers, der lød: "En helt almindelig mand giver en helt almindelig kvinde tre-fire helt almindelige orgasmer", men det droppede jeg, siger Søren Huss og ler.
Når man har talt med ham løbende gennem både årene i Saybia og solokarrieren, er det tydeligt, at han er langt mere løssluppen og munter end for fem år siden. Humoren har han altid haft et solidt greb om, men i dag står den i lys lue. Det understreger pladecoveret, hvor han står kun iført et par dannebrogsfarvede boksershorts.
- Det cover handler både om humor og om at løsrive mig fra den Søren Huss, man har mødt på de to første soloplader. Min datter hader mig for billedet, men min krop fortæller også en historie, som stemmer godt overens med titlen "Midtlivskrisen", siger Søren Huss.
Han vil også gerne slå et slag for den mandlige seksualitet, som han mener er under kraftig beskydning i disse år.
- Den mandlige krop er pludselig udsat for den kritik, som har været rettet mod kvindekroppen i årtier. Jeg har sjovt nok aldrig været så komfortabel i min krop, som jeg er nu. Derfor var det heller ikke voldsomt grænseoverskridende at tage billedet eller se det færdige cover. Det var til gengæld grænseoverskridende at modtage et billede fra nogle fans, der havde hængt plakaten op i deres skur ved siden af plæneklipperen, siger Søren Huss.
At boksershortsene er dannebrogsfarvede, har allerede skabt debat. Helt som forventet.
- Jeg havde på fornemmelsen, at de ville resultere i diskussioner. Nogen har kaldt dem patriotiske underbukser, og andre har rost mig for at hylde danskheden. Jeg er ved at brække mig over den danskhedsdebat. Der er fem millioner måder at være dansk på. Min er bare én af dem, konstaterer Søren Huss.
Og sætter en helt almindelig plade med C.V. Jørgensen på anlægget. Og får et ualmindeligt bredt smil på læberne.…