Simon Staun
PR-foto

Særegne Hall på visit

Arrangørerne på Kulturmaskinen Odense reklamerer kløgtigt med, at det er Martin Halls første koncert i Odense siden årtusindskiftet. Hvad har holdt ham væk fra Fyn så længe?

- Jeg spiller generelt meget sjældent live. Yderligere har mine koncertproduktioner det med at være ganske stort anlagte, og da jeg samtidig primært henvender mig til et nichepublikum, er der bare en masse logistik, der ikke altid hænger sammen. Men nu er tiden altså kommet, siger Martin Hall, der fyldte 50 år sidste uge.

Hvorfor han vender tilbage netop nu, skyldes flere ting. Der er kommet et nyt publikum til, og så står han via sine seneste pladeudgivelser, hybridoperaværket "If Power Ask Why" - der udkom i efteråret - og hans nye soloalbum "Phasewide, Exit Signs" - med en række sange, som føles meget naturlige at spille live.

- Min egne udgaver af for eksempel operanumrene er langt mere voldsomme end pladeindspilningerne, og netop disse numre var fantastiske at spille til en udsolgt koncert i Hofteatret i København sidste uge. Sangene får en helt anden dynamik og karakter, når de forløses elektrisk, fortæller Martin Hall.

Han høstede seks stjerner på Hofteatret, og begejstringen over den bedømmelse bringer han med sig til Odense.

- Set i lyset af, hvor nervøs jeg var op til koncerterne denne gang, føltes det meget forløsende at indlede turnéen med at få seks ud af seks stjerner. Vigtigst af alt peger sådan en anmeldelse dog på en vis relevans, at andre anerkender det, man laver, og føler sig beriget af det. Jeg har altid ment, at man som kunstner skal trodse sin samtid og turde udfordre enhver given standard, men man må samtidig hele tiden huske at skele til relevansen af de ting, man render rundt og laver. Ikke for at tilpasse sig et publikum, men for at bevare jordforbindelsen, konkluderer Martin Hall.

Sult på tilværelsen

Han har set en del kunstnere fra sin generation falde gevaldigt af på den undervejs. Det vil han gerne selv undgå.

- Jeg har som alle andre selvfølgelig begået fejltagelser i løbet af min karriere, men hammeren er så også faldet meget hårdt over mig ved flere lejligheder, fordi jeg er så eksplicit, som jeg nu engang er. I det lange løb tror jeg nu nok, at folk vil forstå og anerkende det, jeg laver. Plus minus et par hundrede år, konstaterer han spøgefuldt.

Gaffa slutter deres seksstjernede anmeldelse med at undre sig over, at Martin Hall ikke er berømt blandt den "brede skare" herhjemme. Det har dog aldrig været ønsket om at blive "berømt", der har drevet ham.

- Det giver vist sig selv med det, jeg laver. Jeg sidder ikke med en følelse af manglende forløsning, tværtimod. Med til forklaringen hører selvfølgelig også, at jeg konstant laver ting, der er anderledes end det, jeg lavede sidst. Det gør det lidt svært at følge med nogle gange. Tager man en estimeret nationaltroubadour som Nikolaj Nørlund, ved man nogenlunde, hvor man har ham, når han udgiver noget nyt. Med en ny Martin Hall-plade, ved man aldrig, hvad man står over for. Jeg holder meget af at arbejde inden for sådan et spændingsfelt, men det kan godt være lidt frustrerende for publikum nogle gange, erkender Martin Hall.

Når man skuer ned over hans cv, bliver man næsten forpustet over musikalsk og litterære værker, der tilsyneladende strømmer fra hans hænder, hjerte og hjerne. Det er aldrig et bevidst valg, hvilke projekter og kunstformer, der skal have hans opmærksomhed i en given periode.

- Der er ikke noget system i det, jeg laver. At jeg laver så meget forskelligt hænger primært sammen med en enorm sult på tilværelsen, som stammer fra dengang, da jeg som helt ungt menneske begyndte at læse og lytte til musik og sidenhen selv gik den kreative vej. For mig havde musik ingen mening, hvis sangene ikke var ledsaget af ord, der matchede kvaliteten af det samlede udtryk. Lyrik og lyd var to sider af samme sag, og det handlede i mine øjne netop om at bryde grænser, søge nye græsgange og lave nye koblinger mellem genrerne, siger Martin Hall.

Ydermere var både glamrocken og punken, som han voksede op med, meget visuelle i deres udtryk, hvilket igen gav næring til et ønske om at udbygge billedsiden.

- Filminstruktører som Fellini og Pasolini har af samme grund betydet utroligt meget for mig undervejs. Mødet med musikken, litteraturen og billedkunsten føltes ganske enkelt som én stor forrykt forelskelse for den unge Hall, og det er det sådant set blevet ved med at gøre lige siden, siger den voksne Hall.

Lytter til eget hjerte

Han har modtaget Klub Golem Prisen, der uddeles af en forening, som er medarrangør af den aktuelle koncert. I pladeforretningen Moby Disc storroste en ansat engang Ballet Mécanique, som Martin Halls første band hed. Martin Hall mener dog ikke, at han har en speciel forbindelse til Odense af de grunde.

- Ballet Mécanique i Moby Disc, Gud bevare Danmark! Det er nok mere tilfældets lov, men der er heldigvis særlinge i enhver metropol. I har dog en fin tradition for den slags herovre - bare tænk på H.C. Andersen, han var i bund og grund også noget aparte, svarer Martin Hall veloplagt.

Til hans koncert i Hofteatret var der fokus på de to nyeste udspil, og de publikummere, der savler efter netop Ballet Mécanique eller udpluk fra hans talrige samarbejder med danske eller internationale musikere må savle forgæves.

- Både kunst og kærlighed er jo basalt set nogle meget udemokratiske størrelser, så lige præcis her må jeg nok blankt indrømme, at jeg udelukkende lytter til eget hjerte og opererer ud fra egen allergi. Én ting er, at jeg holder meget af de nye numre, en anden er, at der er dele af det gamle materiale, som jeg bare ikke kan spille længere. Så nej, der bliver ikke så meget at hente for nostalgikere ved den kommende koncert. Til gengæld får de forhåbentlig en hel masse andet, frister Martin Hall.

Man burde nok tage forbi koncerten. Tænk hvis han først vender tilbage i næste årtusinde.