Den 24-årige engelske sanger James Morrison ligner en rimelig hård negl, som han sidder der med daggamle skægstubbe og huen trukket godt ned over ørerne inde i Amalienborg-suiten på det luksuriøse Hotel Phoenix på Bredgade i København.
Men hans kroniske smil og den sjældne snakkelyst stjernestatusen taget i betragtning river hurtigt det første indtryk itu.
James Morrison Catchpole er måske popstjerne, men lige for tiden er den titel rykket ned på anden linje på visitkortet. På den øverste står der "Far".
I dag stråler han af glæde. Sådan så han ikke ud, da han først fik beskeden om, at kæresten var gravid.
- Jeg var fuldstændig paralyseret i et døgn, fordi jeg vidste, at jeg ofte er så længe væk ad gangen og tilmed i udlandet. Men efter at have sundet mig, kom jeg til den konklusion, at man aldrig bliver 100 procent klar lige gyldigt, hvilket liv man fører. Så når man sidder godt i det økonomisk og har en fantastisk kæreste, var det jo faktisk en nem beslutning, fortæller James Morrison.…