Tom Jones har siden debuten i midttresserne haft en af poppens mest
soulede og karakteristiske stemmer, men de seneste tre-fire år har
stemmebåndet fået samme modne kant og seriøsitet, der også løftede
Johnny Cash til uanede højder de sidste år af hans
karriere.
Der er noget på spil i hvert eneste ord, og flere gange bliver man
næsten skræmt af indlevelsen og styrken, der lægges for dagen. Der
må være flere publikummere, der har fået det sublime,
sydstatsflammende nummer "Burning Hell" fra forrige udspil galt i
halsen. Brændende flot orkestreret og sunget. Præcis som den
ultimative antikærlighedshymne "I'm Never Gonna Fall In Love
Again".
Tom Jones lovede i et eksklusivt interview med Fyens Stiftstidende
tidligere på måneden, at han langtfra er færdig som gårsanger. Ikke
desto mindre er sangene om at komme eller vende hjem umulige ikke
at tolke som rejsen til det definitive hjem, hvor vi alle møder
vores skaber en dag. Personligt vil jeg gerne møde Tom Jones der,
hvis han vel og mærke står for underholdningen til
morgensamlingen.
Hans fortolkning af Leonard Cohens "Tower of Song" overgår i den
grad originalen, og den indledende linje: "Well my friends are gone
and my hair is grey", indrammer meget præcist den del af livet, Tom
Jones befinder sig i. Ligeledes er "I was born with the gift of a
golden voice" en temmelig præcis beskrivelse af Jones, der
sammenlignet med tidligere prominente gæster i Odense som netop
Cohen og Dylan synger i en helt anden liga. Jovist har de kant. Men
de falmer fuldstændig i sammenligning med denne menneskelige
stemmetornado i kategori 5-klassen.
Stadig en sexbombe
Kvinderne er stadig frådende, når de nærmer sig den potente
hanløve, men han er heldigvis kommet videre. Han tager imod
smigeren og opmærksomheden, men det fjerner aldrig fokus fra
musikken, selv om den handler om nok så sydlige destinationer på
kvindekroppen.
"What's New Pussycat" går man aldrig galt i byen med, og ligeledes
halvfrække sange som "Sex Bomb" og "Chills and Fever" er gennemført
sexede og en endeløs manifestation af Tom Jones
kvindetække.
Det er dog de dybere sange, rent tematisk, der viser det fulde
format for både vokal og tekster. Blind Willie Johnsons "Soul of a
Man" er diabolsk, dragende og elektrisk godt leveret. Og med til at
skabe en noget nær perfekt balance mellem 1970'ernes festlige,
ligefremme giganthits og 2010'ernes reflekterende, højtidelige
numre med en tydelig religiøs og spirituel karakter.
Tom Jones har udtalt, at koncerter er nutidens gudstjenester, hvor
man drager hjem i opløftet tilstand. Jeg kunne ikke være mere enig
efter denne guddommelige seance.