Nok må være nok. Efter en mildest talt rædselsfuld optræden torsdag aften må nogen bede Ozzy Osbourne om at stoppe, inden legen går fra at være knap så god til decideret modbydelig. De skal faktisk ikke blot bede om det - de skal kræve det. Effektuere det. Forbyde ham nogensinde at stå på en scene igen.
Koncerten i Skanderborg er min tredje med Mørkets Fyrste, og sjældent har jeg oplevet så kraftigt nedadgående en formkurve. Skulle man tegne den, ville det være identisk med den skihopbane, der transmitteres fra 1. nytårsdag i Kitzbühel.
De to forrige koncerter på Roskilde Festival var acceptable, selv om man efter få numre er ved at kløjs i hans evige "Hey, hey, hey", "I love you all" og "Louder, scream louder"-udbrud, der er nogenlunde lige så spontane som rygelunger.
På Skanderborg blev de mange udbrud patetiske og voldsomt destruktive for opbygningen til noget, der bare kunne minde om et klejnt klimaks. Og jeg vil vædde en flagermus' hoved med, at Ozzy ikke anede, hvilket land han befandt sig i. Eller univers for den sags skyld.
Hvisken fra dødslejet
Den første halvdel af koncerten var klart den bedste. Eller måske nærmere den mindst elendige. Da havde Ozzy tilsyneladende luft og åndsnærvær nok til at kæmpe sig helskindet gennem et fornuftigt miks af Black Sabbath-klassikere samt enkelte udpluk fra hans jævne solokarriere.
Men som det også skete ved den forrige koncert, skulle han midtvejs ud og suge helt igennem på ilt-piben backstage. Eller fylde sig med farmaceutika, så han i det hele taget kunne holde sig oprejst. Imens gik de tre musikere helt bersærk i soli i mere end 15 minutter. 15 minutter! Af den ulidelige, ligegyldige, indadvendte slags, der mere virker som intetsigende instrumentonani end et element, der kan løfte en koncertoplevelse.
Op fra graven
Da Ozzy vendte tilbage, var det som om, han var kravlet direkte op fra graven. Han trissede med bittesmå, zombieskridt skridt hen over scenen og sang modsat tidligere ikke blot acceptabelt tåkrummende, men helt og aldeles grufuldt. Slæbende falsk. Uden timing. Uden styrke. Som en døende, der hvisker uforståelige ord fra sit dødsleje. Hvis han engang var "Iron Man", var han smeltet om til "Nearly Dying Man". Sørgeligt.
Den sidste halve time var pinagtig. Ikke mindst, fordi jeg har enorm respekt for den musik, manden var med til at skabe for 40 år siden. Tung, psykedelisk rock, der har dannet skole for og inspireret stort set alle mine yndlingsbands. Havde de overværet koncerten med deres forpinte mentor, havde de med gyselig garanti også græmmet sig.
Farvel Ozzy, og tak for alt.