"Madman Across The Water" fra 1971 og "The Bridge" fra Elton Johns seneste mesterværk anno 2006 kunne bytte fødselsår, uden at det ville vække opsigt. Omkvædet i sidstnævnte kan overfortolkes som Elton Johns revancheforsøg efter den katastrofale koncert i Malmø. Tilsyneladende vil han dø i forsøget på at spille lakken af tangenterne på sit Yamaha-flygel.
Stadionlyden skal roses herfra og til Yellow Brick Road. For sjældent har det været så let at drømme sig ind i detaljerne og mærke Eltons stemme krybe helt derind, hvor det både kan gøre helvedes ondt og føles himmelsk. Denne aften er det en smuk kombination af begge dele.
Efter en stille periode med "Philidelphia Freedom" og "Something About The Way You Look Tonight" kommer "Sad Song" som en pikant selvmodsigelse. På få akkorder banker den humøret og koncerten tilbage på sporet.
Aftenens klimaks kommer tidligt i kraft af uimodståelige "Rocket Man", hvor timingen for alvor begynder at indfinde sig hos de kapable musikere. Det føles fantastisk at blive suget helt ind i neglerødderne på Elton, mens han bruger tangenterne som affyringsrampe til en rockfest, der slutter blændende med "Saturday Night's Alright (For Fighting)", inden rørende udgaver af "Don't Let Sun Go Down On Me" og "Your Song" udløser historiens største jubelbrøl på Fionia Park.
Musikkens gave har den lille trinde mand i det stilige Versage-kluns med krokodille-rygmærket. Koncertens første fem numre henvender sig mest til Elton-aholics. Først med "Daniel" får han tag i Fionia Park, hvor lyden er upåklagelig stadionforholdene taget i betragtning.
Elton John er fyldt 60, men på scenen er han snarere en syv-års knægt med en ubændig trang til at blive holdt af. Han skriver sange for den store lyd og for de stille hjerter, og selv om uptempostilen passer bedst til stedet, er "Sorry Seems (To Be The Hardest Word)" en af aftenens inderligste oplevelser.