Aldrig har der været så tætpakket på Posten før. Det er nu
heller ikke ofte, at stjerner af Morrisseys kaliber sætter sine
fødder på fynsk grund, så godtfolk var kommet fra både nær og fjern
for at se den charmerende mand, hvis stemmepragt bar præg af de
problemer, der i maj betød flere aflyste koncerter.
Nu har Morrissey aldrig været den store tekniker men derimod en
helvedes god timer og entertainer, hvilket betyder, at han modsat
andre sangere med slidte stemmebånd formår at holde tungen
nogenlunde lige i munden.
Publikum er delt op i flere lejre præcis som til koncerten med Tim Christensen i april. Uden sammenligning af de to kunstnere i øvrigt. Der er en gruppering, som grangiveligt er kommet for at høre materialet med kunstnerens første band, i Morrisseys tilfælde The Smiths, og dem, der udelukkende er kommet for at høre det seneste solomateriale. Og så den brede skare af trofaste Morrissey-støtter, der sluger alt, Manchester-ikonet nogensinde har udsendt.
Gigantisk gong-gong
Der bliver disket op med lækkerier til alle. Blandt andet
spilles der en hel håndfuld The Smiths-numre, fem numre fra "You
Are The Quarry" fra 2004 og fem sange fra det aktuelle album "Years
Of Refusal".Dermed er det rig mulighed for at blive glædeligt
overrasket eller skuffet alt efter præferencer.
Personligt er jeg hamrende ligeglad, hvilken periode numrene er
fra, bare de spilles med lige så meget nerve og overbevisning, som
gennemsyrer "I'm OK By Myself" fra seneste album.
Den fremføres med et instrumentalt swung og pompøsitet, der står perfekt til Morrisseys teatralske fremtoning. Oven i hatten får man aftenens instrumentale indslag med en berusende bassolo, der kun overgås i styrke af trommeslagerens paukehærgen på en gigantisk gong-gong bag ham.
Flere numre får en næsten mexicansk klang med trompeter og sydlandsk guitarspil, mens andre melodier nyder godt af harmonika og kontrabas fra de bragende dygtige bandmedlemmer. Og så er der den fænomenale huggende drømmeguitar på "How Soon Is Now", hvor det er svært ikke at elske mennesket Morrissey.
Nogle piger er større
Konstant står det tydeligt, hvad Morrisseys primære force er. Nemlig de kryptiske, særegne og dragende tekster, der vender begreber og tilstande på hovedet. Konstant fremført på den vidunderlige ærkebritiske facon, der er så uforlignelig, medmindre talentet er medfødt.
"So, close your eyes and think of someone you physically admire" er med mine ører en af de mest geniale tekstlinier, som synges denne aften. Og mens den udgør det tekstuelle højdepunkt, kommer det publikumsmæssige med Smiths-hittet "Some Girls Are Bigger Than Others", hvor euforien nærmest eksploderer. En sang, jeg for øvrigt forsøgte at synge med på, mens en mildt sagt robust trunte dansede sin jubel ud på mine tåspidser.
Under "Seasick, Yet Still Docked" midtvejs taber Morrissey tilsyneladende fatningen og spyer eder ud mod en tilskuer foran scenen. Opblæste brokhoved, når jeg at tænke, inden jeg finder ud af, at tilskueren har råbt "wanker" og "you seem tired" flere gange under det smukke, poetiske nummer.
Den søsyge tilskuer bliver eskorteret ud af de hærdebrede vagter og kan ærgre sig over, at han går glip af den sidste og klart bedste halvdel af koncerten. For niveauet løfter sig markant mod slutningen, hvor lidt af den energi og løssluppenhed, man kunne have brugt undervejs, brændes af.
Jeg forlader ikke koncerten som kæmpefan, men jeg går hjem med en fornemmelse af at have overværet en stor kunstner, der var lidt for tilbageholdende og aldrig for alvor bed ind til benet, selv om han gøede flere gange undervejs.