Simon Staun
Foto: Axel Schütt

Phil bød ikke på endnu en aften i paradis

Det er sjældent et godt tegn, når en musiker stavrer på scenen med en stok. Det er det heller ikke for 68-årige Phil Collins, der ligner en pensionist på afveje i sin sorte vindjakke midt på den enorme scene foran hele 42.000 publikummere på Ceres Park.

Det er dog ikke i koncertens indledning, at hans fysik præger de vokale udfoldelser, og da han går i gang med at synge på "Against All Odds (Take a Look at Me Now)" konstaterer jeg, at han til- syneladende trodser de dårlige odds og synger med forbavsende styrke og klarhed.
Det ville være en overdrivelse at konkludere, at Phil Collins er noget vidunder som sanger. Man kan nærmere tale om, at han har været en mester til at sætte et unikt vokalt præg på sine velkomponerede sange.

Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg senest har været til en koncert, hvor mine to favoritsange med et band eller en musiker er leveret som de to første, men da "Another Day in Paradise" følger efter "Against All Odds" må jeg erkende, at det netop er sket stik mod alle odds.

På vej til Aarhus hørte jeg "Another Day in Paradise" fire-fem gange og fik pludselig øjnene op for, hvad sangen virkelig handler om. Det er formodentlig ingen hemmelighed, at den handler om social ulighed med udgangspunkt i en hjemløs’ fortvivlelse. Jeg har bare altid haft en helt anden forestilling. En der helt banalt handlede om at gå bort og befinde sig i himlen eller paradis.
Sangen drejer sig om det stik modsatte: at befinde sig i helvede på jord, mens andre lever det gode liv, man kun kan drømme om.

Sangen cementerer Phil Collins' styrke som sang- skriver, selv om aftenens øvrige tekster på nær "In the Air Tonight" ikke har samme dystre undertoner.

Korsanger giver gåsehud

Lydbilledet i Ceres Park er lidt for diskantet, og slagene på lilletrommen lyder som små, tørre smæld. Bag trommerne sidder Phil Collins' blot 18-årige søn, Nicholas Collins, som gør det imponerende. Det kræver en del af være rytmisk omdrejningspunkt på en stadionturné, men farmand, der startede som trommeslager i Genesis som 19-årig, har lært ham godt op.

Musikalsk er der ikke meget at kritisere. De fire korsangere gør det glimrende, og blæserkvartetten, "Vine Street Horns", puster bogstaveligt talt liv i "Hang in Long Enough" og ikke mindst sportslørdag-sangen "Something Happened on the Way to Heaven" med den karakteristiske horn-intro.

Flere af bandmedlemmerne har fulgt Phil Collins i 40-50 år, og Daryl Stuermer og Ronnie Caryl på guitar er solide ankre at læne sig op ad for Phil Collins, som kun spiller på et instrument én gang undervejs. Hvilket desværre er på en ørkenvandring af en trommesolo, hvor sønnike får love at lege alt for længe med percussionisten Louis Conte.

Samtlige sangere og musikere leverer, men når ham, det hele drejer sig om, sidder på en stol, mister seancen dynamik. Da Phil Collins samtidig mister både timing og luft efter trommesoloen, går det skræmmende støt ned ad bakke.

Slappe Genesis-sange

Sangene har det med at ændre mening over tid. Nogle af den simple årsag, at den verden, de blev skrevet i, ikke længere eksisterer. "Don't Lose My Number" er et oplagt eksempel. Der er formodentlig flere tusinde publikummere på stadion, der kan huske, hvordan de har mødt en sød mand eller kvinde i byen og er vågnet op næste dag og til deres store desperation har fundet ud af, at sedlen med telefonnummeret var forsvundet.

At Phil Collins er en moden herre, understreger han selv med oplægget til de to Genesis-sange "Throwing It All Away" og "Follow You Follow Me", hvor den gamle Genesis-kollega Mike Rutherford - der varmede op med sit band Mike and the Mechanics - gæster Collins på scenen.

- For et par hundrede år siden var jeg med i et band, der hed Genesis. Er det okay, jeg spiller en af vores sange, spørger han og får et rungende bifald som svar.

Det er ikke just to af de mest sprudlende Genesis-sange, og de indleder desværre en halv times tomgang, hvor højdepunkterne kreeres af saxofonist George Shelby og korsangerinden Bridgette Bryant.

Sidstnævnte gør duetten "Separate Lives" til aftenens vokale åbenbaring. Sangen er for sukkersød til min smag, men Bridgette Bryant giver mig gåsehud første og eneste gang denne aften med sin magiske præstation.

Dystopisk sang

I flere - faktisk de fleste - af de sidste seks-syv sange virker Phil Collins helt ude af kurs både vokalt og i forhold til timing. Han falder forkert ind i sangene, begynder vers eller omkvæd ude af tide og synger pivhamrende falsk. I "Dance Into the Light" er det ikke lyset, der blænder mig, men horden af fejlskud.

Jeg spekulerer på, om det er hans in ear-system, som fejler. Men konkluderer, at det nok nærmere er fysikken. Det er vanskeligt at sidde ned og synge, og for en 68-årig i dårlig form er det umuligt.

Aftenens sidste højdepunkt er "In the Air Tonight", hvor Collins transformerer sig i det diabolske røde spotlys. Den dystopiske sang er flot pakket ind i en lys- sætning, der understøtter melodi og tekst. Bagfra ser det ud, som om lysglimtene slår som et fælles pulsslag på de hundredvis af filmende mobiltelefoner. Smukt syn og befriende fejlfrit sunget.

Der er med at få filmet poplegenden, mens tid er. Turnéen er med britisk glimt i øjet døbt "Not Dead Yet Tour". Efter to timer i selskab med Collins sidder man ikke tilbage med fornemmelsen af, at han trodser alle odds og turnerer endnu et årti. Så skal det i hvert fald ikke være stadionkoncerter, der kræver en helt anden fysisk tilstede- værelse end musikhuse og andre små spillesteder.