Simon Staun
PR-foto Morten Rygaard

Kashmirs rockraket letter igen

Der var ikke tale om et lynnedslag fra en klar himmel eller guddommelig indgriben, da de fire medlemmer fra rockbandet Kashmir for nylig besluttede at samle tråden op efter seks års pause.

Tværtimod var det resultatet af tilfældige møder på Københavns fortove, flere års følen på tænderne og ikke mindst fire individuelle ønsker om en musikalsk genforening. I første omgang for medlemmernes egen skyld. I slutningen af maj 2020 for publikum i Boxen i Hernings og Royal Arena i Københavns skyld.

- Jeg ville gerne svare, at vi besluttede at genforene Kashmir 26. april 2019 klokken 13. Men det ærlige svar er, at det har været en langsommelig proces, der har strakt sig over flere år. Jeg mødte eksempelvis Asger på gaden på Vesterbro for et par år siden, hvor vi snakkede om børn og familie, inden jeg dristede mig til at spørge ham, og han havde lyst til at spille med Kashmir igen. Han svarede: "Har du lyst"? Ingen har turdet tone rent flag, hvilket har været kendetegnende indtil for ganske nylig, siger Kasper Eistrup for enden af køkkenbordet i sin lejlighed på Frederiksberg.

Kashmirs bassist, Mads Tunebjerg, sidder ved hans side. Han oplevede stort det samme, da han samarbejdede med trommeslageren Asger Techau om Techaus soloudgivelser.

- Vi nød at være sammen om musikken og kredsede efterhånden mere og mere om, hvordan vi havde det med tanken om finde sammen i Kashmir. På et tidspunkt - vist nok sidste år - havde jeg vist min datter en optagelse fra vores veldokumenterede koncert på Northside i 2013, hvor jeg tydeligt kunne mærke det nærvær, vi havde både før, under og efter koncerterne. Jeg konstaterede for mig selv, at det måske ikke var utænkeligt, at det ville være en god oplevelse at optræde sammen igen. Vi har aldrig sat nogen gigantisk teatralsk hængelås på døren ind til Kashmir-rummet. Vi har bare ikke vidst, hvornår vi skulle gå derind igen. Eller hvem, der skulle træffe beslutningen, siger Mads Tunebjerg.

Ingen ringede til hinanden

De to medlemmer understreger, at Kashmir aldrig blev opløst, selv om bandets studie på Rentemestervej blev solgt til Dizzy Mizz Lizzy i 2016, og Kashmir-firmaet Full Beard Aps blev nedlagt året efter.

- "Gendannet" er ikke det korrekte ord at bruge om Kashmir. "Genforening" er mere passende og lover ikke mere, end det kan holde. Vi er fire musikere, der har besluttet at forene os om foreløbig to koncerter, siger Mads Tunebjerg.

Kashmirs seneste koncert var i Valby 27. juli 2014 til Grøn Koncert. De fire medlemmer havde truffet beslutningen om at holde pause på ubestemt tid, men publikum anede ikke, der var tale om et foreløbigt farvel, da tonerne af "The Story of Jamie Fame Flame" brændte ud.

- Vi havde aftalt at mødes igen senere på året for at snakke om, hvorvidt pausen skulle forlænges. Det skulle den. På det næste møde i januar 2015 besluttede vi at forlænge pausen i yderligere et år, og da vi kom til 2016, blev der aldrig holdt et møde. Der var ingen, der ringede til hinanden, og vi gled alle ind i nogle nye baner, som havde vores fokus, siger Kasper Eistrup.

Forsangeren tror, at de alle fire har gået med fornemmelsen af, at der på et tidspunkt ville ske noget. Men hvad det "noget" var, anede ingen.

- Personligt har jeg nærmest ikke beskæftiget mig med musik siden 2014. Jeg har spillet på akustisk guitar for mine børn herhjemme og underholdt et par gange med en enkelt sang, men ellers haft så travlt med min kunst, at musikken har været nærmest ikke-eksisterende, siger Kasper Eistrup.

Savnede Kashmirs univers

Til Kasper Eistrups kunstudstilling "Fragmentarium" i 2018, som kronprinsmaleriet "Lancier" var en del af, komponerede han 10 ambiente numre til en installation. Det var i samarbejde med Henrik Lindstrand fra Kashmir og Eistrups første reelle arbejde med musik i fem år.

- Der gik det op for mig, at jeg manglede det tonale for at åbne mit sjælerum helt op. Musikken bringer mig et helt andet sted hen end kunsten, derfor følte jeg en stærk trang til at genbesøge det univers, Kashmir har skabt sammen, siger Kasper Eistrup.

"Sammen" er et nøgleord. For det siger næsten sig selv, at en genforening med tre medlemmer aldrig har været på tale.

- Da vi indledte pausen i 2014, var vi enige om, at vi kun skulle finde sammen, hvis alle fire havde lyst til at være 100 procent til stede. Hvis ikke vi føler os hele i det, er det dømt til at gå galt. Men jeg er overbevist om, at det bliver fedt, fordi alle bringer nye ting med sig. Tag bare Kasper, der har fastet fra den elektriske guitar og arbejdet med nogle helt andre frekvenser. Jeg er sikker på, at det kommer til at begunstige musikken og vores måde at fortolke vores sange. Jeg er optimistisk, men forhåbentlig ikke naiv, siger Mads Tunebjerg.

Først i øvelokalet efter nytår

De fire medlemmer mødtes alle sammen for første gang i flere år til fernisering af Eistrup-udstillingen "Absence", der blev vist på Martin Asbæk Gallery i juni og juli i år. Der blev knipset et billede af de fire medlemmer side om side, hvilket på de sociale medier straks blev tolket som en genforening. Der skulle dog gå yderligere et par måneder, før det var en kendsgerning og ikke bare viralt sladder.

- Det var en virkelig fed dag, hvor vi hyggede, og alle mærkede en god energi. Derefter blev der talt endnu mere konkret om at lave noget sammen, og i løbet af august besluttede vi os endegyldigt for at arbejde hen imod nogle koncerter i 2020. Det er så endt med Boxen og Royal Arena. Boxen nåede vi aldrig at spille i, og Royal Arena er opført, efter vi indledte pausen, siger Mads Tunebjerg.

At planlægge to koncerter af den størrelse er angstprovokerende for Kasper Eistrup, da det føles langt væk fra hans seneste års virkelighed som billedkunstner.

- Jeg har som nævnt nærmest ikke haft en elektrisk guitar i hænderne i seks år. Jeg er mildest talt pissenervøs for, hvordan det skal gå, siger Kasper Eistrup.

Beslutningen om at give to koncerter blev modigt truffet, uden at de fire medlemmerne har været i øvelokalet. De ved med andre ord intet om, hvordan de kommer til at interagere i det musikalske rum, som har været rømmet siden 2014.

- Der er megen tvivl forbundet med hele projektet, fordi vi reelt ikke aner, hvad vi kan sammen i dag. Vi skal først i øvelokalet i begyndelsen af 2020, hvor det bliver spændende at se, hvad vi hver især bringer med. Lige nu er tanken om at stå sammen i øvelokalet ganske abstrakt, men lysten til at finde ud af, hvad Kashmir formår i dag er til stede, og det er næsten det vigtigste. Lysten er altid god som drivkraft, konstaterer Kasper Eistrup.

Ekstremt alsidigt band

De to medlemmer har en tydelig fornemmelse af, at Kashmirs sange stadig lever ude blandt publikum. Jævnligt stoppes de af folk på gaden, som vil påpege, at en sang har betydet meget for dem og fulgt dem gennem hele og halve liv.

- Når man hører, hvor meget publikum har savnet Kashmir, er det svært ikke at blive påvirket. Hold kæft, hvor hører jeg tit fra folk, der har et minde knyttet til en af vores sange. Denne genforening handler naturligvis også om at dele sangene med de mennesker, der holder sangene i live, siger Mads Tunebjerg.

De fleste af bandmedlemmernes tilsammen 10 børn har af gode grunde aldrig hørt en Kashmir-koncert. Derfor er der også et ønske om, at de på egen krop skal opleve, hvad deres fædre har brugt så mange år af deres liv på.

- Mine børn har engang imellem hørt gamle, ridsede Kashmir-plader i bilen, så de har en idé om, hvordan vi lyder. På det seneste har den yngste bedt mig om at sætte Leonard Cohen på i stedet, hvilket er ret surrealistisk at høre fra en treårig, siger Kasper Eistrup og ler.

Han har selv benyttet bilturene til at genopdage gruppens syv udgivelser, som han for første gang har kunnet betragte nogenlunde objektivt.

- Når jeg lytter på udgivelserne i dag, forbløffer det mig, hvor mange forskellige retninger de stikker i. Kashmir var ikke én konsistent størrelse, men et ekstremt alsidigt band. Det overrasker mig faktisk, at vi kom så bredt ud, som vi gjorde. Fordi mange af udgivelserne er introverte, støjende og eksperimenterende. Jeg er stolt af, at vi fik så stort et publikum uden nogensinde at gå på kompromis eller række ned efter publikum, siger Kasper Eistrup.

For nylig talte han med en bekendt fra musikbranchen, der delte en morsom analogi med ham. Han sagde, at forskellen på Dizzy Mizz Lizzy og Kashmir er, at Dizzy Mizz Lizzys publikum sagtens kan høre Kashmir, men at Kashmirs publikum ikke kan fordrage Dizzy Mizz Lizzy.

- Jeg har absolut intet mod Dizzy Mizz Lizzy, og det er nok mere en sjov betragtning, der bekræfter vores egen teori om, at vores publikum altid har været lidt left field. Typen, der gerne selv vil finde hen til et band og ikke have det proppet ned i halsen. Typen, der finder alle de skjulte godbidder i teksterne og er lidt mere picky i deres musiksmag. Dem, der ikke stikker op for bollemælk, siger Kasper Eistrup.

Godbidder til hardcorefans

Tidligere har Kashmir ofte sammensat sætlister med tanke på, at det seneste album skulle være rigt repræsenteret. Det problem har bandet ikke til maj, hvor Kashmir kan vælge og vrage mellem samtlige sange på de i alt syv albummer, der udkom mellem 1994 og 2013.

- Vi er i gang med at gennemgå alle udgivelser og har et begreb om, hvilke sange vi finder frem. Vi har især fokus på nogle af underdog-sangene. Samt nogle af de sange, vi af forskellige årsager aldrig fik spillet live. En sang som "Ether" fra "No Balance Palace" er eksempelvis ikke en født klassiker, men selv om den ikke skinner så stærkt som "Cynic" eller "The Curse of Being a Girl" fra samme album, har sangen en mørk, kværnende Pink Floyd-stemning, som virker interessant at genbesøge. Jeg er overbevist om, at visse dele af publikum vil sætte stor pris på netop sådan en sang på sætlisten, siger Mads Tunebjerg.

Bandet har også allerede udvalgt et titelnummer, som aldrig har fundet vej til en koncert. Kasper Eistrup synes, at der skal være lidt for hardcore-fansene at dykke ned i, så han vil ikke nævne titlen.

- Vi kom til at tale om, hvorfor fanden vi aldrig har spillet det nummer live, når det har givet det respektive album dets navn. Vi kan alle sammen godt lide nummeret, derfor er det mystisk, at vi har kunnet undgå at spille det. Det er sgu syret, at vi efter 24 år stadig har sange, der aldrig er præsenteret live, siger Kasper Eistrup.

Begge har en forhåbning om, at sangene fra gruppens seneste udspil, "E.A.R." fra 2013, har bundfældet sig.

- Jeg glæder mig til at se, om nogle af de sange har fået en ny status under vores fravær. Det gælder i virkeligheden de fleste numre. Det kan lige så godt vise sig, at det er sangene fra de første plader, som publikum har fået et andet syn på. Det bliver spændende at finde ud af til maj, siger Mads Tunebjerg.

Kashmir har ikke tænkt sig at servere et skrabet show. Allerede nu ved medlemmerne, at det bliver den mest gennemarbejdede produktion i karrieren.

- Vi har en ambition om at give publikum den perfekte Kashmir-oplevelse. Vi kaster mere ind i kampen for det ultimative show, end vi nogensinde har gjort. Det pirrer mig, at vi aldrig har arbejdet med en produktion af dette omfang. Det bliver spændende at prøver kræfter med, siger Kasper Eistrup.

Har savnet bandbrødrene

Der vil helt sikkert være nogen, der tænker, at Kashmir spiller de to koncerter for pengenes skyld. Hvis man har fulgt en smule med i Kasper Eistrups karriere som billedkunstner, ved man, at den påstand er absurd.

- Jeg kan på det kraftigste afvise, at Kashmir skal malke giraffen, som det gode danske ordsprog lyder. Vi skal optræde, fordi vi har lyst til at være sammen i og om musikken, siger Kasper Eistrup.

Mens Mads Tunebjerg sætter en bimlende telefon på flight mode, fortæller forsangeren, at han aldrig har brudt sig om at øve eller turnere. Det er nødvendige onder i den repetitive proces, et band typisk befinder sig i.

- Skriv et album, indspil et album og præsentér sangene for publikum. Det gentager man, indtil en af parterne løber tør for energi, og så starter man forfra. Det har aldrig været min drøm med musikken, siger Kasper Eistrup.

I forlængelse understreger han dog, at han elsker momentet, hvor en sang falder på plads i studiet. Ligesom han elsker det øjeblik, den direkte forbindelse til publikum etableres.

- Den spejling og elektricitet skaber en magi, der får mig til at fortrænge, hvor trist der er at sidde i en bandbus, lave lydprøver, spise buffetmad, vente i timevis inden koncerterne og overnatte på hotel. Det er i store træk benhårdt og røvkedeligt arbejde, som jeg på ingen måde kommer til at vende tilbage til med tre børn. De kedelige sider af koncertdelen ophæves heldigvis af samværet med de tre bandbrødre, som jeg virkelig har savnet, siger Kasper Eistrup.

Han er i hopla med ordsprog og fisker en gammel Storm P.-klassiker frem fra gemmerne som springbræt til et sidste ekstranummer.

- Det er svært at spå - ikke mindst om fremtiden. Måske fører de to koncerter i maj til flere. Måske bliver de vores endegyldige svanesang. Jeg synes dog, det ville være patetisk at genopstå og konsekvent affeje muligheden for flere koncerter eller nye sange. Lad mig bruge den vage formulering, at Kashmir dukker op, når vi alle fire har lyst, siger Kasper Eistrup og smiler hemmelighedsfuldt.