Når man lytter til De Eneste Tos andet album, "Dobbeltliv", skal man ikke forvente at få serveret grydeklare svar på livets store spørgsmål. Når albummet slutter, føler man sig lige så forvirret, som da det begyndte. Til gengæld kan man lune sig ved tanken om, at Peter Sommer og Simon Kvamm har det på samme måde med deres fælles barn.
- Den grundlæggende tvivl er meget godt illustreret af sangen "Lisså forvirret som før". Den rammer på en måde hele albummet ind. Vi kredser om nogle emner, der på forskellige måder berører, hvad det hele handler om. Altså livet. Men selv om vi er blevet ældre, er blevet fædre og har fået mere autoritet som sangskrivere, føler vi os stadig tvivlende og perplekse. Min pointe er, at albummet stiller flere spørgsmål, end det besvarer, siger Simon Kvamm.…