Det er fredag eftermiddag på Roskilde Festival i 2011. Skyerne hænger tunge og regnfyldte over Odeon-teltet, hvor der ikke kan skovles flere publikummere ind. På scenen står Charles Bradley - årets eneste fuldblods soulnavn - og han har ikke bare publikum i sin hule hånd.
Han slynger dem rundt i en emotionel rutsjebanetur, der tvinger tårerne frem hos både forlegne teenagepiger og langskæggede mænd. Den storsvedende og altopofrende soulsanger hopper efter sidste nummer ned fra scenen og spurter tudbrølende rundt og krammer samtlige publikummere foran scenen. Et af den slags øjeblikke, man aldrig glemmer. Hverken som tilskuer eller artist.…