Simon Staun
Foto: Morten Emil Rode

Samurai-skarp Cray

Af de flere hundrede koncerter, jeg har overværet på Posten, har jeg aldrig oplevet et band, der med lignende militær præcision lader første akkord lyde i selvsamme sekund, viserne lander på klokken 20.00.

Publikum er stadig på vej ind fra rygegården, garderoben og baren, da Robert Cray volumemæssigt noget lavt begynder koncerten med "(Won't Be) Coming Home", der også agerer åbningsnummer på hans seneste album "Nothin But Love" fra 2012. Bagest i salen er det nærmest umuligt at høre, hvad han synger. Det er en skam, da Robert Cray er én af de få bluesartister, hvis vokale talent matcher hans instrumentale.

At han er vokset op i sydstaterne Georgia og Alabama, hvor man dyrkede en helt særlig soullyd, står hurtigt klart. For både vokalt, instrumentalt og ikke mindst lyrisk traver han lige så hjemmevant af soulmusikkens snørklede stier som bluesens.

Vesterhavet suste i ørene

Robert Cray er typen, der bruger hele kroppen og samtlige muskler i sit ansigt, når han "taler" og "grimasserer" sine akkorder ud gennem fingrene. Det hjælper med at løfte sangens fortællinger, at han selv lever sig helt ind i dem. Som på den reggae-inspirerede "Poor Johnny", hvor organisten Jim Pugh for alvor træder i karakter med detaljerigt spil, der underbygger den caraibiske stemning.

Der er - heldigvis - stor forskel på album og livelyd, for "Right Next Door (Because Of Me)" fra 1986-udgivelsen "Persuader" har slet ikke den samme fesne og tamme firser-em over sig som på plade. Den er langt mere rå og desperat i fremførelsen, hvilket klæder den helt særlige guitarlyd, som Cray har perfektioneret i mere end 40 år.

Mod slutningen af nummeret skrues der gradvist helt ned for lyden, hvilket får en vanvittig irriterende støj til at træde helt tydeligt frem. Det lyder som Vesterhavets brusen og stammer muligvis fra Leslie-højttaleren til hammond-orglet. Det ødelægger dog ikke helhedsindtrykket af et toptrimmet band, der uanset genre har komplet styr på retningen.

At de både viser format i blues-, soul- og popøjemed betyder, at man på intet tidspunkt falder i staver over ensformige røvballe-bluesakkorder. Det udelukker dog ikke rendyrket blues med den muntre "Chicken in the Kitchen", som mætter med sine kogende soli og skæve tekst.

Efter kylling ad libitum er der stadig plads til en lille smækker "Side Dish", inden Robert Cray og band runder af med den tårefremkaldende "Times Makes Two". En ballade hvor hele stemmeregisteret bliver aktiveret. Et velbesøgt Posten fik set og hørt en usædvanlig skarp bluesmusiker med en imponerende variation i sine sange.