Jeg ville have givet mit ene ben for at høre ”Heart of Gold” eller ”Old Man”, som er de to af Neil Youngs sange, jeg har det mest nære forhold til. Men jeg tilgiver den 73-årige canadier for at undlade mine favoritter, da han sammen med det berusende velspillende band Promise of the Real giver Tinderbox en lektion i, hvor langt man kan komme ved at være til stede i nuet. Ved at mærke efter. Sadle om. Interagere. Ændre kurs som det tydeligvis sker flere gange undervejs.
Jeg kan knap finde ord for min begejstring for åbningsnummeret ”Love and only Love”, der ender som en 17 minutter lang åbenbaring. Det er som at blive taget i hånden af en urkraft og instinktivt følge med. Efter syv-otte minutter befinder jeg mig i trance, hvor jeg glemmer alt om tid og sted. Neil Young taler til mig på sit helt eget sprog med guitaren, som sender på frekvenser, der har direkte adgang til hjerte og mellemgulv.…