Skæbnen er en forunderlig størrelse. Som når man går på jagt efter den perfekte "foto-location" i København og vælger et værtshus, som viser sig at have spillet en markant rolle i fortællingen om Dizzy Mizz Lizzy.
På pladeselskabet Sony er samtlige mødelokaler booket, så Tim Christensen foreslår, at vi tager ned på Tryk Bar, hvor de tre medlemmer i Dizzy Mizz Lizzy besluttede at indspille det album, som fans har sukket efter, siden "Rotator" udkom i 1996.
Men da vi kommer ned på gaden, konstaterer forsangeren, at det
alligevel ikke var Tryk Bar.
- Jeg tror sgu, det var Bo-Bi Bar. Lad os gå derover, siger Tim
Christensen, mens vi bevæger os ned ad Møntergade.
Midt på Møntergade ligger Byens Kro, som vi havde valgt ud en time tidligere. Tim Christensen stopper op.
- Jamen for helvede, der var sgu da på Byens Kro, vi sad den aften. Det passer jo perfekt, siger han, mens vi træder ind i halvmørket og får bestilt en "røvfuld Høker-bajere" fra Hancock.
Hvorfor de tre medlemmer endte præcis på Byens Kro den aften for små tre år siden, står hen i det uvisse. Men hvordan den besynderlige aften begyndte står til gengæld ret tydeligt.
- Vi var ude at fejre, at vi havde modtaget en platinplade for vores live-dvd fra turnéen i 2010. Vi sad ude på Salon 39 på Frederiksberg på fortovet og spiste burgere, da Smukfest-bussen drønede forbi. De var pissefulde og brølede, at vi skulle med om bord. De havde fadølsanlæg i bussen, så vi hoppede med. Der blev drukket masser af bajere, og der blev også hevet en joint frem af en af dem, som var med i Aqua. Jeg siger ikke hvem, men han er også med i Hej Matematik. Vi kørte gennem byen og endte lige her på Byens Kro, siger Tim Christensen.
Trommeslageren Søren Friis, bassisten Martin Nielsen og Tim kom ved et tilfælde til at stå lidt for sig selv i et hjørne. De snakkede om, at hvis der nogensinde skulle udkomme et tredje Dizzy Mizz Lizzy-album, så var det ved at være op over.
- Jeg havde et ønske om at skrive nye sange, hvis vi skulle fortsætte med at turnere. Det er fint nok at køre med på nostalgibølgen, men den kan man ikke ride på for evigt. Derfor foreslog jeg i min brandert, at vi ikke skulle nøjes med et par singler, men at vi skulle lave en hel plade. Søren og Tim svarede bare: "Okay". Dagen efter, da vi ringede sammen, var alle heldigvis enige i, at det ikke bare var fuldemandssnak, siger Martin Nielsen.
Øvede hemmeligt i et år
Den opmærksomme læser vil sikkert undre sig over, at den skæbnesvangre aften var helt tilbage i 2013. Tager det virkelig tre år at lave en plade? Svaret er ja. Især når man bruger et helt år i øvelokalet, uden at indvie nogen som helst i det.
- Vores ambition var i første omgang at mødes i øvelokalet for at undersøge, om vi overhovedet kunne være kreative sammen. En ting er at turnere sammen, noget andet er at skulle skabe nye sange og finde den gnist, der gør det muligt. Det synes jeg, vi fandt ret hurtigt, siger Martin Nielsen.
Da bandet mødtes for at øve op på den første reunion-turné i 2010, sad det nærmest i skabet fra dag et. Det gjorde det også denne gang.
- Jeg havde ellers tvivlet på, hvordan formen var hos Søren og Martin, men vi lød som Dizzy Mizz Lizzy lige med det samme. Præcis som da vi genaktiverede bandet i 2010. Dengang var det faktisk mig, der mentalt havde været længst væk, fordi jeg i starten af min solokarriere tog stor afstand til Dizzy-materialet. Fordi jeg havde brug for at bevise mig selv og være uafhængig. Men som årene gik, fik jeg et mere afslappet forhold til det og begyndte at tage flere og flere Dizzy-sange med i soloregi. Jeg har på en måde holdt gryden i kog og bevaret et link, som har gjort det muligt at samle bandet op igen, siger Tim Christensen.
Mange musikere har den tilgang til deres sange, at når de først er kommet på plade, så er de ude af systemet. Tanken om at sætte ens egen cd på er næsten utænkelig. Sådan er det ikke for Tim Christensen.
- Det logiske ville være, at jeg var ved at brække mig over "Forward in Reverse", men det er ikke tilfældet. Hvis jeg eksempelvis hører noget hardrock, får jeg lyst til at sætte vores album på for at høre, hvordan vi lyder sammenlignet med det. Ofte ender det med, at jeg hører hele pladen, fordi jeg ikke kan slippe den igen. Det må være et godt tegn, konstaterer forsangeren og guitaristen.
Ønsker at pege fremad
Albumtitlen vækker minder om Malk de Koijns "Toback to the Fromtime", og det er samme modsætning, der gør "Forward in Reverse" interessant.
- I lang tid skulle albummet bare hedde "3", og faktisk var vi ved helt at droppe titelsangen undervejs. Heldigvis ombestemte vi os, fordi det er et glimrende nummer, men også fordi titlen meget godt beskriver vores "dilemma". Vi er et gammelt band, der for mange mennesker hører fortiden til. Men vi er også tre musikere, der har ambitioner om at pege fremad med vores musik, så på den måde giver titlen mening, siger Tim Christensen.
Ingen i bandet tvivler på, at det er deres bedste og mest gennemproducerede album til dato. Det er der sikkert mange, der er uenige i, fordi debutalbummet vejer så tungt hos mange fans.
- "Forward in Reverse" er spillemæssigt og sangskrivningsmæssigt markant bedre end de to første skiver. Det er sikkert en holdning, der vil skabe debat. Men det ændrer ikke vores syn på det, siger Søren Friis.
Tim Christensen nikker.
- Nostalgi kan man ikke konkurrere med. Nostalgi er en brølstærk mand, der er svær at slås med. Men vi har i hvert fald gjort vores bedste for at slå ham ud og lave en god plade. Jeg håber virkelig, at vores fans kan høre, at vi løftet os, siger Tim Christensen.
Vild med fynsk stenerrock
Hvis man taler om at have en karakteristisk lyd, må Dizzy Mizz Lizzy være ét af de danske bands, der springer i øjnene. To sekunder inde i stort set alle sange kan man mærke helt ned i storetåneglen, at det er dem. Selv om det også gør sig gældende på "Forward in Reverse" er der dog tydelige indikationer på, at bandet har forandret sig siden 1996.
- Jeg synes, man kan høre, at vi er mere fattet som band, og at vi har fået en god alder. En god alder betyder, at man har jordforbindelse. Man er "grounded". "Rotator" er ikke en skid "grounded" og meget forvirret, fordi det indeholder nogle af vores allerbedste sange og nogle af de absolut værste. Det peger i alt for mange retninger, og nogle af sangene er sgu mere Tim C-sange end nogle af mine solosange nogensinde bliver, siger Tim Christensen.
Nye testosteron-pumpende sange som det instrumentale "Phlying Pharaoh" og "Mindgasm" emmer af en brutalitet, som bandet ikke tidligere har besiddet.
- Vi har helt klart nogle andre referencer end i midten af 1990'erne. Jeg har hørt meget stenerrock og er især inspireret af John Garcia og alt, han har lavet med Kyuss, Unida, Hermano og Vista Chino. Allerede under indspilningen af "Rotator" ville jeg gerne have, at nogle af sangene skulle være hårdere. Mere grimme og beskidte. Det er de blevet nu. Endelig, konstaterer Martin Nielsen.
Tim Christensen har ikke været den helt store fan af stenerrocken, som han kalder primitiv. Men han er ved at overgive sig.
- Jeg har anset stenerrocken for at være lidt dum, men jeg har fået øjnene op for mange fede bands de seneste år. Pelican skal du tjekke ud, det er meget nedstemt og til at begynde med en smule kedeligt. Det cykler rundt i et riff i alt for lang tid, indtil man næsten ikke magter mere. Så kommer forløsningen. Fynske Causa Sui kan lidt det samme, og den måde at lave rock på har været en åbenbaring for mig. At turde være så meget "fuck you" i forhold til den konventionelle måde at skrive sange på og messe rundt i syv minutter er imponerende, siger Tim Christensen.
Den almindelige dansker
Fortællingen om Dizzy Mizz Lizzy har siden genaktiveringen i 2009 ofte handlet om, at Søren Friis og Martin Nielsen kørte lastbil og arbejdede som postbud, mens Tim Christensen slettede "hristensen" og blev en endnu større rockstjerne. Men hvorfor er det så pokkers interessant, at de havde helt almindelige job?
- Jeg har aldrig forstået, at der er gjort så meget ud af, at jeg kørte lastbil. Jeg tror, interessen skyldes, at de fleste musikere, der holder pause fra et band, i et eller andet omfang stadig beskæftiger sig med musik. Sikkert også fordi kontrasten mellem at sidde i en lastbil og stå på scenen, som Tim fortsatte med, er så enorm. Jeg kan nærmest ikke komme på et større modsætningsforhold end en lastbilchauffør og en rockstjerne, siger Søren Friis.
Tim Christensen tror, at danskerne dyrker fortællingen om "den helt almindelige" dansker. Og når den helt almindelige dansker igen ender på scenen i et af landets største bands, er det grundlæggende en god historie. Måske fordi formodningen er, at der er flere postbude, der drømmer om at blive rockstjerne end omvendt.
- Jeg kan i hvert fald garantere for, at jeg aldrig har siddet på scenen og midt under en trommesolo tænkt: "Hold nu kæft, hvem der bare sad bag rattet i lastbilen og var på vej mod Esbjerg". Men det kunne sgu være meget fedt, hvis Tim blev postbud, konstaterer Søren Friis.
Mens latteren spreder sig som en steppebrand omkring bordet, hvor Hancocker'ne tilsyneladende er fordampet.