Simon Staun
Foto: Simon Staun

En bandbus med toilet ville være for vildt

Bandet Fribytterdrømme er skabt i København af seks musikere med fynsk blod i årerne. Da tre af medlemmerne forleden var i Odense for at promovere gruppens aktuelle udspil, "Skin", benyttede avisens musikredaktør muligheden for at stille en række spørgsmål på utraditionel vis.

Der var tale om lodtrækning på skift mellem guitarist Alexander Mahaffy, trommeslager Felix Corrigan Sunesson og forsanger samt sangskriver Lau Ingemann Vinther Pedersen, der var i Odense for at spille en kort, akustisk intimkoncert.

Hvad håber I, publikum siger til jeres markante stilskifte?

- I virkeligheden håber vi ikke, de siger så meget. De skal bare nyde det. I takt med, at medlemmerne i bandet opdager ny musik og bliver bedre på deres instrumenter, får vi lyst til at gå nye veje. Vi har altid sagt, at Fribytterdrømme ikke er fastlåst på en genre. Vi skal ikke være et psykedelisk rockband. Vi skal være et band, der spiller den musik, vi har lyst til på et givent tidspunkt, siger Alexander Mahaffy.

Der er en lind strøm af musikere, der flytter fra København til Svendborg og Sydfyn. Overvejer I at vende snuden hjem?

- Nej, det må vi desværre svare nej til. Selv om det ikke giver mening at give det samme for en toværelses lejlighed i København som for et hus i Svendborg, er vi ikke nået det til punkt i livet, hvor vi begynder at stifte familie. Om 10 år ser det sikkert anderledes ud, siger Felix Corrigan Sunesson.

Hvilken af de nye sange tegner det tydeligste billede af, hvor Fribytterdrømme befinder sig anno 2019?

- "Det skinnende", hvor Lydmor er med, indkapsler meget godt, hvor og hvordan Fribytterdrømme bevæger sig inden for musik lige nu. Sangen er i særdeleshed skrevet og opstået i studiet og er ret beset en regulær popsang. Hvilket igen understreger, at vi ikke er bange for at arbejde på nye måder og samarbejde med andre for at optimere vores musik. Der er en kerne i bandet, som aldrig forandrer sig, men det ville være dumt ikke at trække på nogle af alle de dygtige mennesker, vi efterhånden kender. Målet er altid at lave den bedste sang og ikke have en militaristisk tilgang til, hvem der må medvirke, siger Lau Ingemann Vinther Pedersen.

I forhold til albumtitlen "Skin" og jeres forkærlighed på tidligere udgivelser for Pink Floyd, kan man så udlede, at det er en reference til "Shine On You Crazy Diamond" fra 1975-udgivelsen "Wish You Were Here"?

- Det er ubetinget et af mine yndlingsnumre, og det er helt klart en del af mine associationer. Jeg er vild med bydemåden af at skinne, da det er en form, man sjældent benytter. Mange har troet, at det var skind med d, og den dobbelthed i talesproget kan jeg godt lide. Vi trækker at skinne lidt ud af hverdagstøjet og ophøjer det til noget æstetisk og tankevækkende ved at benytte en utraditionel bøjning som imperativ, siger Lau Ingemann Vinther Pedersen.

Hvor befinder Fribytterdrømme sig om 10 år?

- I Svendborg ... ha ha. Nej, om 10 år har vi netop spillet jubilæumskoncert på Orange Scene på Roskilde. Vi har råd til at gå ned på en arbejdsuge på 20 timer og en bandbus med toilet. Det ville være for vildt. Hold kæft mand, vi skal stoppe mange gange med de øl, vi drikker ... Fribytterdrømme er i konstant udvikling, så det er sgu svært at forudse, hvor vi befinder os om bare et år. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at Fribytterdrømme eksisterer om 10 år, siger Alexander Mahaffy.

Hvordan ser et monolitisk ansigt ud, som det I synger om på sangen "Lau I. V. Pedersen over 24 timer"?

- Hold kææææft, det er et sjovt spørgsmål. Jeg aner ikke særligt meget om vores tekster, og jeg har sgu ikke styr på, hvordan et monolitisk ansigt ser ud. Har det ikke noget med "Rumrejsen 2001" at gøre? Jeg tænker, at det måske er et ansigt, som minder om de store statuer på Påskeøen, siger Felix Corrigan Sunesson, mens de to kolleger er ved at falde ned af barstolene af latter.

I har med egne ord - i pressemeddelelsen - skabt en lyd på "Skin". Hvordan vil I beskrive den?

- Den er ret poppet og springer meget i øjnene. Produktionen er utrolig udadvendt, og det tog os lang tid at nå derhen. Men lyden er i virkeligheden ret skizofren, da sangene spænder fra Manchester-rock fra 1990'erne til noget, der minder om Mews "Comforting Sounds". Der er også et par sjælere og et voldsomt nummer som "Alt er alter", der minder om The Prodigy og Chemical Brothers. Der skal i hvert fald ikke være tvivl om, at vi vil have folk på dansegulvet, siger Lau Ingemann Vinther Pedersen i det øjeblik netop den sang starter på anlægget i pladeforretningen.

Er det helt forkert at konkludere, at Fribytterdrømme er inspireret af The Minds of 99's elektroniske tag på rockmusikken? Basgangen på eksempelvis "Hallusignaler" minder meget om The Minds' ditto.

- Nogle i bandet er glade for The Minds of 99, men vi har aldrig tænkt, at vi skulle lade os inspirere af dem. I forhold til basgangen på den omtalte sang tror jeg snarere, man kan udlede, at både The Minds of 99 og Fribytterdrømme er inspireret af bassen i New Order. Så svaret er nok nærmere, at vi har nogle af de samme inspirationskilder, siger Alexander Mahaffy.

Hvad savner I mest ved Fyn?

- Personligt savner jeg den måde, man tager pis på hinanden på. Min far er irsk, så det er i mit blod det der med at lave sjov med folk. Naturligvis ikke på en arrogant eller nedladende måde. I København kan omgangstonen være lidt kold, arrogant og smart. Da vi ankom i dag, stod Bo Ellegaard klar med fynske jokes og spurgte med et smil i øjet, om vi skulle "ha' noen' mavepustere". Hold nu kæft, den jargon savner jeg, siger Felix Corrigan Sunesson.

Hvad er det bedste ved at være en del af Fribytterdrømme?

- Det er uden tvivl, at vi får lov at bruge det meste af vores tid på vores passion. Vi har ikke fået noget foræret og er i det, fordi vi er nødt til at gøre det. Det er befriende at have fundet noget i sit liv, der er så berigende og giver så megen mening. I stedet for at tænke, at det er efterår, trist og mørkt, kan vi se frem til at skulle på turné med vores allerbedste venner. Det har aldrig været et mål for os at blive kendte. Vi har gået efter anerkendelsen, og den begynder vi at kunne mærke, hvilket er rart. Alle mennesker burde leve deres drømme ud, uanset om de drømmer om at blive verdens bedste rørlægger. Det føles fucking fedt at udleve sin drengedrøm i Fribytterdrømme, siger Lau Ingemann Vinther Pedersen.

Hvordan er I kommet på at springe fra 70’er-syrerock til en mellemting mellem Manchester-rock fra 90’erne og elektronisk rock fra 10’erne?

- Fordi vi elsker begge dele. Det er den musik, vi hører, så det er helt naturligt, at det afføder nogle idéer i den kreative proces, siger Alexander Mahaffy.

Lau er nødt til at skyde en tilføjelse ind.

- Jeg er nødt til at nævne Primal Screams ”Screamadelica” som en enorm inspirationskilde. Det er 90’ernes pendant til mit absolutte yndlingsalbum, ”Dark Side of the Moon” med Pink Floyd. Den genremæssige spændvidde på ”Screamadelica” er markant, og albummet lyder helt anderledes end deres forrige. Primal Screams evne til altid at gå nye veje, imponerer mig. Og inspirerer mig, siger Lau Ingemann Vinther Pedersen.

Hvad er det værste ved at være en del af Fribytterdrømme?

- Det oplagte svar ville være tømmermændene. Men jeg vælger den forbandede ventetid. Shit, hvor er der megen spildtid, hvor man sidder i 10 timer på et spillested i Jylland og ikke kan få styr på sine nerver. Om jeg spiller foran to eller to hundrede, er jeg ved at skide i bukserne inden. Vi havde en PlayStation med på et tidspunkt, men den var vi nødt til at droppe, da den ødelagde dynamikken. Vi var nødt til at lide sammen, siger Felix Corrigan Sunesson.

Sidste spørgsmål i bunken går til Lau. Det passer glimrende som afrunding.

Hvad ser Fribytterdrømme mest frem til på de kommende fem ugers turné?

- Det åbenlyse svar ville være, at vi glæder os mest til at præsentere de nye sange for vores publikum. Det er jo en selvfølge. Men jeg glæder mig faktisk mest til at se en masse steder i Danmark, hvor flere af os aldrig har været. Jeg tror, vi kommer til at være lidt mere voksne på denne tur, fordi vi ikke kan holde til at spille og drikke os i hegnet tre dage i træk fem uger i streg. Jeg ser også frem til at sidde rundt omkring på ruiner på tomandshånd og lære mine bandbrødre endnu bedre at kende, siger Lau Ingemann Vinther Pedersen.