Simon Staun
Foto: Simon Staun

- Kærligheden slynger os rundt

Vi skulle egentlig mødes på Glyptoteket i København, hvor Peter Sommer havde lokket med lækre oste- og skinkecroissanter. Men influenza- og omgangssyge har sendt det halve af landet i knæ. Derfor sidder Peter Sommer i sin lejlighed på Amager, mens jeg sidder i joggingbukser i Odense med en brækspand ved min side. Bare for at være på den sikre side.

Nogen har besluttet, at man helst ikke skal indlede et interview med at skamrose en kunstner. Det virker indsmigrende. Kunstigt. Men indimellem hører man en sang eller ser en film, som man pinedød er nødt til at dele sin uforbeholdne mening om. Sådan en sang er "Skønne spildte kræfter" fra Peter Sommers nye album "Elskede at drømme, drømmer om at elske".

Åbningsnummeret er en Peter Sommer-nyklassiker med melankoli drivende ned fra hver eneste akkord. En regulær mol-tægt og en sikker vinder i "Nordisk mesterskab i sort", som han blandt andet synger. Den østjyske sanger, der i dag er mere øst end nogensinde, er enig i, "Skønne spildte kræfter" hører til blandt hans mere vellykkede sange.

- Det var den første sang, som mit band, Tiggerne, indspillede efter seks års pause. Gensynsglæden var stor, og det forplantede sig i studiet, hvor alt faldt i hak. Demoerne var faktisk ikke noget at råbe hurra for, så jeg er taknemmelig for, at den er endt så vellykket, siger Peter Sommer.

Elsker dualiteter

Bandmedlemmerne i Tiggerne sad ikke og ventede på, at Peter Sommer ringede. To har været en del af det succesfulde band Jonah Blacksmith, Palle Hjort på klaver er altid myreflittig, mens guitaristen Søren Zahle har produceret musik hver dag i Peter Sommers gamle studie i Skanderborg.

- Alle har haft hamrende travlt og er blevet bedre og skarpere siden sidst. Også Peter Sommer. Engang kunne jeg ikke holde ud at høre min egen stemme og var næsten traumatiseret over den. Men efter at have øvet mig i snart 20 år, kan jeg godt holde den ud. Hvis jeg må blære mig, så faktisk lidt mere end det, siger Peter Sommer og ler.

Han er også ret begejstret for allerførste linje på det albummet, hvor han synger "springer ud som optimist" på en kulsort grundtone.

- Det svarer til at ville gå til højre og venstre på samme tid. Lidt det samme gør sig gældende for beslutningen om at dele albummet i to. En del med Tiggerne som husorkester, og en del, hvor duoen Bremer og McCoy står for melodierne. Jeg elsker dualiteter og dobbeltheder, og hvordan kunne man udtrykke det bedre end ved at lave et album med to vidt forskellige besætninger, siger Peter Sommer.

Han håber, at hans tekster er samlende faktor nok til at holde sammen på albummet.

- Jeg synes ikke, det bliver for skizofrent. Jeg finder det derimod interessant at høre udviklingen fra et rockband på de første fem numre til et mere elektronisk og næsten jazzet udtryk på de fem sidste, hvor man får masseret sine ører med nogle mere langsomme og eftertænksomme sange, siger Peter Sommer.

Akavet paradoks

Ambitionen på "Elskede at drømme, drømmer om at elske" er såre simpel. I hvert fald i Peter Sommers optik.

- Jeg prøver med vold og magt at få mine tekster til ikke at ligne mit eget liv. Men at ligne et liv, der kunne ligne mit eget. Jeg kan ikke skrive sange om en drømmeverden, der er grebet ud af det blå eller har et politisk afsæt. Lakmusprøven er at ramme et punkt, hvor teksten rører mig selv, siger Peter Sommer.

Hvis man skal destillere hans sangtekster, kan man koge det ned til et enkelt spørgsmål: Er det normalt at have det sådan her?

- Alle mine sange stiller det spørgsmål. Ikke på Peter Sommer Christensens vegne. Men på vegne af en person, der godt kunne ligne mig. En med min alder og det udsyn, man nu har i begyndelsen af 40'erne, siger Peter Sommer.

Da vi talte sammen om hans seneste album, "Alt forladt", for fem år siden befandt han sig i et akavet paradoks. Han gik nyforelsket rundt og ventede barn med sin nye kæreste, i dag hans kone, men skulle konstant forholde sig til bruddet med sin ekskone, som albummets tekster kredsede omkring.

- "Alt forladt" kom til verden i en jeg-kontekst, hvor jeg var skilt og havde et barn på halv tid, mens "Elskede at drømme, drømmer om at elske" udspringer af en vi-kontekst, hvor jeg er familiefar og har fundet sammen med min ungdomskæreste. Det er to diametralt forskellige udgangspunkter at skrive ud fra, og det kan man tydeligt høre på de to udgivelser. Men timingen på udgivelser er ikke altid optimal, fordi man ofte befinder sig et andet sted, når sangene udkommer flere år senere. Dog vil jeg sige, at det nye album stemmer ret godt overens med, hvor jeg befinder mig i dag, understreger Peter Sommer.

Man punkterer undervejs

Når han kigger tilbage på sit voksenliv, har han aldrig været særlig god til at styre sit liv alene.

- Jeg har det klart bedst, når jeg lever i et parforhold. Men selv om jeg befinder mig et trygt og godt sted, rummer det naturligvis en masse modstand og tvivl, som der følger med, når man har kone og børn, siger Peter Sommer.

Han lægger ikke skjul på, at livet er fyldt med omveje. Præcis som omkvædet i "Sand kærlighedshistorie" indikerer. Det ærgrer ham, at der skulle gå så mange år, før han igen fandt sammen med sin ungdomskæreste.

- Vi var kærester som 18-årige, gik fra hinanden, fandt sammen igen i begyndelsen af 20'erne og gik fra hinanden. For syv år siden mødte vi hinanden i Skanderborg, og nu er vi gift og har tilsammen fire sammenbragte børn. Vi har da undret os over, at vejen hertil skulle være så humplet. Men sådan er livet jo for fanden ... Man punkterer undervejs, siger Peter Sommer.

En stynet hilsen til CV

Sangen "Sand kærlighedshistorie" er promoveret som hans første rendyrkede kærlighedssang til dato. En sandhed med modifikationer.

- Jeg tror, at 80 procent af mine sange handler om kærlighed i en eller anden form. Fordi den slynger os rundt i livet. Når denne sang får kærligheds-prædikatet, tror jeg, det handler om, at den har en Jørgen Ingmann-agtig guitar og en 60'er-lyd, som mange af de store kærlighedssange har, siger Peter Sommer.

Jørgen Ingmann er ikke det eneste danske musikkoryfæ, der får et vip med hatten. CV Jørgensen får også en slet skjult hilsen i titelsangen, hvor Peter Sommer synger om "stynede nerver".

- "Stynede" er naturligvis inspireret af CV-albummet "Stynet strejfer", hvor jeg selv studsede over ordet. I dag kan jeg ikke undgå at skænke det album en tanke, når jeg går hen ad en allé med stynede træer. Det betyder egentlig hårdt beskåret, og derfor passer ordet perfekt i linjen "over kanten på de stynede nerver", fortæller Peter Sommer.

Sådan er det med ord. Hvis man gider undersøge, hvad de betyder, får man ofte meget forærende.

- Hvis et træ beskæres og får sine grene klippet af, kommer man ind til nervestolpen. Det er et stærkt billede. Derfor har jeg ventet længe på den rigtige sang at bruge "stynede nerver" i. Det er lige som at have et par fikse solbriller, hvor man mangler den rigtige krop at placere dem på, siger Peter Sommer.

En karmafortælling

Der er flere formuleringer på albummet, som han er oprigtig stolt af at have fundet på. Eksempelvis "Jeg tog dig for en omvej, du tog mig hjem" på "Sand kærlighedshistorie".

- Disse to linjer rummer en hel historie i sig selv. Jeg elsker, når det er tilfældet. Mange opfatter det sikkert ikke som en sjov formulering, men sådan betragter jeg det. Måske er det en speciel form for humor, men jeg har altid ambitionen om, at sproget godt må være morsomt. Ordene må gerne søge op mod lyset, siger Peter Sommer, mens han bladrer coveret igennem på jagt efter flere guldkorn.

Allersidste linje i allersidste sang kan noget særligt.

- Den måde, jeg får lukket albummet på, er jeg også svært tilfreds med. "Det, du virkelig gav, som nogen virkelig har" er meget cirkulært og en form for karmafortælling. Det er umiddelbart to enkle linjer, men de rummer meget information og kan angribes fra mange forskellige vinkler. Det kan i teorien betyde hvad som helst for hvem som helst, siger Peter Sommer.

Han kan ikke mindes, at han i den grad har nydt at skrive tekster til et album.

- Det har været skidedejligt. Det er skønt, når kernen i ens arbejde er at finde på nye måder at stable ord på. Det er stadig en vidunderlig følelse at sætte sig med et blankt stykke papir klokken ni om morgenen og sidde et par timer senere med skelettet til en sang. Det giver mig en fornemmelse af, at jeg bidrager med noget. At jeg producerer noget, som har en værdi for andre. Noget som kan bruges, sælges og turneres. Men i bund og grund er det også bare min måde at sige: "Her er jeg", siger Peter Sommer.…

Læs hele artiklen på www.fyens.dk