Simon Staun
Foto: Simon Staun

Klaverbokserens klokkeklare knockout

Jamie Cullum er formodentlig det navn, Jam Days har kæmpet længst tid for at booke. Ihærdigheden bærer endelig frugt i år, og lad det være sagt fra start: Jamie Cullum har været ventetiden og tovtrækkerierne værd.

Efter en pompøs intro af det på alle måder fortrinlige band, spurter han ind på scenen og indtager ikke bare den men hele området omkring Amfiscenen med en naturlighed og selvsikkerhed, som giver kuldegysninger.

Jamie Cullum er berømt i det meste af verden, så det virker selvmodsigende at lægge fra land med sangen "When I Get Famous" fra "Momentum"-albummet fra 2013. Mexicanske toner fra saxofon og trompet sætter ild i publikum, og de to sorte korsangerinder samt trommeslageren er blot benzin på bålet.

Larkin Poe, der optrådte tidligere på aftenen, var en yderst positiv overraskelse, men på stort set alle parametre hæves overliggeren med Jamie Cullum og band. Bandet er lige den grad mere sammenspillet, lyden er ekstraordinært eminent og Cullum har knap 20 års erfaring i at fange publikum og holde dem i et jerngreb halvanden time i streg.

Allerede efter første nummer hopper han op på sit lejede piano af ren og skær begejstring. Hvis publikum havde fået lov, havde det hoppet derop med ham.

Opfindsomme sidespring

Jeg har svært ved at erindre en lige så forrygende entre til Jam Days, og når det kommer til musikalitet og talent, risikerer jeg vist ikke alverden ved at konkludere, at Jamie Cullum er øverst på listen over musikere, der har optrådt på festivalen.

Jamie Cullum er så meget mere end jazzpianist, at det ville kræve et helt afsnit at remse det op. Men det bør fremhæves, at han er en fremragende sanger, som synger vidunderligt rent og varierer såvel tone som styrke. Det ene øjeblik hvisker han nærmest for derefter at nærme sig en stemmemæssig eksplosion. Det er samme dynamiske virkemidler, som kendetegner hans omgang med pianoet.

Derudover udviser han en legesyge, jeg sjældent har set magen til. Han bruger hele sit klaver til at spille trommerytmer på. Og benytter klaverstrengene til opfindsomme sidespring, der transformerer flere sange til diskotekspop og pumpende hiphop.

Jeg har sjældent, hvis nogensinde, overværet en musiker leve så meget op til festivalens mantra om at danse ubesværet hen over genrerne, som Jamie Cullum gør det. Onsdag aften omdøber han festivalen til Jamie Days ved at padle generøst gennem nærmest alle genrer, som har været præsenteret på festivalen. Jazz, blues, funk og soul smelter ubesværet sammen til en fortættet masse af rytme og musikalsk magi.

Sidste skoledag

- Den næste sang handler om noget, I gør meget, meget godt i Danmark. Den hedder "Drink", siger Jamie Cullum og ler.

Sangen er mesterligt sunget, og publikum giver Jamie Cullum ro til at folde den kløgtigt komponerede melodi helt ud. Et klagende orgel giver ekstra sårbarhed, som mærkes tydeligt 15-20 meter fra scenen.

Jeg havde håbet - og forventet - at "Get Your Way" var på sætlisten. Mere funky fortolkning af en sang skal man lede længe efter. Lee Dorseys sang "Get Out of My Life Woman" er sublim, men Cullums version er aldeles umulig at stå stille til.

Det er den sidste koncert på turnéen, og måske derfor virker Jamie og bandmedlemmerne lidt som en 9. klasse på sidste skoledag, hvor følelserne sidder uden på tøjet. Der smiles, pjattes og blinkes kækt, uden at det fjerner fokus.

- Jeg bliver snart 40 år og synger indimellem, så det lyder som et skræmt barn. Nu skal I alle synge falset med mig. Alle mændene kan bare klemme deres testikler, hvis det hjælper, siger Jamie Cullum og synger for på "I'm All Over It".

Lyrisk uppercut

Jamie Cullum er kendt for sine fortolkninger af andre musikeres numre, og hans version af The Killers' "The Man" og Nina Simones "Sinnerman" er fremragende onsdag aften. Det er dog hans egne sange, der endegyldigt overbeviser mig om, at denne koncert fortjener absolut topkarakter.

Hvis "Mankind" er god og førnævnte "Drink" bedre, er den hyper-emotionelle "The Age of Anxiety" bedst. Den til en vis grad selvbiografiske sang rammer mig med en kraft som et slag fra en sværvægtsbokser. En melodisk og lyrisk uppercut, som kommer til at kunne mærkes i flere dage.

Nogle gange bliver man skuffet, hvis man har glædet sig længe. Det er ikke tilfældet onsdag aften, hvor Jamie Cullum af ren og skær begejstring springer ned fra scenen og danser euforisk rundt med publikum. Jeg kan ikke mindes at have set en musiker af hans kaliber gøre noget tilsvarende.

Det er første gang til Jam Days, jeg har oplevet, at nærmest alle publikummere overgiver sig og danser, klapper med, synger kor og i det hele taget lader sig komplet integrere i seancen fra første til sidste sekund.

Der er et hav af grunde til, at Jamie Cullum er berømt.