Simon Staun
Foto: Birgitte Heiberg

Mesterlig trance med magiske Neil Young

Jeg ville have givet mit ene ben for at høre ”Heart of Gold” eller ”Old Man”, som er de to af Neil Youngs sange, jeg har det mest nære forhold til. Men jeg tilgiver den 73-årige canadier for at undlade mine favoritter, da han sammen med det berusende velspillende band Promise of the Real giver Tinderbox en lektion i, hvor langt man kan komme ved at være til stede i nuet. Ved at mærke efter. Sadle om. Interagere. Ændre kurs som det tydeligvis sker flere gange undervejs.

Jeg kan knap finde ord for min begejstring for åbningsnummeret ”Love and only Love”, der ender som en 17 minutter lang åbenbaring. Det er som at blive taget i hånden af en urkraft og instinktivt følge med. Efter syv-otte minutter befinder jeg mig i trance, hvor jeg glemmer alt om tid og sted. Neil Young taler til mig på sit helt eget sprog med guitaren, som sender på frekvenser, der har direkte adgang til hjerte og mellemgulv.

Bandmedlemmerne agerer korsangere på stribe og afbøder helt bevidst de værste vokale skæverter fra Neil Young, der ikke kommer som en overraskelse. Det er nærmest et varemærke.

Canadisk legende

Neil Youngs stemme er et kapitel for sig selv. Jeg har i årtier forsøgt at afkode, dechifrere og analysere den. En kollega gjorde mig opmærksom på en glimrende beskrivelse fra en af de mange biografier om den canadiske legende, hvor stemmen er beskrevet med klinisk præcision.

Den særlige skingre klang skyldes, at han synger kontratenor, hvor registeret svarer til en kvindes altstemme. Altså den dybeste kvindestemme. Noget, man kunne driste sig til at kalde en androgyn stemme. Måske er det netop det feminine islæt, som pirrer og drager.

For mig har hans stemme altid besiddet en unik sårbarhed og inderlighed, som har overskygget de tekniske mangler. Jeg er måske farvet, som de Dylan-fans, jeg ynder at gøre grin med, fordi de ikke erkender, at han synger forfærdeligt. Når Neil Youngs stemme er faretruende nær afgrunden og millimeter fra at kløve midt over, rammer den mig med allermest kraft. Han kan lyde som et såret dyr, man for alt i verden vil redde.

Nogen nær samme karakteristik kan man bruge om Neil Youngs guitarspil, der også er uortodokst og nærmest kluntet til tider. Men det rejser det centrale spørgsmål i musik om, hvorvidt man stræber efter det teknisk perfekte eller det, der vækker de helt store følelser til live. Jeg ved godt, hvad jeg vælger.

Livet er både grimt, smukt, forfærdeligt og fantastisk. Præcis samme ord kan man bruge om Neil Youngs spil, der til trods for løjerlige greb rammer plet emotionelt. Foruden at underbygge og komplementere vokalen.

Sublim rejse til Alabama

Det er altid interessant at falde pladask over sange, man ikke havde forventet at blive overrumplet af. Sådan en sang er ”Alabama” fra hovedværket ”Harvest” anno 1972. Alt går op i en højere enhed med Youngs brutale udladninger, som får sublimt modspil fra Promise of the Real.

Jeg har på fornemmelsen, at jeg sidder på forsædet i Cadillac’en, som har det ene hjul i grøften. Jeg kan se de gamle skikkelser og høre banjoen. Og er på nippet til at udbryde et sagte ”halleluja”.

Neil Young har spillet sammen med et hav af dygtige musikere, og medlemmerne af hans nuværende band, Promise of the Real, er ingen undtagelse. Kapelmester er Lukas Nelson, hvis far er Willie Nelson. Det borger for en vis kvalitet.

Jeg havde fornøjelsen af at sidde ved siden af gruppens skurvogn, da medlemmerne midt på eftermiddagen sad og jammede. Hvis man tænker, at medlemmerne ser bekendte ud, skyldes det sikkert, at man har set Oscar-vindende ”A Star Is Born”, hvor bandet spiller bandet. På Blå Scene leverer de lige så kompetent en indsats som i filmen.

Rock i den frie verden

Det er en smule forkælet at brokke sig over, hvad man ikke får. I stedet glæder jeg mig over, at både ”Hey Hey My My”, ”Words (Between the Lines of Age)”, “Cowgirl in the Sand” og “Down By the River” giver koncerten på Tinderbox en em af historisk rocklektion.

Neil Young siger ikke meget til publikum, men man kan tydeligt se, hvor fornøjet han er, mens han valser rundt på scenen og spiller bold med sine opmærksomme lakajer.

Det er umuligt ikke at smile med og føle sig lykkelig, når man lader sig opsluge af ”Rocking in a Free World”, hvor Young hele tre gange giver sangen kunstigt åndedræt og ihærdigt fortsætter med at rocke i den frie verden. For de voksne var det noget nær det perfekte punktum for årets festival.