Det vil være unfair at bedømme et historisk ikon med noget så simpelt som et stjernesystem. Så De, kære læser, må selv dømme Chuck Berry. Jeg har ikke styrken til det.
Allerede fra første pivfalske akkord i "Roll over Beethoven", står det lysende klart i halvmørket, at den gode Chuck Berry helt og aldeles har mistet grebet om gribebrættet. Han tumler frem og tilbage mellem akkorderne og rammer ind imellem toner, som bestemt ikke bør være en del af en rockkoncert på noget som helst niveau.
Man kan indvende, at det er flot af en 81-årig, at han overhovedet er i stand til at flytte fingrene så hurtigt. Men B.B. King er jævnaldrende, og han spiller stadig den vildeste spade.
Det var især den første halvdel af koncerten, seancen blev ufrivillig komisk. Jeg tillader mig at tolke mine sidemænds udtryk som rendyrket måben.
Af den slags, hvor der tænkes: kan det virkelig passe?
Bassisten og sønnike på guitar har konstant øjnene rettet på Chuck Berry, så de kan falde ind, når han uden noget signal eller forvarsel skifter tempo eller helt stopper med at spille. For derefter at begynde igen uden at rytmegruppen har nogen mulighed for at vide hvor.
Det betyder i sagens natur, at de aldrig bliver mere end forebyggende sidemen, der som en musikalsk bufferzone dæmmer op for de værste fejl.…