Simon Staun
Foto: Birgitte Heiberg

Skandaløst kort møde med Miley Cyrus

Miley Cyrus er ekstravagant på mange måder, og det overrasker ikke, at hun indtager Rød Scene i et outreret, sort læderoutfit.

Hvis man har fulgt en lille smule med i hendes spektakulære liv, ved man formodentlig, at hun har skejet mere ud end de fleste hårdføre sømænd på et helt liv trods sin alder.

Hun sætter selv ord på en del af det med “Unholy”, som remser brudstykker af hendes synderegister op. Vi fejler alle, og hvis ikke andet, har det gjort hende endnu mere interessant for både fans og medier. På kanten af mytisk. Og opsigtsvækkende med et sprogbrug, der benytter fuck i alle tænkelige afskygninger.

- Sikken fucking fantastisk by, I har. Sikken et fucking fantastisk land, jeg føler mig virkelig fucking velkommen, roser hun, inden den nye sang “D.R.E.A.M” indikerer, at hun drømmer om, at hendes fucking hjemland måske lader sig inspirere på visse punkter.

Ingen kan betvivle, at Miley Cyrus har attitude i overflod. Det kræver mod for en amerikansk sangerinde at synge: “I love my pussy, that means I got cattitude”. Sådan et postulat vækker opsigt selv i 2019 i Guds eget land.

Selve melodien er en rodebutik, som sagtens kunne være forløst bedre. Langt bedre går det med “We Can’t Stop”, der er blevet en international nationalsang for ungdommen. En livsbekræftende hymne om ikke at lade sig begrænse. Dermed giver den også mening for alle dem uden studenterhuer.

Apropos studenterhuer er der en ung mand, som aldrig glemmer koncerten, da han smider sin hue på scenen og får den leveret retur, efter Miley Cyrus har slikket og kærtegnet den på det meste af den veltrimmede krop.

Sublim sanger

Flere af sangene de første 20 minutter er underligt kantede og ikke helstøbte i hverken udtryk eller levering. Lidt skizofrent og flagrende. Som “Party Up the Street”, der mildest talt ikke skaber fest i gaden. I hvert fald ikke i mit kvarter i Tusindårsskoven. Måske er jeg bare for gammel til at forstå de sange, min 10-årige datter knuselsker.

Langt bedre går det på Miley Cyrus’ hyldest af Malibu på sangen af samme navn. Her lyder hun som en opgraderet Lana Del Rey og kommer langt bedre ud over scenekanten end landskvinden torsdag aften.

Miley Cyrus' version af Dolly Partons “Jolene” er fremragende, og selv i denne uptempo-festivaludgave er det umuligt ikke at blive betaget af hendes stemmepragt og den kælne sydstatsaccent. Den understreger indtrykket af en sublim sanger med stor variation i udtrykket.

Femme Fatale

“Party in the USA” er markant mere festlig end “Party Up the Street”, og den skaber også fest i store dele af Tusindårsskoven. Det virker underligt, at hun derefter - allerede efter 40 minutter - takker af og forlader scenen. Jeg tænker, det er en joke. En del af showet.

Hun kommer stærkt tilbage med femme fatale-udladningen “I Can’t Be Tamed”, hvor der også er lidt lækkert til de guitarsultne ungersvende. Et herligt aggressivt riff understøtter fortællingen om, at ingen kan tæmme den 26-årige vildkat.

Miley Cyrus lægger op til “Wrecking Ball” med en brutal opsang, hvor hun cementerer, at ingen kan tvinge hende til stilhed og stoppe hendes kritik af sit hjemland.

- Så længe homoseksuelle ikke kan gå sikkert på gaden ... så længe jeg ikke kan gå på fucking restaurant, uden min mad er fyldt med fucking plastik, så holder jeg ikke min fucking kæft, siger Miley Cyrus.

Selve sangen har samme hårdtslående pondus, men uanset kvaliteten af stemmepragt og tankevækkende udtalelser er 50 minutter på scenen en skændsel for et hovednavn i prime time. 20-25 minutter mere af samme kvalitet som de sidste to sange havde resulteret i en helt anden bedømmelse.