Simon Staun
Foto: Yilmaz Polat

Forført af den gyldne stemme

Tom Jones har siden debuten i midttresserne haft en af poppens mest soulede og karakteristiske stemmer, men de seneste tre-fire år har stemmebåndet fået samme modne kant og seriøsitet, der også løftede Johnny Cash til uanede højder de sidste år af hans karriere. 

 

Der er noget på spil i hvert eneste ord, og flere gange bliver man næsten skræmt af indlevelsen og styrken, der lægges for dagen. Der må være flere publikummere, der har fået det sublime, sydstatsflammende nummer "Burning Hell" fra forrige udspil galt i halsen. Brændende flot orkestreret og sunget. Præcis som den ultimative antikærlighedshymne "I'm Never Gonna Fall In Love Again". 

 

Tom Jones lovede i et eksklusivt interview med Fyens Stiftstidende tidligere på måneden, at han langtfra er færdig som gårsanger. Ikke desto mindre er sangene om at komme eller vende hjem umulige ikke at tolke som rejsen til det definitive hjem, hvor vi alle møder vores skaber en dag. Personligt vil jeg gerne møde Tom Jones der, hvis han vel og mærke står for underholdningen til morgensamlingen. 

 

Hans fortolkning af Leonard Cohens "Tower of Song" overgår i den grad originalen, og den indledende linje: "Well my friends are gone and my hair is grey", indrammer meget præcist den del af livet, Tom Jones befinder sig i. Ligeledes er "I was born with the gift of a golden voice" en temmelig præcis beskrivelse af Jones, der sammenlignet med tidligere prominente gæster i Odense som netop Cohen og Dylan synger i en helt anden liga. Jovist har de kant. Men de falmer fuldstændig i sammenligning med denne menneskelige stemmetornado i kategori 5-klassen. 

 

Stadig en sexbombe 
 

Kvinderne er stadig frådende, når de nærmer sig den potente hanløve, men han er heldigvis kommet videre. Han tager imod smigeren og opmærksomheden, men det fjerner aldrig fokus fra musikken, selv om den handler om nok så sydlige destinationer på kvindekroppen. 

 

"What's New Pussycat" går man aldrig galt i byen med, og ligeledes halvfrække sange som "Sex Bomb" og "Chills and Fever" er gennemført sexede og en endeløs manifestation af Tom Jones kvindetække. 

 

Det er dog de dybere sange, rent tematisk, der viser det fulde format for både vokal og tekster. Blind Willie Johnsons "Soul of a Man" er diabolsk, dragende og elektrisk godt leveret. Og med til at skabe en noget nær perfekt balance mellem 1970'ernes festlige, ligefremme giganthits og 2010'ernes reflekterende, højtidelige numre med en tydelig religiøs og spirituel karakter. 

 

Tom Jones har udtalt, at koncerter er nutidens gudstjenester, hvor man drager hjem i opløftet tilstand. Jeg kunne ikke være mere enig efter denne guddommelige seance.