Normalt anmelder avisen ikke samme kunstner eller band inden for samme kalenderår medmindre, der er en usædvanlig grund til at gøre det. Det må siges at være gældende for Nanna Øland alias Oh Land, der i sommer fik seks stjerner for sin optræden på intime Dexter.
Kan det virkelig passe, at multitalentet har forbedret sig så markant, siden jeg hørte hende på Albanis parkeringsplads i 2011? Ja, det kan det. Foran publikum på Posten sidder en kvinde med et engagement så brændende, at det indimellem truer med at fortære hende selv. Kunstnerisk ild kan man roligt kalde det, og den står i lys lue allerede efter de to første numre, hvor Nanna Øland som et kraftcentrer ved pianoet på en og samme tid mestrer tangenter, vokal samt at gejle publikum op med sit inviterende kropssprog.
På det nye nummer "Pyromaniac" fra seneste album "Wish Bone" hopper hun manisk op og ned på den lykkeligste læderbetrukne skammel på Fyn. For derefter at rejse sig op og gå danseamok på "Bird in an Aeroplane" fra samme album.
Ulven bider til
Der er tre klare højdepunkter på denne aften, der generelt har et tårnhøjt niveau. "Wolf and I" leveres i en frådende sublim version, der bider fra sig som julesnaps i ølkrus. Næsten med symfonisk opbygning suges man ind ind i den dragende melodi, der viser, at kompositorisk talent løftes op til uanede højder, når man samtidig er en performer i særklasse.
Nanna Ølands bedstemor på 88 år er til stede på Posten. Om det er derfor, at barnebarnet giver sig fuldt ud i samtlige aspekter af showet, ved jeg ikke. Men hun får i hvert fald set og hørt den bedste samlede koncertpræstation fra en dansk kunstner, jeg har oplevet i 2013. Det er billigt at give point på udseende, da Nanna Ølands har så mange andre talenter at byde ind med, at hendes Claudia Schiffer-look blot er ekstra rosiner i gløggen.
Andet højdepunkt er "Green Card", hvor hele bandet får lov at vise, hvor kompetent det er. Som lytter kastes man rundt i en hvirvelvind af dynamik, der stiger i intensitet hele vejen mod det altopslugende klimaks. Endnu en ny sang, som allerede føles som en klassiker.
Den sidste og sjette stjerne får Oh Land for "Love You Better", der leveres i enkelt akustisk setup med guitar og vokal. Den smager af en eller anden grund af Johnny Cash i mine ører. Måske på grund af den dramatiske og alligevel enormt enkle tekst. Glem alt om Katy Perry, Lady Gaga og Miley Cyrus. Hvert et ord er sunget med en nerve, der får hvert et hår til at gøre honnør. De tre minutter, denne sang varer, er årets koncertmæssige højdepunkt for undertegnede. Vel at mærke ud af mere end 100 koncerter. Det kan beskrives meget enkelt med en anden af Oh Lands sangtitler: "Perfection".
- Vi har en sang tilbage. Den er 45 minutter lang, pjatter Nanna
Øland, inden "White Nights" afrunder en livsbekræftende aften, der
ender som en uventet julegave, som med garanti ikke skal
byttes.
Oh Land er muligvis den første kunstner, der får seks stjerner to
gange inden for samme år i denne avis. Samtlige 12 stjerner er
fortjente.