Simon Staun
Foto: Peter Leth-Larsen

Knopflers kompetente kaminhygge

Mark Knopfler er én af måske en håndfuld guitarister på verdensplan, som man blot skal høre berøre strengene blidt, før man instinktivt ved, det er ham. Slash fra Guns N' Roses, The Edge fra U2 og Angus Young fra AC/DC har samme signifikante touch, og jeg gætter på, at man ville kunne fornemme Mark Knopflers unikke tone og klang, selv hvis han spillede temaet til "Bamses billedbog".

Det lyder, som om han kæler tonerne frem, og uanset om det er rendyrket rock, keltisk folkemusik eller rørstrømske popballader, er det umuligt ikke at falde i svime, når han lader strengene fortælle historier og skildre stemninger med klinisk præcision.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg havde sat et kæmpe kryds i min bog med "Musikere jeg SKAL høre", inden de eller jeg stiller træskoene, til hans koncert i denne uge. Jeg er ikke gammel nok til for alvor at have dyrket Dire Straits, men har som de fleste andre ikke kunnet vokse op i 80'erne og begyndelsen af 90'erne uden at bemærke de umådeligt velkomponerede sange og ikke mindst Mark Knopflers exceptionelle kunnen på både elektrisk og akustisk guitar.

Koncerten i Herning indledes med den keltisk-inspirerede "Whye Eye Man" fra det folkrockede album "The Ragpicker's Dream" fra 2002. Med bandbesætningen in mente er det et naturligt sted at begynde, da scenen i Boxen gennem de følgende to timer gæstes af alt fra trækharmonika, bouzouki, den klejne sækkepibe uillean pipe til bodhran-trommen og et væld af fløjter. 47 eller 48 forskellige instrumenter påpeger Mark Knopfler og undskylder med at smil, at han blot behersker ét.

Sublime musikere

De færreste sange på sætlisten - hvor der i øvrigt ikke er ændret så meget som en sang i forhold til de seneste mange koncerter - er under fem-seks minutter. Mange af sangene indledes på samme forsigtige vis, inden ensemblet arbejder sig hen mod et klimaks, hvor formlen bygger på soli fra saxofon-guitar-saxofon, fløjte-guitar-fløjte eller violin-guitar-violin. Det bliver lidt for genkendeligt og trygt, efterhånden som mønsteret gentager sig.

At man alligevel nyder det, skyldes det simple faktum, at Mark Knopfler har omgivet sig med den ene mere sublime musiker efter den anden. Graeme Blebins på saxofon er formodentlig den mest iørefaldende, da hans rolle er essentiel for især Dire Straits-numrene "Romeo and Juliet" og "Your Latest Trick", hvor saxofonen udfylder en lige så vigtig rolle som guitaren.

Danny Cummings på percussion og Ian Thomas på trommer markerer sig også på flere sange. På "Once Upon a Time in the West" - endnu et Dire Straits-nummer - agerer de rytmiske trækæsler med et fængende beat med tydelig reggae-inspiration.

Nu er det primært Dire Straits-numre, der er fremhævet, men det betyder ikke, at Mark Knopflers solomateriale ikke står distancen. Han skulle blot have selekteret med større omhu. "My Bacon Roll" er simpelthen ligegyldig og søvndyssende i dens tøffende tempo, mens "Heart Full of Holes" minder om en godnatvise.

Helt slemt er det med "Postcard From Paraguay", der næsten ufrivilligt morsomt forsøger at låne latinamerikanske rytmer, men ganske enkelt mangler melodi og kurs. Jeg ville have givet mine ene nyre i bytte for "Sultans of Swing" eller "Brothers in Arms".

Enerverende hyletone

"Matchstick Man" er mit favoritnummer fra Mark Knopflers seneste album, "Down The Road Wher-ever", der også har givet turnéen navn. En dokumentaristisk sang, der handler om en ung, tomlende Knopfler, som begiver sig gennem et snedækket britisk landskab for at tilbagelægge 800 kilometer på en enkelt dag og komme hjem til jul. Sangen handler også om, at det var på den tur, at han besluttede at vie sit liv til musikken. At satse alt på Dire Straits.

Desværre skamferes sangen af en enerverende hyletone, som de næste tre-fire numre er uønsket gæst i Boxen. Heldigvis snakker gæsterne i VIP-boksene så højt, at man til tider næsten ikke bemærker hyletonen.

Det virker som mange negative punkter i forhold til bedømmelsen, men de fire stjerner er yderst retfærdige, da de 10 bandmedlemmer og ikke mindst Kaptajn Knopfler leverer musik af en kaliber, hvor de færreste kan være med.

Den keltiske klagesang "Done With Bonaparte" er et mesterligt instrumentalt sammenskudsgilde, hvor man gentagne gange falder i svime over den svimlende musikalitet. Det føles som at sidde samlet rundt om en kamin, mens Mark Knopfler og resten af familien sætter toner til de dramatiske beretninger.

Dødelig danseduel

Guitarriffet til "Money For Nothing" er et af de mest ikoniske fra 1980'erne, og det føles herligt at kunne skråle "that lille faggot" i disse politisk korrekte tider.

Mark Knopfler sætter ild i Boxen med det spektakulære riff, som er benyttet i et væld af film og ikke mindst til perfektion i tegnefilmen "Grusomme mig 3", hvor alle tiders dødelige danseduel afgøres netop med dette stykke guitarhistorie. Det er umuligt ikke at få gåsehud, selv om Mark Knopfler ikke synger med helt samme kraft som i 1985.

Men guitarpræstationen er stadig eminent og opvejer i den grad den blegnede vokal. I en Youtube-video med "Money For Nothing" er selveste Eric Clapton henvist til rollen som rytmeguitarist, hvilket cementerer Mark Knopflers niveau. Han er en instrumental ener, som guitarister har forsøgt at imitere i årtier uden held.

Der er bestemt basis for, at Mark Knopfler fortsætter med at rejse "Down the Road Wherever", men det ville klæde ham at vælge lidt flere af regulært rockede sange fra de fortrinlige seneste soloudspil "Tracker" og "Privateering" og holde igen med de mest stillestående sange.