En halv time før koncertstart sidder James Walsh afslappet i en dyb lænestol i Dexters omklædningsrum og piller en appelsin. Der er kun ham på hele overetagen. Ingen bandkolleger. Ingen manager. Ingen roadier eller sminkøser. Den 32-årige sanger nyder at opleve musikbranchen fra en helt anden vinkel end den, han normalt ser som forsanger i bandet Starsailor, der i 2003 storhittede med albummet "Silence Is Easy".
- Når jeg turnerer som solist, rejser jeg altid alene. Det er meget mere roligt og ikke så selvcentreret, som det kan blive, når man turnerer med et band og konstant befinder sig i en lukket "band-boble". På den her tur er det mig, der tropper op og siger goddag til personalet på spillestedet og selv mosler rundt og sætter mit udstyr op. Det tvinger mig - ment positivt - til at kommunikere med de folk, jeg møder. Jeg er langt mere involveret i de mennesker og steder, jeg møder, siger James Walsh.…