Det er de færreste bands, der kan sælge ud tre aftener i træk på det legendariske London-spillested The Hammersmith Apollo med plads til 3600 siddende tilskuere. Men billetterne til Sigur Rós blev revet væk af det, der skal vise sig at være et sjældent euforisk publikum.
Den imposante sal i art deco-bygningen fra 1932 har huset nogle af musikhistoriens allerstørste navne. David Bowie, der blev født i London-kvarteret Brixton, gav sin sidste Ziggy Stardust-koncert her.
The Beatles optrådte her 38 gange. AC/CD, Queen, The Who, Black Sabbath og Bruce Springsteen har også stået på scenen, som Sigur Rós på det nærmeste har proppet med instrumenter og løjerlige stativer, som kommer til at spille en hovedrolle i den visuelle del af showet.
Jeg har kun oplevet Sigur Rós optræde udendørs på festivaler. Og der er ikke kun en verden til forskel inden døre. Det er nærmere et univers. På bagtæppet flyver man med hen over islandske fjorde og barske klippeformationer.
Man suges med ned i ulmende vulkaner, bevæges af sitrende nordlys og lader sig opsluge af gnister, flammer og lavastrømme.
Det er næsten ironisk, at naturkræfterne for alvor folder sig ud under tag og bag mursten. Men den visuelle del af showet er så ekstravagant, at det kun kan blive overjordisk at overvære i Forum i København lørdag aften.
Prominent historie
I pausen falder jeg i snak med ægteparret Cassy og Joe Witts fra Kent.
De står og nyder en ale i den umådeligt smukke foyer, der for nylig er blevet restaureret og har farver, former og paneler, som flugter med art deco-stilen.
- Det er imponerende, hvordan Sigur Rós' visuelle effekter fungerer i et rum som dette. Det er en meget forunderlig kombination af en sal, der ser ud, som den gjorde i 1930'erne, og et futurisk lysshow. Jeg er ret lav, så til mange stå-koncerter kan jeg ikke se en pind. I dag har jeg perfekt udsyn til alt, der foregår på scenen, hvilket er med til at løfte oplevelsen. Når bassen buldrer i gulvet og forplanter sig op i kroppen, får man instinktivt gåsehud. Det er så enormt smukt, at jeg har svært ved at sætte ord på det, siger Cassy Witts.
Kombinationen af helt sagte passager og eksplosive momenter, der vækker minder om vulkanudbrud, er en disciplin, Sigur Rós mestrer til perfektion.
Og dagens publikum viser respekt ved at holde fokus på musikken.
Under første afdeling var der nærmest ikke én eneste mobiltelefons display, som lyste op.
- Vi var til koncert herinde med Bayreuth, hvor folk i salen snakkede, sms'ede og i det hele taget ikke var opmærksomme på det, der foregik på scenen. I dag er det helt anderledes. Det er det mest respektfulde publikum, jeg har oplevet længe. Men det handler også om, at det er umuligt ikke at blive draget af musikken og sceneshowet, siger Joe Witts.
Han fortæller, at han har et særligt forhold til Hammersmith Apollo, hvor hans bedstemor gik til fester i 1950'erne.
- Hun har fortalt mig, at der var dans herinde om fredagen, da hun var ung. Det er sjovt at tænke på stedets historie, når man sidder inde i salen, siger Joe Witts.
Hans kone har arbejdet over for Apollo, inden de flyttede til Kent. Hun har altid fulgt nøje med i, hvilke bands, der optrådte, og holdt øje med køerne med koncertgæster.
- Det er uden tvivl ét af de steder i London, hvor de fleste prominente bands har spillet. Derfor er det også det oplagte sted for et band som Sigur Rós, siger Cassy Witts.
Fans i 10 år
Ægteparret har et nært forhold til Sigur Rós, som de lyttede meget til, dengang de mødte hinanden for 10 år siden.
- De første udgivelser kender vi ikke så godt, men plader som "Takk ..." og "()" hørte vi meget. Vi kender ikke helt så godt de seneste udgivelser, derfor er det fedt, at de har spillet en del af de nye sange i første afdeling, siger Joe Witts.
Selv om ægteparret ikke forstår ét eneste ord af islandsk, har de en god idé om, hvad teksterne handler om.
- Vi har faktisk aldrig sat os ned for at finde ud af, hvad Jónsi synger om. For sangene er så emotionelle og stemningsladede, at man instinktivt fornemmer, hvad de handler om. Når man så samtidig kan se Jónsi på scenen, giver det endnu mere mening, konstaterer Cassy Witts.
Ægtemanden er enig.
- Der er hundredvis af bands, der synger på engelsk, som ikke har noget interessant på hjerte. Jeg foretrækker at høre Sigur Rós synge på islandsk, fordi jeg på en eller anden måde bedre forstår det, de vil fortælle mig, siger Joe Witts, inden en klokke indikerer, at andet sæt snart begynder.
Uforglemmelig koncert
Anden afdeling er én lang magtdemonstration.
Allerede under de første tre sange "Óveður", "Sæglópur" og "Ný Batterí" sprænger Sigur Rós de visuelle rammer og løfter de voldsomme arrangementer til et endnu højere niveau end i første sæt. Det gælder om at holde godt fast i armlænet, sænke paraderne og gå all in.
Efter koncerten slutter, og Sigur Rós har labbet flere minutters stående ovationer i sig, støder jeg tilfældigvis ind i Cassy og Joe. De har begge rødsprængte øjne.
- Jeg er fuldstændig tom for ord. Anden afdeling var guddommelig fra ende til anden. Det er uden tvivl én af de smukkeste koncerter, jeg har hørt i mit liv. Hvis ikke den allersmukkeste, konstaterer Joe Witts.
Den visuelle del har også sparket benene væk under fru Witts.
- Det visuelle niveau var overdådigt. Jeg har aldrig nogensinde set noget, der kommer i nærheden. Jeg var komplet paralyseret under de første tre sange. Vi tager generelt til mange koncerter og har været her på Apollo flere gange. Intet kommer i nærheden af det, Sigur Rós leverede i aften. Den koncert kommer vi aldrig til at glemme, sukker Cassy Witts.
I resten af foyeren kan man høre lovprisningerne fyge på både tysk, svensk, spansk, japansk og islandsk. Hvis nogen hylder oplevelsen på Sigur Rós-sproget "Hopelandic", vil det ikke vække opsigt.…