Simon Staun
Polfoto

Suede finder ungdommens kilde

 
Det er yderst sjældent, man får muligheden for at høre så etableret et band som Suede på så lille en scene som Stauning-salen i Vega. Med plads til blot 400 tilskuere er det så intimt, det kan blive med et band, der har optrådt foran 30.000 på Skanderborg Festival og torsdag aften stod foran 10-15.000 mennesker i Tivoli.

Det er på en måde tilbage til udgangspunktet med klubkoncerterne, hvor de fleste bands nu en gang har begyndt deres himmelfart.

Brett Anderson talte i et interview med Fyens Stiftstidende om, hvordan processen med gruppens seneste album, "Bloodsports", har givet medlemmerne ny energi og fornemmelsen af at være kåde teenagere igen.

Den analogi er let at købe på Lille Vega, hvor forsangeren efter en lidt skæv start transformerer sig fra en betuttet, introvert træmand til en nådesløst tændt, ungdommeligt dansende frontmand.

De seks nye numre på setlisten har formatet til at blande sig med klassikerne "Animal Nitrate" og "Wild Ones", der emmer af vildskab, genfunden spilleglæde og langt mere vrængende kant end forrige gang, jeg oplevede bandet.

Richard Oakes på guitar er aggressiv, diskantet og bidende i sin lyd, hvilket har betydet, at bands som Blur, Pulp og Oasis har en del at takke Suede for.

Der er dog også danske musikere, der hylder Suede. Foran mig står Mikael Simpson og danser lystigt til den skramlede næsten punkede

"Metal Mickey", mens Jens Unmacks kronragede hoved svinger taktfast fra side til side, da omkvædet i "Can't Get Enough" får samtlige publikummere til at stemme i. For en gangs skyld er der ingen smalltalk i baren. Fokus er udelukkende rettet mod det, der sker på scenen. Det bemærker Brett Anderson tydeligvis, og selv fra den anden ende af lokalet mærker man begejstringen strømme.

Stadig magisk klang

Den faste trommeslager Simon Gilbert er ramt af tuberkulose og erstattet af Justin Welch, der var gruppens første trommeslager i blot seks uger for mere end 20 år siden.

Han nåede end ikke at medvirke på gruppens første single "The Drowners" fra 1992, der velsagtens aldrig har lydt bedre end onsdag aften på Lille Vega. Euforisk spurter 45-årige Brett Anderson rundt på scenen, som var han stadig en 25-årig knøs. Stemmen har stadig sin helt egen magiske klang, og på den overpoetiske "The Wild Ones" når han stadig høje toner, andre sangere ikke kunne nærme sig, om de så stod på en stige placeret på en kranvogn.

Den sidste halve time af koncerten står jeg med lukkede øjne. Ikke, fordi jeg keder mig bravt. Jeg drømmer mig helt ind i hver eneste sang og nyder, at favoritnummeret "For The Strangers" fra "Bloodsports" kommer så sent i settet, at den indledende nervøsitet er forduftet. Det nummer er det endegyldige bevis på, at Suede stadig er relevante, kompetente og værd at ofre tid på.