I flere måneder har det været det helt store samtaleemne: hvorfor spiller Bruce Springsteen på Roskilde Festival?
Lørdag aften kom svaret dalende ned fra himlen, som Dannebrog
gjorde det for 800 år siden.
Fordi den mand kan noget helt unikt. Han er ikke blot en god
sanger og en gedigen guitarist. Han er en sand folkeforfører i
ordets mest positive betydning.
En kraftkilde af uanede dimensioner, der hælder så meget kærlighed og spiritualitet i sit publikum, at det ikke skulle undre mig, hvis nogen blev kureret for kroniske sygdomme undervejs.
Musik bliver indimellem kaldt for en skarp konkurrent til religion, da mange netop får opfyldt deres åndelige behov foran en scene i stedet for i landets støvsugede kirker.
Tom Jones udtalte for nylig til avisen, at hans publikummere skal forlade hans koncerter opstemte og livsglade.
Sjældent har jeg været mere tanket op på glæde end efter Bruce Springsteens nedstigning på Orange Scene. Hans venlige øjne, det kroniske smil, mimikken og kropssproget indikerede, at han ville dø lige dér på scenen, hvis det var det, det krævede at vinde samtlige hjerter.
Født i USA
Jeg ejer ikke en eneste plade med Bruce Springsteen. Tro det eller ej. Jeg har aldrig forstået den overdrevne fascination af ham og sangene om den almindelige amerikaner. Før nu.
For selv om der er entusiasme og dedikation at høre på de
albummer, jeg trods alt har lyttet til, blegner det i sammenligning
med den altfortærende energi, sangene leveres med foran et
publikum.
Titelmelodien på forrige album, "Wrecking Ball", rammer mig lige i
solar plexus med dens fortælling om alle sejrene på sportspladsen,
der nu er omdannet til parkeringsplads.
Da fatter jeg med ét, hvad det er Bruce Springsteen formår: At billedliggøre universelle situationer, følelser og tanker, så en nordjyde fra 1977 pludselig kan mærke helt ind knoglerne, hvordan det var at vokse op i 1960'ernes New Jersey.
Om det er derfor, jeg skriger mig ør og hæs under "Born in the U.S.A." ved jeg ikke. Men lige dér føles det som en nationalsang for samtlige publikummere uanset nationalitet.
Den Vietnam-kritiske sang har jeg aldrig helt forstået. Måske
fordi jeg kun kendte omkvædet. Nu ser jeg for første gang den
amerikanske soldat, der mod sin vilje sendes i krig og vender hjem
til et liv i ruiner.
Sangen kommer efter mere end to timers koncert, hvor E Street Band
gentagne gange løfter melodierne hele vejen op under
sommerhimlen.
"Little Steven" van Zandt på spade, Roy J. Bittan på tangenter, Max Weinberg på tønder, multiinstrumentalisten Nils Lofgren og Springsteens hustru, Patti Scialfa på guitar, samt Garry Talent på bas udgør sammen med blæsere og kor en musikalsk menighed, der gør det umuligt ikke at danse i mørket. Mere "Spirit in the Night" skal man lede længe efter.
En aften for livet
Som en anden omvendt farer jeg dog ikke ud og køber billet til den første og bedste Bruce Springsteen-koncert. For jeg bilder mig selv ind, at det, der skete lørdag aften, var kombinationen af mange forskellige faktorer.
Nogle af dem umulige at sætte ord på uden at lyde alt for frelst. Andre kan kritiske røster kalde for billige trick af en rutineret ræv.
Det preller dog af på mig, for den karisma, Bruce Springsteen udviser, når han løber ud blandt publikum og omfavner det, er nærmest overmenneskelig.
Efter 25 sange, hvoraf flere i sig selv burde udløse topkarakter, slutter festen med coversangen "Twist and Shout".
Årets koncert er slut, og al kritik af bookningen af Bossen må forstumme. Det var det endegyldige bevis på, at festivalen også har brug for de helt store folkelige koryfæer til at binde fortid og nutid sammen.