Simon Staun
Foto: Michael Bager

Troldmanden Sheeran tryllebandt i Tusindårsskoven

På klokkeslættet 21.00 lørdag aften indleder Ed zSheeran den første af to koncerter i Odense foran 43.000 mennesker med ”Castle on the Hill”. Hvis scenen er et slot, er Ed Sheeran åbenlyst kongen på det.

- Alt, I hører i aften, er live. Alt kommer fra min guitar, min mikrofon og min loop-pedal. Jeg håber, at I kender nogle af mine sange. Ellers bliver det en lang koncert for jer, siger Ed Sheeran med et smil, inden han kaster sig ud i "Eraser", hvor han blandt andet synger om at optræde på Wembley.

Efter sangen fortæller han om sin første koncert i København i 2011, hvor der ikke var udsolgt og blot 80 gæster.

- Min danske repræsentant fra pladeselskabet var ikke sikker på, at Danmark var det rigtige marked for mig. Og se, hvor jeg står nu, siger Ed Shee- ran og skuer imponeret ud over folkehavet.

Inden koncerten har jeg noteret, at Ed Sheeran ikke har en stemme, som gør voldsomt indtryk på mig. Den forudindtagethed må jeg sluge, da han rammer vokalt bulls eye med ”The A Team”. Det skyldes sikkert også, at teksten er én af Ed Sheerans bedste. Den nærmest socialrealistiske fortælling om en prostitueret har en dybde og alvor, som trænger igennem til trods for den opløftede stemning.

Autentisk begejstring

Noget af det, jeg sætter pris på ved Ed Sheeran, er hans autentiske begejstring. Jeg nægter at tro, det er spil for galleriet, når han skamroser Tusindårsskoven.

- Det er et virkelig smukt sted det her. Jeg blev helt paf, da jeg gik på scenen. Efter koncerten i aften og i morgen har jeg fire fridage, så jeg lover at synge så meget igennem, at jeg ingen stemme har tilbage i morgen aften, siger Ed Sheeran og beder publikum om at slide lidt på deres stemmebånd med at fællesbrøl og i øvrigt synge med af deres lungers fulde kraft, selv om de ikke kender teksterne.

Jeg forsøger derfor at skråle med på ”Bloodstream”, der har et mere seriøst tema end flertallet af Sheerans sange. ”This is how it ends. I feel the chemicals burn in my bloodstream” kan man fortolke på mange måder, men når man har haft selvmord tæt inde på livet, er det svært ikke at tænke sangen ind i den kontekst.

2010'ernes største popnavn

Da jeg anmeldte min første Ed Sheeran-koncert 1. april 2017, havde han netop udgivet sit forrige album “÷”, som slog alle tænkelige streamingrekorder og endegyldigt cementerede Ed Sheerans position som 2010’erne største popnavn.

Siden er han hverken dalet i popularitet eller produktivitet. Hans seneste udgivelse, “No.6 Collaborations Project”, har blot få uger på bagen og tordner helt som forventet af sted på diverse platforme. Timingen for de to Odense-koncerter er perfekt, og det er ikke helt galmandsværk at kalde Ed Sheeran verdens største soloartist netop nu.

På albummet har han inviteret navne som Justin Bieber, Eminem, Cardi B og Bruno Mars med i studiet, og det er der kommet vidt forskellige resultater ud af. Justin Bieber er af gode grunde ikke med på scenen i Odense, men alligevel får den muntre ”I Don’t Care” stemningen yderligere i vejret.

- Før bad jeg jer om at skrige så højt, I kunne. Nu må I gerne være helt stille. Så fungerer sangen bedst, beder Ed Sheeran, inden ”Tenerife Sea” understreger, at granvoksne mænd kan blive berørt af balladerne.

Det lykkedes naturligvis ikke at få alle til at respektere ønsket om stilhed, men der er bemærkelsesværdigt stille med tanke på 43.000 feststemte gæster på pladsen.

Altafgørende forcer

Jeg tænker undervejs, at Ed Sheeran minder mig lidt om Tracy Chapman. Altså ikke af udseende. Hun har ikke rødt hår. Mere fordi de har lidt samme karakter i stemme og spil. Ed Sheeran erkender, at han ikke har voldsom variation i sine akkorder, men ”Galway Girl” viser dog, at han insisterer på at modsige sig selv. Folktonerne klæder Sheeran.

Sammenlignet med nogle af de navne, der optrådte på Tinderbox i Tusindårsskoven i juni, er Ed Sheeran ikke en spektakulær dygtig sanger eller guitarist. Og slet ikke rapper. Til gengæld overgår han dem alle, når det kommer til hans altafgørende forcer: Den massive charme og ihærdigheden. Han kan smelte en flintesmil med sit blik.

Glimtet i øjnene på storskærmene og det kroniske optræk til smil gør det umuligt ikke at holde af ham, og der er altid et godt fundament for en musiker. Gedigne sange er i sagens natur en vigtig del, og det må man sige, at Ed Sheeran efterhånden har i hobetal.

”I See Fire” er en helstøbt sang, som imponerer, uanset om den er skrevet som en hyldest til ”Hobitten” eller er en metafor for noget helt andet. ”Thinking Out Loud” er også en fremragende ballade, hvor Ed Sheerans falset står knivskarpt.

I det hele taget er der meget, der står skarpt lør-dag aften. Storskærmene står perfekt uden den irriterende forsinkelse, man ofte ser, og lyden er et skoleeksempel på, at man sagtens kan skabe formidabel lyd på en forblæst græsmark. Fra min plads matcher lyden i store træk et indendørs spillested.

Klædelig vildskab

Der er noget trolddom over at kunne lyde som et helt band ene mand. Men loop-teknikken har Ed Sheeran forfinet i en grad, så jeg faktisk ikke på noget tidspunkt føler, at sangene mangler noget.

Han formår at banke på sin guitar, så den gør det ud for bas og trommer, mens han synger kor og andenstemme for sig selv og så- gar supplerer med små potente slag fra beatbox- rin-gen. Resultatet er imponerende.

- Hvis I ikke kender resten af sangene, er I gået til den forkerte koncert, konsta- terer han kækt med en halv time tilbage.

Og selv om jeg ikke er fan, kender jeg faktisk samtlige sange derefter. Inklu- sive den nye ”Blow”, som på album har selskab af Chris Stapleton og Bruno Mars. Barytonguitaren, der er på størrelse med Sheerans krop, giver lidt mere kant og kraft end på de pæne og lidt for konforme melodier. Det er klædeligt med lidt vildskab.

”Perfect” er næsten for oplagt at bruge til et ordspil, men det er svært at finde andre superlativer, der dækker. Især ”Sing” er noget nær den perfekte livesang i popgenren, og da det lykkedes Ed Sheeran at få de fleste på pladsen til at klappe, synge og hoppe på samme tid, er der dømt lørdagseufori.

Den tager til i styrke, da han til de to ekstranumre ifører sig den danske fodboldlandsholdstrøje og sætter et triumferende punktum med ”Shape of You” og ”You Need Me, I Don't Need You”.

Ed Sheeran er ikke nogen høj mand. Men han formår at fylde den gigantiske scene ud. Jeg er oprigtig ked af, at jeg ikke også skulle høre søndagskoncerten.