Efter at have lært forsangeren fra Red Hot Chili Peppers, Anthony Kiedis, indgående at kende gennem hans glimrende selvbiografiske erkendelsesbibel troede jeg, at det passede, når han understregede, stofferne var lagt på hylden for evig tid. Den påstand underminer han noget så eftertrykkeligt med sin næsten bedøvede fremtoning under koncerten i Forum.
I to stive - eller skæve hvis det er tilfældet - timer formår han knap at holde øjenlågene åbne. Ud over en indledende kommentar om varmen i hallen henvender han sig ikke på noget tidspunkt direkte til det enorme publikum, der ellers giver sit besyv med i forsøget på at banke en rødglødende fest på benene allerede fra begyndelsen, hvor en sprudlende udgave af "Dani California" gør samtlige 11.000 til euforiske beboere i en stat med adgang forbudt for stroboskoplysallergikere.
Pinlige pauser
Selv om sangen "Blood Sugar Sex Magik" fænger og virker præcis så funky som i 1991 og "Around The World" er globalt gribende, så må jeg med blødende hjerte rette en sjælden hård kritik mod et band, der har fyldt og stadig fylder kolossalt meget på soundtracket til mit eget liv.
Undervejs forsvinder Anthony Kiedis ganske enkelt fra scenen. Efter flere minutter ude af syne stavrer han forvirret omkring Chad Smiths trommesæt med papirstykker i hånden. Og selv om bandet har for vane ikke på forhånd at nedfælde en sætliste, så tenderer ubeslutsomheden til tider det dilettantiske.
Det virker som om, at bandet konstant tvivler på, hvilken retning de skal bevæge sig i. Denne ubeslutsomhed udmønter sig i masser af ligegyldige seancer med tromme- og guitarsoli, der ikke bygger op til noget klimaks men snarere udfylder de pinlige huller mellem numrene.
Helt katastrofalt går det, da bandet slutter antiklimakset af. Efter "I Could Have Lied" og "Give It Away", der retfærdigvis får publikum genoplivet, forlader frontfiguren scenen og lader gutterne kaste sig ud i en ulidelig, ustruktureret gang jamsession, der slutter mystisk abrupt uden at Kiedis orker at slæbe sig ud og sige tak for i aften, men overlader den rolle til guitaristen John Frusciante, som ironisk nok står for aftenens stemmemæssige højdepunkt, da han med en inderlig og oprigtig præstation skaber den form for elektricitet, som Red Hot Chili Peppers ellers er garant for.
Lyspunkter i mørket
Bassisten Flea er som altid imponerende og myre - undskyld - loppeflittig og arbejdsom. Han er tydeligvis og hørbart omdrejningspunktet i lydbilledet og personificeringen af den evige slider, der sikrer tempo og sammenhold i rytmegruppen.
Men lige så engageret Michael "Flea" Balzary er, lige så ligeglad og fraværende synes kaptajn Kiedis, der åbenbart har tænkt sig at lade funkskuden synke og forlade den som første mand. Desillusioneret og med kronisk forseglede øjenlåg.
Der vil givetvis være publikummere, der er lodret uenige i disse observationer og denne nærmest blasfemiske bedømmelse. Måske de har haft snuden i samme gryde med virkelighedsforvrængende farmaka som Kiedis?