Simon Staun
Foto: Andreas Bastiansen

Et tovlig kringlet liv

At sidde over for Niels Hausgaard er lidt som at gense en halvgammel onkel. Man føler sig tryg og ydmyg i hans selskab. Man lytter koncentreret og respektfuldt til ham, når han taler. På scenen er nordjyden mester i at småsludre om løst og fast og samtidig få kilet nogle alvorlige emner ind mellem alt "fyldet". Sådan forholder det sig også, når man interviewer ham. Med tanke på, hvor mange ting han får fortalt med blot en enkelt kop kaffe som optankning, tør jeg slet ikke tænke på, hvor vi var endt, hvis der var bestilt en hel kande.

Niels Hausgaard begyndte at skrive sange i begyndelsen af 1970'erne, hvor han blev tilknyttet Danmarks Radio i Nordjylland som huspoet. Hans arbejde bestod i at tage aktuelle problemer eller nyheder op og sætte musik til dem. Det er vi enige om, er et meget godt sted at begynde samtalen på Hotel Ærø i Svendborg, hvor han overnatter i forbindelse med en forestilling.

- Jeg skrev sange om alt dengang. Simpelthen alt. Hvis de skulle bruge en sang om aftenen, forfattede jeg den om eftermiddagen. Det var en slags musikalske kommentarer, der kunne handle om kloakeringsproblemer i Vraa Kommune for at nævne et godt eksempel. Det var skidesjovt, fordi jeg fik et ret godt håndværk. Jeg kunne have skrevet mange lejlighedssange efter den skoling, vurderer Niels Hausgaard.

Han pålagde sig en form for dogme ved aldrig at benytte en kendt melodi til sangene. Hvor mange sange han nåede at finde på, har han ingen anelse om.

- I to-tre år lavede jeg dagligt disse sangkommentarer, hvor målet primært var at være sjov. Det var det, der drev mig de første år. Men så i 1972 kom EF-afstemningen, hvor jeg blev politisk bevidst. Den afstemning sidder stadig som et dybt ar i mig og andre gammelfrelste, fordi den var så åbenlyst forfærdelig. Befolkningen blev virkelig bondefanget, så det ville noget. Tag England i dag, der måske melder sig ud af EU, fordi det er ved at gå op for dem, at det, de gik ind til, var en stadig snævrere union. De vil bremse op, og det bør man også gøre, fordi den enkelte falder mere og mere af, og vi bliver mere ansvarsløse og ligeglade. Det var mit argument allerede i 1972, konstaterer Niels Hausgaard bistert.

Han trækker vejret og siger med sin mest beroligende røst: "Men det er nu ligemeget", inden han fortsætter talestrømmen. Efter afstemningen blev han involveret i en række debatter, hvor han var nødt til at tage stilling. Det smittede uundgåeligt af på sangene.

- Det var i 1972, at det gik op for mig, at der ikke kommer nogen "oppefra" og gør noget godt for os. Hvis vi vil have folkestyre, skal vi være bevidste om det og deltage i det. Det stod lysende klart. Det var en særdeles interessant pointe at formidle, og den mission synes jeg stadig, jeg er en del af, fortæller Niels Hausgaard.

Elsker politiker-kvaj

At tage aktuelle hændelser og politiske dagsordener samt aktører med i sit show er meget identisk med arbejdsmetoden på DR Nordjylland. Senest har Hausgaard kastet sin kærlighed på SF'eren Annette Vilhelmsen, der udtalte sig meget kritisk om erhvervslivet i Danmark. En ren foræring til en mand som Hausgaard.

- At hun kommer med sådan en gang sludder og bagefter dementerer det ved at sige, at hun er: "Ked af, at ordene faldt, som de gjorde", er en gave for os alle. Sådan en udtalelse er jo herlig at tage med på scenen, siger Niels Hausgaard.

Når han støder på sådan en udmelding i avisen, på radio eller i tv, gnider han sig dog ikke i hænderne. Han ryster på hovedet.

- Jeg tænker, at det er da helt utroligt, at man kan sige sådan noget vås. Det helt skøre er jo dementiet, hvor jeg forestiller mig billedet af Annette Vilhelmsen, hvor ordene bogstavelig talt falder ud af hendes mund og lander tungt på jorden. Som om hun åbner gabet op uden at have nogen som helst anelse om, hvad der plumper ud. Ha! Det er et underholdende scenarium, og jeg elsker især politikere, der kvajer sig. De har min store tillid, ler Niels Hausgaard, så det runger mellem træpanelerne i restauranten.

Når han fra scenen formodentlig har fået publikum til at brøle af grin over Vilhelmsen-fortalelsen, er det dog ikke tænkt som en joke.

- Min drivkraft er ikke vittigheden i sig selv. Nogle gange ender der med at komme jokes ud af det, jeg siger. Det er fint, men det har aldrig været mit mål med mit arbejde. Det sjove opstår kun i nuet på scenen, for jeg kan ikke udtænke en joke hjemmefra, forklarer Niels Hausgaard.

Evnen til at sige noget, der ikke var tænkt som en vittighed, men alligevel får publikum til at grine, er forfinet gennem årtier.

- Det ligger meget dybt i mig, og det er jo det, der er mit håndværk. På min kontrakt står der, at jeg skal underholde. Folk skal havde det godt og grine. Det gør jeg meget gerne for dem, men jeg forlanger også, at de skal tage noget af det "tunge" og alvorlige. Ellers kan jeg ikke selv holde det ud, siger Niels Hausgaard.

Han oplever indimellem, at han udelukkende serverer det tunge, dybsindige materiale. Sådanne aftener er det et meget stille og forknyt publikum, der forlader salen.

- Jeg føler nogle gange, at jeg som en præst burde stå ved udgangen og stikke alle sammen hånden og sige inderligt undskyld, hvis det blev for alvorligt og trist. Så skyldes det, at ordene faldt forkert ud af min mund, fryder Niels Hausgaard sig.

Ingen nødudgang

Den 68-årige vendelbo tager sit publikum meget alvorligt. Hvis aftenen ikke er til det, kunne han aldrig finde på at "skrue Mickey Mouse-masken på" og være sjov på kommando. Så ville han ikke kunne se sig selv i øjnene.

- I gamle dage rejste jeg meget med folkesangeren Cæsar. Kan du huske ham? Og den skotske folkesanger Alex Campbell. De kunne deres håndværk og var gået den hårde vej via barer med plørefulde folk. Det har jeg ikke været så meget udsat for. Men hvis det hele smuldrede, kunne de skrue Mickey Mouse på og få showet til at køre igen på et splitsekund. Det beundrede jeg dem meget for, selv om jeg ikke har bygget mig en lignende nødudgang. Jeg har ikke lyst til at have spændt et sikkerhedsnet ud under mig. Jeg gider jo heller ikke se en linedanser over et sikkerhedsnet, det er spild af tid, siger Niels Hausgaard.

Hvis ikke det kan gå galt, er det ikke interessant, er en af hans teser eller filosofier. Alligevel er han efterhånden så rutineret, at det aldrig kører helt af sporet på scenen.

- Især sidst på en turné er fejlmarginen meget lille. Ikke sådan forstået, at publikum sidst på en turné får et forudsigeligt og strømlinet show. De får blot et andet show. De, der ser de første shows, ser en meget mere sårbar og nærværende mand på scenen, der ikke har opbygget et arsenal af floskler, som han kan støtte sig opad mod slutningen på en turné, fortæller Niels Hausgaard.

Når det går galt, handler det slet og ret om, at det ikke er underholdende nok.

- I min optik går det ikke galt, hvis folk bliver vrede. Så har vi lige præcis gang i noget af det rigtige. Det kan man bruge aktivt i showet og gøre meningsfuldt. Men når publikum melder sig helt ud en sjælden gang, må jeg se i øjnene, at jeg ikke var underholdende nok, konstaterer Niels Hausgaard.

Kerer sig om de små

Da undertegnede voksede op, havde mine forældre musikforeningen "Fiolen", hvor Niels Hausgaard optrådte sammen med Christian Alvad. I 1984 var de efter en koncert på bajer-visit hjemme hos hele familien Staun på Grundtvigsvej i Aars. Netop det vejnavn sætter nogle tanker i gang. For Niels Haus- gaard brænder præcis som Grundtvig for at oplyse om og sætte fokus på samfundets tilstand.

Han er ligeledes empatisk i forhold til de svageste i samfundet, som han både taler og synger om. Godt nok har Hausgaard ikke fyldt halvdelen af Højskolesangbogen, men til gengæld er det mere underholdende at overvære hans show end en gudstjeneste med Grundtvig-salmer ad libitum. Måske kan man engang købe et hus på Haus- gaard-vænget. Tanken er ikke utopisk.

Jeg er ikke sikker på, at Niels Hausgaard kan huske mig som syv-årig. Men jeg mindes tydeligt, hvordan jeg tre år senere satte Niels Hausgaards album "Kom lad os danse" på min kassettebåndoptager. Alene ordet "kassettebåndoptager" får ham til at more sig kosteligt.

- Det er et dejligt ord. Kassettebåndoptager. Hør det lige! Herligt, indskyder han.

Knoklede hele dagen

Men det er ikke elektronik fra midtfirserne, det skal handle om, men derimod inspirationskilder. Vi springer over digterne og forfatterne, for Niels Hausgaard er trods alt primært kendt som musiker. Så hvem lyttede han egentlig til, da han selv var knægt i 1950'erne?

- Det var jo en helt anden tid dengang. Jeg var også på børnehjem, hvor der ikke var vældig meget musik. Men min far spillede fremragende violin og havde endda været i Argentina og lærte blandt andet at spille tango. Jeg kunne også godt lide at spille selv, jeg havde bare ikke ret ofte mulighed for det på børnehjemmet. Hvis jeg skal nævne et band eller en kunstner, som jeg så op til, må det være Tommy Steele med "Water Water Everywhere". I dag er det ikke noget særligt, men dengang forårsagede det jo optøjer, husker Niels Hausgaard.

Han har aldrig gået op i, hvem der har lavet hvilke sange. Først for nylig gik det op for ham, at "Take a Walk on the Wild Side" var Lou Reeds bedrift, hvilket han indrømmer uden blusel.

På børnehjemmet ved Himmelbjerget havde han heller ikke tid til at sidde og dagdrømme foran radioen. Der skulle knokles. Hele dagen.

- Pædagogikken var, at når børn var uvorne, var det fordi, de ikke var trætte nok. Så vi arbejdede konstant, så vi kunne være "flinke" og sove tidligt. Vi knægte fældede træer, rev gårdspladsen, kørte kul til fyret og gjorde rent konstant. Hvis det regnede, bandt vi måt- ter og børster på værkstedet, fortæller Niels Hausgaard, der kom på børnehjem, fordi han med egne ord var "adfærdsvanskelig".

Hvad det stempel præcist bunder i, har han ikke lyst til at uddybe. Men han beretter gerne om, hvordan børnene kun gik få timer i skole hver dag. Derfor var det begrænset, hvad han sugede til sig af viden. Bøgerne måtte ikke forlade klasseværelset, fordi lærerne frygtede, at de ville blive ødelagt.

- Derfor kunne vi jo næsten ikke læse eller skrive, da vi blev sendt hjem. Det var helt forfærdeligt, selv om jeg nu husker børnehjemmet som et fint sted at være, siger Niels Hausgaard.

Da han blev konfirmeret, skulle han tjene et halvt år på landet. Der var der heller ingen problemer med at sove. Bagefter kom han i lære som isenkræmmer hos "Henningsen" hjemme i Hirtshals, hvilket han kun kunne kapere i få måneder.

- En dag, hvor jeg stod og støvede kedler af, slog det mig, at hvis det her er livet, gad jeg det ikke. Så kunne det hele være hamrende ligegyldigt. Der er jo ingen drenge i hele verden, der har gået og drømt om at støve kedler af, griner Niels Hausgaard.

Hans udtale er efterhånden formet af et helt livs turneren i Danmark. Engang krævede det en dialekt-ordbog på flere bind at forstå alt, hvad han sagde eller sang. Sådan forholder det sig ikke længere, hvor de mest iørefaldende ord under interviewet er "tovlig" og "kringlet". Hver for sig minusord, men ligesom inden for matematikken et plusord, hvis de ganges med hinanden.

Sang engelsk grammatik

For andre end vendelboer har det sikkert også krævet en simultantolk at afkode befalingerne, da Niels Hausgaard kom under sin fars vinger og tog med på vandet en vinter for at fiske. Eller forstå samtalerne, da han kom i lære som maskinarbejder på havnen i Hirtshals for senere at komme ud at sejle på verdenshavene.

- Der var ingen faste destinationer, havnene blev nærmest valgt ud, som vinden blæste. Jeg kan stadig savne at sejle, men den måde at sejle på findes jo ikke mere. De motorer, jeg forstod, findes sikkert heller ikke mere. Så de minder hører en fjern fortid til, fortæller Niels Hausgaard, der tog det velsagtens største erhvervsmæssige spring i danmarkshistorien, da han skiftede maskinarbejder-faget ud med kunstakademiet i Aarhus.

Mens han gik på kunstakademiet, fik han tilbudt et job som lærervikar på Sortebakkeskolen i den himmerlandske landsby Nørager. Han slog også et smut forbi andre skoler i Johannes V. Jensen-land. Blandt andet i Ullits og Strandby, hvor man stadig taler om dengang, Hausgaard stod bag katederet på landsbyskolerne. Hvor god en lærer han var rent fagligt, kan diskuteres.

- Dengang gik man ud fra, at de studerende på kunstakademiet havde en studentereksamen. De vidste jo ikke, jeg var gået ud af skolen efter femte klasse og ikke vidste noget som helst. Jeg lærte selv enormt meget, fordi jeg skulle læse op sammen med dem i 4. og 5. klasse. Jeg fik repeteret alt det, jeg aldrig selv lærte i skolen, morer han sig.

Han tror nok, at eleverne var glade for ham. For tilgangen til lærergerningen var lidt som til hans shows. Eleverne skulle underholdes og lære noget på samme tid. Hvis det ikke gik som forventet, spillede han en sang.

- Jeg satte blandt andet musik til hele den engelske grammatik, hvor eleverne sang den tostemmigt. Den glemmer de aldrig, garanterer jeg for, understreger Niels Hausgaard, der fik den største respekt for de gode lærere.

En gæld at betale

Han tror, at en af hans forcer som lærer var, at han kom "nedefra".

- Der er ikke meget status over at have været på børnehjem, så jeg har altid haft et blik for at få de svage med. Også i en skoleklasse. Jeg følte mig meget forpligtiget over for det, jeg kommer fra. Det har - hvis ikke motiveret - så i hvert fald styret mig gennem livet. Hvis jeg er ved at blive lidt for smart eller selvglad, ser jeg de andre drenges ansigter fra sovesalen for mig. Hvis jeg fristes til at gå på den røde løber, stirrer de mig i nakken og siger: "Her er der sgu ikke adgang", fortæller Niels Hausgaard alvorligt.

Han har ikke bevaret kontakten til kammeraterne fra børnehjemmet, men han ved, at de fleste af dem er døde.

- Mange af dem havde ikke en chance. I 1960'erne kunne man jo ikke længere komme ud uden skolegang og få sig et job. Derfor var jeg så heldig med at få det vikarjob, så jeg kunne få lært noget, siger Niels Hausgaard.

Han føler sig enormt privilegeret og meget heldig, når han sammenligner sin livsbane med mange af sine gamle venner.

- Jeg er meget bevidst om at betale noget tilbage gennem mine shows. På samme måde har jeg det med blaffere. Jeg føler, jeg har en gæld at betale for alle de gange, nogle flinke mennesker kørte meget længere, end de skulle, for at hjælpe mig. Jeg kan huske, at jeg svor, at hvis jeg nogensinde fik en bil, ville jeg tage alle blaffere op. Det har jeg i store træk holdt. Det er kun, hvis de har stået med en virkelig stor oppakning, at jeg har kigget den anden vej, indrømmer Niels Hausgaard med sit luneste smil.

Bagstræberisk tilgang

Mange yngre komikere og sangere fremhæver Niels Hausgaard som deres største inspirationskilde. Lige fra Casper Christensen og Anders Matthesen til Søren Huss og Peter Sommer. Det glæder Niels Haus-gaard, selv om han mener, de er gode til ikke at lade det skinne igennem.

- Jeg beundrer tilsvarende de unges mod, men jeg kan ikke forstå, de ikke vil bruge det til noget mere. Men det er, fordi jeg er fra en mere retfærdig tid, hvor vi var mere "rigtige", som rigtig mange gamle mennesker i øvrigt er. Det er en bagstræberisk tilgang, som alle gamle mennesker får med tiden. Hvis jeg ikke havde den holdning, ville jeg jo bare være ung med de unge. Det gider de jo heller ikke. Så ville jeg bare være en latterlig gammel mand, konkluderer Niels Hausgaard.

Han medgiver, at det var nemmere at være sur og komme igennem med sin vrede, da han var ung. Der havde man kun Danmarks Radio i sort og hvid at kæmpe imod. Og ikke så mange kolleger om budet.

- I dag har unge musikere en daglig brådsø af problemer at forholde sig til. Og selv om de fleste af dem som 12-årige var dygtigere til at spille på guitar, end jeg nogensinde bliver, har de svært ved at slå igennem, fordi de er så mange. De tror også, at Facebook er vejen til gennembrud. Det er det ikke. Kom ud og spil og få jer et publikum. Hvis man har et publikum, har man en stemme, opfordrer Niels Hausgaard.

Han zoomer også ind på, hvor let det er at indspille plader i dag, hvor alle kan bikse noget sammen hjemme i stuen med en pc og et simpelt redigeringsprogram.

- Dengang jeg var i studiet første gang, havde jeg det, som var jeg trådt direkte ind i Det Sixtinske Kapel. Der var så mange knapper, jeg blev helt rundtosset. Det, man kan i dag på en bærbar computer, krævede jo et kæmpestort rum med teknik og to mands besætning dengang, husker Niels Hausgaard.

Det var i Stuk Ranch Studio i Nibe, han første gang indspillede sine sange. Det var musikeren og produceren Country Palle, der fik ham overtalt efter flere års kurmageri.

- Han havde gennem længere tid kimet mig ned for at lave en plade med sangene fra radioen. Men jeg ville ikke, fordi det var et dødfødt projekt. Country Palle indvilligede i at betale, selv om jeg var sikker på, han ville miste hver en krone, fortæller Niels Hausgaard, der ikke er vendelbo for ingenting.

En dag ringede Country Palle og sagde, at han havde booket to weekender i studiet med De Gyldne Løver fra Hjørring som backingband, hvilket lød så spændende, at Niels Hausgaard lod sig overtale.

- De to weekender står stadig væk for mig som de sjoveste i mit liv. Hold kæft, hvor vi morede os, smiler Niels Hausgaard.

Det var første gang, han havde nogen at spille sammen med, og de gav den fuldt los 24 timer i døgnet, da "Løverne" og han swingede umanérlig godt sammen.

- Mange nye ord opstod, og der var kun de regler, vi selv lavede. Pladen lignede eller lød ikke som noget, nogen havde hørt før. Det er bare så længe siden, at det er svært at være detaljeret. De detaljer, jeg husker, egner sig ikke til tryk, siger Niels Hausgaard hemmelighedsfuldt.

Albummet "Et portræt" udkom i 1973, og publikum i Vendsyssel såvel som resten af landet har moret sig lige siden. Niels Hausgaard har i den grad afdraget på gælden.